Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan skatter efter dødsboskatteloven fordeles mellem stat og kommune.

Afsnittet indeholder:

  • Kommuner omfattet af reglen
  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Kommuner omfattet af reglen

Reglen omfatter generelt alle landets kommuner og konkret den kommune, som afdøde havde som skattekommune for dødsåret. Dvs. den kommune, som afdøde havde bopæl i den 5. september året før dødsåret.

Regel

Kommunen skal have 1/3 af

  1. afdødes foreløbige betalte skatter efter DBSL §§ 12 og 77, som bliver endelige
  2. dødsboskatten beregnet efter DBSL § 30
  3. mellemperiodeskatten beregnet efter DBSL § 14.

Når afdøde ikke skal betale kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, får staten hele skatten.

Kommunen skal betale 1/3 af negativ skat efter DBSL § 31.

Staten afregner efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat skatten efter a. til den enkelte kommune, som skal have skatten.

Staten afregner kommunens andel af indkomstskatter efter b. og c. over for kommunen på grundlag af de oplysninger, der foreligger den 1. maj i året to år efter dødsåret. Afregning sker med 1/3 hver den 1. i månederne januar, februar og marts det følgende kalenderår.

Se DBSL § 92.

Bemærk

Tilgange og afgange i skatter efter 1. maj to år efter dødsåret reguleres ikke overfor kommunerne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2023.565.HR

Sagen angik, om H1 for indkomstårene 2007-2012 har modtaget sin andel af dødsboskat og afsluttende mellemperiodeskat fra staten.

Hovedspørgsmålet var, hvordan DBSL § 92 skulle fortolkes.

Højesteret udtalte, at bestemmelserne i DBSL § 92, stk. 1 og 4, efter deres ordlyd og sammenhæng indebærer, at en kommune kun har krav på at få udbetalt 1/3 af dødsbo- eller mellemperiodeskatten i et bo, hvis andelen kan afregnes på grundlag af "oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret".

Højesteret fandt efter ordlyden af § 92, stk. 4, 1. pkt., og dens forarbejder, at bestemmelsen må forstås sådan, at statens afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat skal ske på grundlag af de oplysninger, der den 1. maj i året 2 år efter dødsåret af skattemyndighederne efter skatteansættelse er indberettet til slutskattesystemet.

Denne forståelse har den konsekvens, at kommunerne efter afskaffelsen af reglerne om efterreguleringer ved en lovændring i 2006 ikke længere har sikkerhed for at få andel i dødsboskatter fra navnlig store boer, fordi registrering i slutskattesystemet ofte først sker efter 1. maj-fristen. Dermed får kommunerne samlet set en væsentligt mindre andel af skatten end den tredjedel, som er nævnt i § 92, stk. 1. Selv om denne konsekvens af 2006-loven ikke er omtalt i forarbejderne, fandt Højesteret, at afskaffelsen af efterreguleringer ikke kan begrunde en ændret forståelse af § 92, stk. 4, 1. pkt.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det må være et lovgivningsanliggende at træffe bestemmelse om, hvorvidt der skal ændres ved det grundlag, som en kommunes andel af dødsbo- og mellemperiodeskat skal beregnes efter.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at Skattestyrelsen havde handlet ansvarspådragende ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen i forbindelse med skatteansættelse og indberetning til slutskattesystemet med henblik på afregning af dødsbo- og mellemperiodeskat til kommunen.

Landsretten var nået til samme resultat. 

Tidligere instans:
Østre Landsret
SKM2019.659.ØLR

SKM2006.592.HR

Den kommune, som afdøde havde bopæl i den 5. september i året før dødsåret, har krav på kommunal andel af mellemperiode- eller dødsboskat, selv om afdøde ikke har haft bopæl i den kommune nogen del af dødsåret.