Den økonomiske betingelseKL § 231 a, stk. 1, udtaler, at skifteretten efter en skyldners begæring kan afsige kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29, såfremt

1. skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser ("kvalificeret insolvens"), og
2. det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Bestemmelsen svarer ganske til § 197, stk. 1 (se herom H.6.2.1), og der tilsigtes således ikke nogen ændring i den vurdering, som skifteretten skal foretage af skyldnerens insolvens. Det er således fortsat en betingelse for gældssanering, at skyldneren er håbløst forgældet.

Det er i praksis formentlig oftest ret åbenbart, at den konkursramte skyldner opfylder betingelsen om at være håbløst forgældet. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme grænsetilfælde, hvor skønnet over den fremtidige indtægt er så usikkert, eller hvor restgælden efter konkursen er så lille, at skyldneren ikke har løftet beviset for at være håbløst forgældet.

I de tilfælde, hvor skyldneren har startet ny virksomhed, er prognosen over en fremtidig indtægt mere usikker end for en lønmodtager, men dette bør ikke i sig selv afskære den tidligere erhvervsdrivende skyldner fra at få gældssanering, fordi skyldneren ikke har bevist at være håbløst forgældet. I disse tilfælde skal der ikke lægges vægt på skyldnerens mere usikre forventninger til eller (positive) prognoser over den fremtidige indtægt. Den forventede indtægt må i stedet fastsættes mere skønsmæssigt og på baggrund af en relativt forsigtig vurdering, hvilket indebærer, at skyldneren lettere kan godtgøre betingelsen om ikke inden for de nærmeste år at have nogen udsigt til at kunne betale sine gældsforpligtelser.

En nærmere vurdering af, om skyldneren er kvalificeret insolvent, kan i reglen først foretages i forbindelse med konkursboets afslutning, idet skifteretten næppe før op til tidspunktet herfor med større sikkerhed kan fastslå størrelsen af skyldnerens betalingsevne og resthæftelsen efter boets afslutning. De krav, som skifteretten stiller til beviset for skyldnerens kvalificerede insolvens, kan derfor efter omstændighederne være lavere ved indledning af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs end ved indledning af en almindelig gældssaneringssag.

Den subjektive betingelseKendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 kan ifølge KL § 231 a, stk. 2, 1. pkt., i almindelighed ikke afsiges, såfremt der foreligger forhold som nævnt i § 197, stk. 2, nr. 2-6. Kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 kan ifølge 2. pkt. i almindelighed endvidere ikke afsiges, såfremt skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, jf. § 231, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen ►eller har fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag◄,

1. i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder el. lign.  eller
2. i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt.

Efter bestemmelsen stilles der ikke - modsat § 197, stk. 2, nr. 1 - krav om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, før der kan afsiges kendelse om gældssanering. Det betyder, at der kan afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, selv om skyldnerens økonomiske forhold er usikre og uafklarede. Herved sikres det, at også skyldnere, der er berørt af et virksomhedssammenbrud, og som på afgørelsestidspunktet befinder sig i en økonomisk overgangsperiode efter en konkurs, har mulighed for at opnå en gældssanering.

Reglen skal ses i sammenhæng med § 236 a, hvorefter gældssaneringssagen kan genoptages med henblik på at nedsætte den procent, hvormed fordringerne er nedsat, såfremt skyldneren på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, har uafklarede økonomiske forhold. Øges skyldnerens indtjening i afdragsperioden, kan skifteretten således bestemme, at fordringshaverne skal have del i den øgede indtjening.

Det følger dog af princippet om, at en gældssanering skal medføre en varig løsning af skyldnerens økonomiske situation, at væsentlige usikkerhedsmomenter omkring skyldnerens fremtidige økonomiske situation, som gør det uklart, om dette mål kan nås, fortsat udelukker gældssanering. Har skyldneren fx undladt at indgive selvangivelse, kan det normalt ikke afgøres, om der eventuelt udløses en restskat til skyldneren. Disse forhold medfører som hidtil, at skyldneren nægtes gældssanering.

