Medarbejderen må ikke inden for de seneste 10 år før han eller hun begynder ansættelsen have været fuldt skattepligtig efter KSL § 1 eller begrænset skattepligtig af indkomst fra Danmark, der er omfattet af KSL § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2. Disse bestemmelser omfatter bl.a. lønindkomst, herunder skattepligtige personalegoder og vederlag i form af aktier, tegnings- og køberetter til aktier, indkomst fra erhverv med fast driftssted her i landet, pensioner, sociale ydelser m.v. Medarbejderen må gerne have haft begrænset skattepligtig indkomst af fast ejendom i Danmark, som ikke indgår i et fast driftssted.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.72.LSR, at en skatteyder ikke kunne anvende ordningen, fordi han i 3-års-perioden forud for ansættelsen havde været begrænset skattepligtig som kommanditist i to kommanditselskaber, der var indregistrerede i Danmark og som blev administreret fra kontorer i Danmark.

Som nævnt under D.B.5.1.1 er det i forbindelse med flytning her til landet tilladt at komme hertil op til en måned før ansættelsens begyndelse, selv om medarbejderen bliver fuldt skattepligtig ved opholdets begyndelse.

Hvis medarbejderen tidligere har været ansat i Danmark under den særlige skatteordning, har det ingen betydning, at medarbejderen var skattepligtig i disse perioder. Se KSL § 48 F, stk. 2, sidste pkt. Det gælder dog kun, hvis medarbejderens skattepligt til Danmark ophørte samtidig med den tidligere ansættelse.

Se også afsnit D.B.5.1.9 om forskere, der kan anvende den særlige skatteordning, selv om de har modtaget løn for gæsteundervisning i 10-års perioden forud for ansættelsen.