Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om ophør af skattepligt, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Hovedregel
- Undtagelse
- Ophør af skattepligt til Danmark af en virksomhed i udlandet.
Resumé
Virksomhedsordningen kan bruges af personer, der er skattepligtige til Danmark. Hvis skattepligten ophører eller den selvstændige bliver hjemmehørende i en anden stat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal eventuelle opsparede overskud beskattes.
Hvis den selvstændige bliver begrænset skattepligtig af et fast driftssted i Danmark eller den selvstændige efter en flytning fortsat er fuldt skattepligtig af virksomhed med fast driftssted i Danmark, skal opsparet overskud dog ikke beskattes. Der gælder særlige regler, når skattepligten til Danmark af en virksomhed i udlandet ophører.
Hovedregel
Det er en betingelse for at bruge virksomhedsordningen, at den selvstændige er fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark.
Indeståendet på konto for opsparet overskud med tillæg af virksomhedsskat skal derfor beskattes, hvis
skattepligten her til landet efter KSL § 1 ophører, eller
den selvstændige bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Se VSL § 15 C, stk. 1, 1. pkt.
Indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af virksomhedsskat skal medregnes til den personlige indkomst i det indkomstår, hvor skattepligten ophører, eller det skattemæssige hjemsted bliver flyttet.
Undtagelse
Indestående på konto for opsparet overskud skal ikke beskattes, selv om den selvstændige ikke længere er fuldt skattepligtig efter KSL § 1, når han eller hun
- bliver begrænset skattepligtig af virksomhed med fast driftssted her i landet. Se KSL § 2 eller
- fortsat er skattepligtig af virksomhed med fast driftssted her i landet, selv om han eller hun har fået skattemæssigt hjemsted i et andet land. Se KSL § 1.
Se VSL § 15 c, stk. 1, 2. pkt.
Det er i begge tilfælde en forudsætning, at den selvstændige fortsat anvender virksomhedsordningen, hvis det opsparede overskud ikke skal beskattes.
Ophør af skattepligt til Danmark af en virksomhed i udlandet
Der er regler for det tilfælde, hvor en selvstændig har brugt virksomhedsordningen både for virksomhed her i landet og for virksomhed i udlandet, herunder Færøerne og Grønland. Reglerne skal bruges, når den selvstændige ophører med at være skattepligtig til Danmark af en virksomhed i udlandet ved ophør med fuld skattepligt efter KSL § 1 eller ved flytning af skattemæssigt hjemsted. Se VSL § 15 c, stk. 1, 3.-5. pkt.
I den situation skal reglerne om delvis afståelse/ophør bruges. Se VSL § 15 a, stk. 1-2.
Ophør af skattepligt her i landet af en virksomhed i udlandet, skal behandles på samme måde, som når en selvstændig ophører med at drive én af flere virksomheder uden, at virksomheden er afstået. Da den udenlandske virksomhed ikke længere er skattepligtig til Danmark, kan den ikke indgå i virksomhedsordningen. Det betyder, at den selvstændige skal overføre et beløb fra indskudskontoen til mellemregningskontoen uden om hæverækkefølgen. Se VSL § 15 a, stk. 1. Der skal overføres et beløb, som svarer til den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret, der hører til den udenlandske virksomhed. Den forholdsmæssige del af kapitalafkastgrundlaget er forholdet mellem aktiverne i den udenlandske virksomhed ved udløbet af indkomståret forud for ophøret af skattepligten og samtlige aktiver i virksomhedsordningen. Ved beregningen af den forholdsmæssige andel, skal finansielle aktiver ikke regnes med.
Hvis der er opsparet overskud i virksomhedsordningen, skal en forholdsmæssig del af indeståendet på konto for opsparet overskud beskattes i det samme indkomstår. Se VSL § 15 a, stk. 2. Den forholdsmæssige del af indestående på konto for opsparet overskud skal opgøres på grundlag af indeståendet ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret. Virksomhedsskatten skal lægges til beløbet og indgå ved opgørelsen af den personlige indkomst. Se VSL § 10, stk. 3.
Den forholdsmæssige del af det opsparede overskud beregnes efter forholdet mellem det overførte beløb og kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret. De tidligst opsparede overskud overføres først. Se SKM2009.197.SKAT.
I ophørsåret kan der højst opspares det beløb, der er virksomhedens skattepligtige overskud med fradrag af en forholdsmæssig del af overskuddet. Den forholdsmæssige del af overskuddet skal beregnes efter forholdet mellem det overførte beløb og kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret.
Når et fast driftssted ophører med at være begrænset skattepligtig til Danmark, skal et eventuelt opsparet overskud med tillæg af virksomhedsskat medregnes til den personlige indkomst for det indkomstår, hvor skattepligten ophører. Se VSL § 15 c, stk. 2.
Se også
Se også afsnit
►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre◄
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
SKM2011.374.LSR |
En udlejningsejendom konstituerede ikke fast driftssted. Opsparet overskud
i en virksomhed skulle derfor beskattes ved fraflytning, da at den selvstændige
efter fraflytningen ikke drev virksomhed i Danmark gennem fast driftssted. |
|