Særligt for så vidt angår henvisningen til § 197, stk. 2, nr. 6, gælder, at det forhold, at skyldneren har stiftet ny gæld, efter at der er indledt en sag om gældssanering, i praksis oftere kan være berettiget ved gældssanering i forbindelse med konkurs end ved almindelig gældssanering. Stiftelse af ny gæld, efter at der er indledt sag om gældssanering, indebærer normalt, at skyldneren skal betale renter af og eventuelt afdrage på denne gæld i den periode, hvor skyldneren også skal afdrage på den del af den gamle gæld, der fortsat består efter kendelsen om gældssanering. Dette medfører i praksis, at skyldneren kan betale en mindre dividende i gældssaneringssagen, og det bør derfor i almindelighed tale afgørende mod gældssanering, at der er stiftet ny gæld, efter at der er indledt sag om gældssanering, medmindre gælden er stiftet i forbindelse med skyldnerens nye erhvervsvirksomhed.

Tilsidesættelse af pligter over for det offentlige (KL § 231 a, stk. 2, nr. 1)

Vurderingen af, om en tilsidesættelse af pligterne er væsentlig nok til at udelukke gældssanering, må bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og der er derfor ikke opstillet fastere kriterier for udøvelsen af dette skøn. Fx bør ikke enhver formel overtrædelse af bogføringsreglerne føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering. Det er på den anden side heller ikke hensigten, at gældssanering kun skal være udelukket, hvis der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 302 om særlig grove overtrædelser af bogføringsreglerne. Skyldneren bør dog som udgangspunkt være udelukket fra at få gældssanering, hvis virksomhedens bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan give en meget troværdig forklaring på, hvorfor det ikke umiddelbart er tilgængeligt for kurator.

►I SKM2011.334.VLR nægtede Vestre Landsret gældssanering for en skyldner, der under driften af sin virksomhed igennem næsten tretten måneder i 2007-2008 havde oparbejdet gæld til SKAT på 781.638 kr., herunder 555.085 kr. i skyldig A-skat og 216.089 kr. i skyldig moms. Den 3. december 2010 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for usikret gæld stiftet før skyldners personlige konkurs den 19. november 2009. SKAT fik i kæresagen medhold i, at skyldner i et ikke uvæsentligt omfang havde tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til momsafregning og afregning af A-skat, hvorfor der ikke var grundlag for at meddele gældssanering, jf. KL § 231 a, stk. 2, litra 1.◄

Uforsvarlig virksomhedsledelse (KL § 231 a, stk. 2, nr. 2)

Det kan fx være tilfældet, hvis virksomheden har ydet ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån. Er der fx ydet lån til selskabets aktionærer, bestyrelsesmedlemmer eller direktører i strid med selskabslovens § 210, stk. 1, må ledelsen anses for at have undladt at lede virksomheden forsvarligt, således at der ikke bør meddeles gældssanering.

Reglen kan endvidere anvendes, hvis virksomheden har begunstiget eller søgt at begunstige enkelte kreditorer - dog kun i tilfælde, hvor dispositionen kan bebrejdes skyldneren eller den konkursramte virksomhed, som har foretaget dispositionen.

I de tilfælde, hvor det ikke er skyldneren selv, men skyldnerens selskab eller skyldnerens ægtefælles eller samlevers virksomhed, som er under konkurs, har forholdene i den konkursramte virksomhed således afsmittende virkning på skyldnerens gældssaneringssag. Dette indebærer fx, at skyldneren bør nægtes gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs i tilfælde, hvor ledelsen i et aktieselskab i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser til bogføring mv.

Det samme gælder, hvis det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, der har forsømt sine pligter ved ledelsen af den virksomhed, der er gået konkurs, og hvorfra skyldnerens gældsforpligtelse stammer. Den, der har påtaget sig en kautionsforpligtelse, kan således i relation til de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs blive påvirket af uacceptable forhold ved driften af den konkursramte virksomhed.

Gældens alderVed skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder, jf. KL § 231 a, stk. 3. Dette svarer til reglen i § 197, stk. 3.

I sager om gældssanering i forbindelse med konkurs forekommer det formentlig ret ofte, at hovedparten af gælden hidrører fra perioden kort tid forud for indgivelse af en begæring om gældssanering. Er denne gæld opstået som følge af en enkeltstående og nu overstået begivenhed, herunder fx en erhvervsvirksomheds konkurs, skal gældens alder tillægges mindre betydning ved vurderingen af, om gældssanering skal være udelukket.

