Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.1.3.2.6 Kunstnerisk virksomhed. Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke erhvervsmæssig virksomhed" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver praksis om, hvornår kunstnerisk virksomhed anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Afsnittet indeholder:

Hvornår er kunstnerisk virksomhed erhvervsmæssig virksomhed?
Oversigt over domme, afgørelser, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit

C.C.1.3.1 Generelt om afgrænsningen af erhvervsmæssig virksomhed over for ikke erhvervsmæssig virksomhed
C.C.2.2.2.21 om kunstneres fradrag for udgifter.
C.C.1.2.3 Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende.

Hvornår er kunstnerisk virksomhed erhvervsmæssig virksomhed?

Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra, at virksomheden anses for at være hobbyvirksomhed til, at virksomheden anses for at være erhvervsmæssig virksomhed. I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund. Kunstneres virksomhed skal leve op til de sædvanlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed (intensitetskriteriet og rentabilitetskriteriet) for at blive anset for erhvervsmæssig. Dette er fastslået ved nedennævnte højesteretsdomme SKM2013.241.HR og SKM2013.534.HR.

I dommen SKM2013.241.HR har Højesteret anset en kunstners virksomhed som ikke erhvervsmæssig. Retten udtalte, at det følger af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, at virksomheden dels må have et vist omfang, dels må være etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. I administrativ praksis lægges der ved vurderingen af, om disse kriterier er opfyldt ved kunstnerisk virksomhed, vægt på, at den personlige indsats er det væsentligste aktiv, og at der typisk vil være en glidende overgang fra, at virksomheden anses for at være hobbyvirksomhed til, at virksomheden anses for at være erhvervsmæssig. Som følge af de særlige forhold, der gør sig gældende for kunstnervirksomhed, kan der således oftere end ellers være tvivl om, hvorvidt der ved virksomheden opnås eller er udsigt til at opnå et rimeligt vederlag for kunstnerens arbejdsindsats i virksomheden. I administrativ praksis er der i sådanne tvivlstilfælde bl.a. blevet lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren har deltaget i udstillinger samt på kunstnerens faglige baggrund.

Kunstneren modtog en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Ydelsen gives uden modydelse og udgør ikke honorar for konkrete arbejder eller produkter. Når tildelingen af ydelsen er besluttet, udbetales ydelsen således uden nogen sammenhæng med, hvilke kunstneriske aktiviteter modtageren måtte udføre. Højesteret fandt, at ydelsen derfor ikke kan anses som en indtægt, der er erhvervet i kunstnervirksomheden.

Af den grund kunne de udgifter i kunstnervirksomheden, som ellers ville kunne rummes i indtægten i form af den livsvarige ydelse, ikke trækkes fra. Da den livsvarige ydelse ikke kunne medregnes ved opgørelsen af virksomhedens resultat, var der tale om underskud.

Retten fandt, at kunstnerens selvstændige virksomhed ikke levede op til de sædvanlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed (intensitetskriteriet og rentabilitetskriteriet). Retten fandt således, at kunstnervirksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste i forhold til hans arbejdsindsats. Virksomheden kunne derfor ikke anses for erhvervsmæssig. Der blev ved vurderingen set bort fra, at et museum senere havde planer om at købe kunstnerens samling, og fra, at han havde modtaget andre hædersbevisninger og legater. Det kunne desuden ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen var en fagligt kompetent og anerkendt kunstner, og at han havde deltaget på adskillige udstillinger mv. Da der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed, kunne underskuddet ikke trækkes fra jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

I dommen SKM2013.534.HR gentog Højesteret sin henvisning fra SKM2013.241.HR til de sædvanlige skatteretlige kriterier og tilføjede, at det endvidere må tages i betragtning, at indtægterne kan være stærkt svingende fra år til år.

Højesteret anså herefter kunstnervirksomheden for ikke erhvervsmæssig bedømt ud fra de sædvanlige skatteretlige kriterier.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om rentabilitetskriteriet var opfyldt. Retten fandt i den forbindelse, at der ikke var grundlag for at tage kunstnerens lønindtægt i betragtning ved bedømmelsen af rentabiliteten, idet hans kunstnervirksomhed ikke var en forudsætning for den pågældende stilling.

Der kunne heller ikke lægges vægt på kunstnerens mail-artsamling, allerede fordi det ikke var godtgjort, at den havde en økonomisk værdi, som havde betydning for, om rentabilitetskravet var opfyldt.

Efter oplysningerne om indtægter og udgifter i kunstnervirksomheden gennem årene fandt retten, at denne ikke opfyldte rentabilitetskravet, idet den ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste i forhold til arbejdsindsatsen. Retten bemærkede, at der i nogle af årene havde været beskedne overskud, men at disse skyldtes, at den kunststøtte, som blev modtaget i disse år, angik projekter, hvortil der også i de følgende år blev afholdt udgifter. Retten henviste til de samlede betydelige underskud over årene, og fandt derfor, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssig.

