Der er loft (skatteloft I) over hvor høj beskatningsprocenten af personlig indkomst må være. Hvis summen af skatteprocenterne for bundskat, topskat og sundhedsbidrag samt den skattepligtiges kommunale skatteprocent henholdsvis for begrænset skattepligtige procenten for skat svarende til kommunal indkomstskat overstiger 51,5 %, nedsættes topskatten af personlig indkomst med forskellen mellem summen af de nævnte skatteprocenter og 51,5 %, jf. PSL § 19, stk. 1. Den beregnede forskel udgør nedslagsprocenten for personlig indkomst.
Der er endvidere loft (skatteloft II) over hvor høj beskatningsprocenten af kapitalindkomst må være. Hvis summen af skatteprocenterne for bundskat, topskat og sundhedsbidrag samt den skattepligtiges kommunale skatteprocent henholdsvis for begrænset skattepligtige procenten for skat svarende til kommunal indkomstskat overstiger 45,5 % (2012), nedsættes topskatten af kapitalindkomst med forskellen mellem summen af de nævnte skatteprocenter og 45,5 % (2012), jf. PSL § 19, stk. 2. Den beregnede forskel udgør nedslagsprocenten for kapitalindkomst. I 2013 nedsættes procenten for skatteloftet til 43,5 %.
Der beregnes også nedslag i tilfælde, hvor der for den skattepligtige beregnes topskat af personlig og/eller kapitalindkomst, men ikke en eller flere af de øvrige indkomstskatter. Kirkeskatten holdes uden for skatteloftet og skal for medlemmer af folkekirken svares ud over de 51,5 %. AM-bidraget og udligningsskatten holdes også uden for skatteloftet.
Som led i "Forårspakken 2.0", blev skatteloftet (PSL § 19, stk. 1) fra og med indkomståret 2010 nedsat fra 59 %. til 51,5 pct. Nedsættelsen med 7,5 %. svarer til summen af den samtidige afskaffelse af mellemskatten på 6 % og den samtidige nedsættelse af bundskatten fra 5,26 %, som var forudsat fra og med 2010, med 1,5 % til 3,76 %. Ved lov nr. 1389 af 21. december 2009 blev bundskatten nedsat til 3,67 %. For indkomståret 2011 er bundskatteprocenten yderligere nedsat til 3,64 %, dette følger af lov nr. 1562 af 21. december 2010. Skatteloftet udgør dog stadig 51,5 %.
Bundskatteprocenten forhøjes til 4,64 % i indkomståret 2012, samtidigt med at procenten for sundhedsbidraget nedsættes fra 8 % til 7 %.
Med vedtagelse af lov om "Harmonisering af beskatningen af fordringer i danske kroner og fremmed valuta og nedsættelse af beskatning af kapitalindkomst", blev der med virkning fra og med indkomståret 2010 indført yderligere et skatteloft, jf. PSL § 19, stk. 2 (skatteloft II). Det nye skatteloft betyder, at positiv nettokapitalindkomst højst kan beskattes med 49,5 % (2010). Satsen for det nye skatteloft sænkes gradvist fra 49,5 % i 2010 til 42 % i 2014. Som konsekvens af det nye skatteloft, opsplittes beregningen af topskat i henholdsvis topskat af personlig indkomst og topskat af kapitalindkomst.