Andre omstændighederIfølge KL 231 a, stk. 4, kan skifteretten uanset stk. 2 nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering. Dette svarer til reglen i § 197, stk. 4. 

Anden eftergivelsesmulighedI KL 231 a, stk. 5, er bestemt, at det ved afgørelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 ikke skal tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for eftergivelse efter andre regler. 

Bestemmelsen svarer til § 197, stk. 5, idet der dog her anvendes udtrykket "eftergivelse efter andre regler" i stedet for "eftergivelse efter anden lovgivning". Dette er udtryk for, at der ved vurderingen af, om der kan meddeles gældssanering i forbindelse med konkurs, ikke skal tages hensyn til, om der kan ske gældseftergivelse efter andre regler i konkurslovens, dvs. "almindelig" gældssanering efter kapitel 25-28 og tvangsakkord.

Gældssaneringskarantæne på 10 årIfølge KL 231 a, stk. 6, kan en  gældssaneringssag efter reglerne i 29 ikke indledes, hvis der inden for de seneste 10 år er afsagt kendelse om gældssanering for skyldneren.

Har skyldneren tidligere fået gældssanering efter de almindelige regler i kapitel 25-28, gælder der ikke en sådan "karantæneperiode".

En skyldner, der tidligere er meddelt gældssanering i forbindelse med konkurs, må i en situation, hvor den pågældende før udløbet af "karantæneperioden" på ny er blevet kvalificeret insolvent, i stedet indgive begæring om gældssanering efter de almindelige regler i kapitel 25-28.

Kun fysiske personerI KL 231 a, stk. 7, er anført, at en kendelse om gældssanering efter kapitel 29 kun kan afsiges, for så vidt angår skyldnere, som er fysiske personer. Bestemmelsen svarer således til § 197, stk. 5.

KL 231 b - ikke erhvervsmæssig virksomhedSåfremt en skyldners gæld ikke i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, kan skyldneren kun under særlige omstændigheder meddeles gældssanering på andre betingelser og vilkår, end hvad der følger af reglerne om gældssanering efter kapitel 25-28. 

Er en lønmodtager under konkursbehandling, og er skyldnerens gæld i det væsentlige ikke-erhvervsmæssig, bør den pågældende i relation til en gældssanering ikke behandles anderledes end den skyldner, som ikke er gået konkurs. Udgangspunktet er derfor i denne situation, at der ikke kan meddeles gældssanering i konkurs på lempeligere betingelser og vilkår, end hvad der følger af reglerne om gældssanering uden for konkurs (de "almindelige" regler om gældssanering). Dette medfører bl.a., at der for den konkursramte lønmodtager, der ikke i det væsentlige har erhvervsmæssig gæld, normalt må stilles krav om, at skyldneren har afklarede økonomiske forhold, og at skyldneren skal afdrage på gælden i 5 år efter kendelsen om gældssanering.

For så vidt angår vurderingen af, om skyldnerens gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig, henvises til det i afsnit H.6.6.1 om § 231, stk. 1, nr. 2, anførte. Stammer skyldnerens gæld fra en kautionsforpligtelse for erhvervsmæssig gæld, må den betragtes som erhvervsmæssig i denne sammenhæng, jf. herved § 231, stk. 1, nr. 2 og 3.

Som bestemmelsen er udformet, er der mulighed for undtagelsesvist at anvende reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, uanset at skyldnerens gæld ikke i det væsentlige er erhvervsmæssig. Undtagelsesbestemmelsen har navnlig til hensigt at sikre, at de betingelser, der gælder for gældssanering i forbindelse med konkurs, også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der samtidig behandles gældssaneringssag for to ægtefæller eller samlevere, hvoraf kun den ene har i det væsentlige erhvervsmæssig gæld. I modsat fald ville der kunne opstå situationer, hvor ægtefæller eller samlevere, som samtidig søger om gældssanering, skulle behandles efter forskellige regler.

Tidspunktet for afsigelsen af kendelse om gældssanering - KL 232 stk. 1-3Kendelse om gældssanering efter reglerne i kapitel 29 kan ifølge KL § 232, stk. 1, tidligst afsiges i forbindelse med boets slutning efter § 143 eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab og udlodning, jf. § 151.