Højesteret tilføjede, at det under de anførte omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat, at kunstneren var en fagligt kompetent, dygtig og anerkendt kunstner, og at han havde deltaget i adskillige udstillinger.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.534.HR	Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en kunstner drev selvstændig virksomhed i skattemæssig forstand. Højesteret fastslog, at vurderingen af, om den kunstneriske virksomhed var erhvervsmæssig, skulle foretages efter de sædvanlige skatteretlige kriterier, selvom skatteyderen måtte anses som en anerkendt kunstner. Efter oplysningerne om indtægter og udgifter i kunstnervirksomheden gennem årene fandt retten, at virksomheden ikke opfyldte rentabilitetskravet, idet den ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste i forhold til arbejdsindsatsen. Retten bemærkede i den forbindelse, at beskedne overskud i nogle år, skyldtes kunststøtte til projekter, som medførte udgifter i de følgende år. Det samlede underskud i perioden fra 3003 til 2009 udgjorde 365.000 kr. Virksomheden havde også betydelige underskud i perioderne fra 1997 til 2002 og fra 2010 til 2012. (Skatteministeriet havde i forbindelse med skriftvekslingen bl.a. anerkendt, at et tilskudsbeløb fra Kunststyrelsen skulle regnes med ved opgørelsen af det økonomiske resultat af den kunstneriske (hobby)virksomhed.)	Dommen stadfæster SKM2011.450.ØLR. Se også SKM2013.241.HR.
SKM2013.241.HR	Ikke erhvervsmæssig virksomhed. En kunstner modtog en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Ydelsen gives uden modydelse og udgør ikke honorar for konkrete arbejder eller produkter. Når tildelingen af ydelsen er besluttet, udbetales ydelsen således uden nogen sammenhæng med, hvilke kunstneriske aktiviteter modtageren måtte udføre. Højesteret fandt, at ydelsen derfor ikke kan anses som en indtægt, der er erhvervet i kunstnervirksomheden. Af den grund kunne de udgifter i kunstnervirksomheden, som ellers ville kunne rummes i indtægten i form af den livsvarige ydelse, ikke trækkes fra. Da den livsvarige ydelse ikke kunne medregnes ved opgørelsen af virksomhedens resultat, var der tale om underskud. Kunstnerens selvstændige virksomhed levede ikke op til de sædvanlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed (intensitetskriteriet og rentabilitetskriteriet). Retten fandt således, at kunstnervirksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste i forhold til hans arbejdsindsats. Virksomheden kunne derfor ikke anses for erhvervsmæssig. Der blev ved vurderingen set bort fra, at et museum senere havde planer om at købe kunstnerens samling, og fra, at han havde modtaget andre hædersbevisninger og legater. Det kunne desuden ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen var en fagligt kompetent og anerkendt kunstner, og at han havde deltaget på adskillige udstillinger mv. Da der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed, kunne underskuddet ikke trækkes fra jf. SL § 6, stk. 1, litra a.	Principiel Dommen stadfæster SKM2011.364.VLR. Se også SKM2013.534.HR.
Landsretsdomme
SKM2022.612.ØLR	Østre Landsret fandt, at en kunstnervirksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, og landsretten lagde ved vurderingen heraf vægt på virksomhedens rentabilitet og intensitet. Skatteyderen havde under sagen for byretten og landsretten gjort gældende, at hendes indtægt fra ansættelsen ved G1-virksomhed undtagelsesvist skulle indgå i vurderingen af rentabilitetskriteriet, da det var en forudsætning for ansættelsen, at hun opretholdt sin "kunstneriske praksis". Landsretten fandt ikke grundlag for at forstå udtrykket "kunstnerisk praksis" således, at G1-virksomhed stillede krav om, hvordan skatteyderen skulle udøve sin kunst, herunder på en sådan måde at hun skulle afholde udgifter til atelier, materialer mv. Der var derfor ikke en sådan sammenhæng mellem ansættelsen på G1-virksomhed og kunstnervirksomheden, at skatteyderens lønindkomst fra G1-virksomhed undtagelsesvist skulle indgå i vurderingen af, om virksomheden var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Idet udgifterne heller ikke var afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde lønindkomst, kunne de heller ikke fratrækkes i medfør af LL § 9, stk. 1.	Stadfæster SKM2021.616.BR.
SKM2022.359.VLR	Underskud kunne ikke fratrækkes, da billedkunstnervirksomhed ikke blev anset for erhvervsmæssige i skattemæssig henseende. Sagen angik, om appellanten kunne fratrække et underskud i sin billedkunstnervirksomhed i 2010-2012. Det var en forudsætning for at fratrække underskuddet, at billedkunstnervirksomheden kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at billedkunstnervirksomheden i indkomstårene 2010-2012 blev drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitetskriteriet). Landsretten fandt det således ikke godtgjort, at finanskrisen og appellantens helbredstilstand havde påvirket salget af kunsten, således at rentabilitetskriteriet kunne anses for opfyldt i 2010-2012. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom, idet billedkunstnervirksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig i indkomstårene 2010-2012.	Tidligere instans: SKM2021.190.BR. Afgørelsen er også refereret i afsnit C.C.1.3.1 Generelt om afgrænsningen af erhvervsmæssig virksomhed overfor ikke erhvervsmæssig virksomhed.
