Der er i dansk ret en formodning for, at de penge, en person er i besiddelse af, er hans egne ("pengereglen"). Se til illustration heraf fx TfS 1999, 628 ØLK og en lang række andre afgørelse. Se afsnit G.5.1.

Efter RPL § 517, stk. 2, kan udlæg altid foretages i rede penge, uanset om skyldneren måtte ønske at anvise andre aktiver som genstand for udlæg.

Hvis der foretages udlæg i rede penge, skal fogeden altid iagttage bestemmelserne i RPL § 509 om trangsbeneficiet, således at skyldneren levnes tilstrækkelige midler til at opretholde en beskeden levefod, indtil næste indtægt eller løn kommer. Skyldners ret til at udtage rede penge til brug i erhverv (kassebeholdning eller byttepenge) efter RPL § 509, stk. 3, skal også respekteres.

Udlæg i rede penge er udlæg til eje, og efter RPL § 521 overgives det udlagte beløb straks til rekvirenten. Ved udlæg i rede penge skal beløbet derfor straks tages i bevaring.

Begrebet rede penge omfatter ikke alene danske penge, men også fremmed valuta, som er gangbar. Ved udlæg i fremmed valuta tages beløbet også straks i bevaring og omregnes efter gældende vekselkurs.

Der kan forekomme tilfælde, hvor et beløb, der er i skyldnerens besiddelse, ikke tilhører ham, og hvor det må respekteres, at der ikke kan foretages udlæg i beløbet.

Det må dog normalt forudsættes, at skyldneren har pligt til

• at holde sådanne beløb afsondret fra egne midler - og også gør det,
• at føre en form for regnskab over sådanne midler, eller at pengenes rette ejermand fører et sådant regnskab, samt
• at underkaste sig en vis kontrol fra pengenes rette ejermand.

Som eksempler på sådanne tilfælde kan nævnes tjenere, taxachauffører og forretningsdrivende, der sælger konsignationsvarer (se G.5.7.8).