I gældssaneringsbetænkningen, betænkning nr. 1449/2004, er herom på side 503 anført: "Før dette tidspunkt er det ofte ikke muligt nærmere at opgøre skyldnerens gæld. Bestemmelsen skal tillige sikre, at forholdene i det relevante konkursbo er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at der er tilvejebragt et forsvarligt beslutningsgrundlag, inder der træffes afgørelse om gældssanering. Efter § 213 a, stk. 2, 2. pkt, kan der således i almindelighed ikke afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, hvis skyldnerens gæld er pådraget i en virksomhed, hvor det i forbindelse med konkursbehandlingen konstateres, at ledelsen i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed,der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Denne betingelse forudsætter, at forholdene i virksomheden er undersøgt, inden der træffes afgørelse i gældssaneringssagen.

I skifterettens vurdering af en gældssaneringssag efter reglerne i kapitel 29 skal bl.a. indgå kurators regnskab og redegørelser i konkursboet samt fordringshavernes evt. oplysninger efter § 233 a, stk. 2.

Ifølge KL § 232, stk. 2, kan skifteretten under særlige omstændigheder afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt end anført i stk. 1.

Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse og kan navnlig anvendes i tilfælde, hvor behandlingen af konkursboet er særligt langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror på enkelte udestående spørgsmål, herunder fx udfaldet af en retssag eller lignende. Det må herved forudsættes, at skyldnerens forhold i øvrigt er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at afgørelsen i gældssaneringssagen i det hele kan træffes på et forsvarligt grundlag.

I de tilfælde, hvor det er skyldneren, som er under konkursbehandling, er det normalt en forudsætning for at afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt end det, der er forudsat i stk. 1, at den del af skyldnerens gæld, der ikke er dækket ved konkursen, ligger nogenlunde fast, således at skifteretten har et klart overblik over, hvilken gæld der skal indgå i gældssaneringskendelsen. Det er således alene den udækkede del af kravene fra konkursen, der indgår i skyldnerens gældssaneringssag.

I øvrigt træffer skifteretten bestemmelse om, i hvilket omfang gældssaneringssagens behandling skal afvente boets slutning, jf. KL § 232, stk. 3.

►I de tilfælde, der er nævnt i KL § 231, stk. 2, finder stk. 1-3 kun anvendelse, hvis skyldneren er under konkursbehandling, jf. KL § 232, stk. 4.◄

De af en kendelse om gældssanering omfattede fordringer - KL § 233KL § 233, stk. 1, udtaler, at § 199, stk. 1, og § 200 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2. Dette indebærer, at en kendelse om gældssanering i disse tilfælde som udgangspunkt omfatter fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning.

Efter § 199, stk. 1, 2. pkt., kan skifteretten, når særlige forhold taler derfor, dog bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt. Dette indebærer, at skifteretten bl.a. kan bestemme, at skæringstidspunktet - som i de øvrige sager om gældssanering i forbindelse med konkurs - skal være det tidspunkt, hvor konkursdekretet blev afsagt.

Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog KL § 30. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten ifølge KL § 233, stk. 2, 2. pkt., bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om gældssanering, jf. § 206.

I særlige tilfælde, hvor der er stiftet gæld i tiden efter konkursdekretets afsigelse, kan der være behov for at fastsætte skæringstidspunktet til det tidspunkt, hvor skifteretten indleder gældssaneringssagen, og skifteretten kan derfor fastsætte et senere skæringstidspunkt. Den omstændighed, at der er stiftet (forbrugs)gæld kortere tid før indgivelse af en ansøgning om gældssanering, taler dog normalt afgørende imod gældssanering, jf. § 231 a, stk. 2.

Træffes en bestemmelse som hjemlet i KL § 233, stk. 2, 2. pkt., ikke, bortfalder krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter konkursdekretets afsigelse.

Fastsættes skæringstidspunktet i en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs til et andet tidspunkt end det tidspunkt, hvor konkursdekretet afsiges, finder § 200 anvendelse, jf. § 237. Det indebærer, at krav på renter af de fordringer, der er omfattet af kendelsen om gældssanering, bortfalder for tiden efter indledning af gældssaneringssagen.