TfS 1996, 177 VLD	Erhvervsmæssig virksomhed. Dødsbo efter kunstmaler. Salg af malerier. Ikke SL § 5 a. Et dødsbo efter en uddannet snedker, der i en årrække havde malet et større antal malerier, blev anset for at være indkomstskattepligtigt efter SL § 4, af et beløb, som var opnået ved salg af 53 malerier og ved udlæg efter vurdering af 94 malerier. Retten henviste til, at kunstmaleren havde deltaget i udstillinger, modtaget legater og solgt malerier, selvom det var i begrænset omfang. Skattepligten af vederlaget for kunstnerisk virksomhed efter SL § 4, stk. 1, litra a, var ikke begrænset til kunstnerisk virksomhed udført i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med vederlæggelsen. Indtægten var ikke undtaget fra beskatning efter SL § 5 om privat indbo.	Stadfæster TfS 1991, 409 LSR.
Byretsdomme
SKM2011.812.BR	Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Flere aktiviteter. Fradrag i hobbyindtægt. En uddannet billedhugger fik ikke medhold i, at hendes aktiviteter som udøvende kunstner var erhvervsmæssige i skattemæssig forstand. Virksomhedens underskud i 2005 i forbindelse med aktiviteterne kunne derfor ikke trækkes fra i anden indkomst. Kunstneren havde været ansat som timelærer på kunstskolen, men det var ikke en betingelse for ansættelsen, at hun udøvede erhvervsmæssig virksomhed som kunstner, kun at hun var udøvende kunstner. Derfor fandt retten det ikke godtgjort, at der var en så nær og direkte sammenhæng mellem hendes kunstneriske virksomhed og hendes ansættelse på kunstskolen, at de samlede aktiviteter kunne anses som én virksomhed. Virksomheden, eksklusiv undervisningen, levede ikke op til kravene om, at en virksomhed for at blive anset for at være erhvervsmæssig i skattemæssig forstand dels skal have et vist omfang, dels skal være etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og til arbejdsindsatsen. Skatteministeriet havde under sagen anerkendt, at en bogudgivelse i 2006 havde den fornødne tilknytning til den kunstneriske virksomhed. Indtægterne skulle derfor regnes med ved opgørelsen af virksomhedens indtægter i det pågældende år. Da virksomhedens underskud kunne rummes i indtægten fra bogsalget, blev det anerkendt, at underskuddet kunne trækkes fra i den personlige indkomst for 2006.
Landsskatteretskendelser og -afgørelser
SKM2017.353.LSR	Erhvervsmæssig virksomhed. En billedkunstner blev anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende i indkomstårene 2010-2012. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var realiseret overskud i de efterfølgende år. En livsvarig kunstnerydelse kunne ikke medregnes ved opgørelsen af virksomhedens resultat, jf. SKM2013.241.HR.
SKM2015.276.LSR	Erhvervsmæssig virksomhed. Kunstner. En billedkunstner blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten henså til virksomhedens omsætning, udgifter og overskud samt den udøvende professionalisme. Der blev desuden lagt vægt på, at skatteyderen havde modtaget betaling for udførelse af forskellige kunstneriske udsmykningsopgaver, skatteyderen havde leveret værker til en række udstillinger virksomheden havde været overskudsgivende virksomheden havde haft en rimelig omsætning der var afholdt væsentlige udgifter i forbindelse med indtægtserhvervelsen, herunder udgifter til materialer med 39.119 kr. Kunstneren fik som selvstændig fradrag for rejseudgifter efter standardsatserne i LL § 9 A. Kunstneren fik derimod ikke godkendt fradrag for udgifter til arbejdsværelse.
SKM2002.235.LSR	Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Komponist. Landsskatteretten fandt, at en komponist ikke drev selvstændig erhvervsmæssig komponistvirksomhed. Retten lagde vægt på, at virksomheden ikke kunne anses for at være drevet med udsigt til at opnå en rimelig indtjening. Kun indtægter i form af afgifter fra KODA vedrørte komponistvirksomheden. Livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond og et årligt legat fra KODA var ikke modydelser for konkrete arbejder udført af klageren og var derfor ikke indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Disse indtægter skulle derfor ikke regnes med til virksomhedens resultat.
TfS 1989, 656 LSR	Kunstmaler. Erhvervsmæssig virksomhed. En kunstmaler blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten lagde vægt på, at hun var uddannet på Kunstakademiet hun var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning hun havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange virksomheden havde givet overskud de seneste år.
LSRM 1978, 153 LSR	Billedvævning. Erhvervsmæssig virksomhed. En kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. blev anset for at være erhvervsmæssig. Kunstneren var uddannet på Kunstindustriskolen i København, på forskellige kunstskoler i Paris og på en malerskole. Hun havde flere gange udstillet på Charlottenborg-udstillingen og Kunstnernes efterårsudstilling og havde haft udstillinger på kendte museer og gallerier i udlandet, herunder en 18 måneder lang udstillingsrække i USA. Hun solgte arbejder til offentlige og private samlinger både i Danmark og i udlandet.