Den skattemæssige behandling af gevinst og tab afhænger af, om der er tale om en aktiebaseret eller en obligationsbaseret investeringsforening. Se ABL §§ 21 og 22, og afsnit C.B.4.5.2 og C.B.4.5.3.
Sondringen mellem udloddende aktiebaserede og udloddende obligationsbaserede (tidligere ikke-aktiebaserede) investeringsforeninger, samt reglerne om gevinst og tab på investeringsforeningsbeviser i udloddende investeringsforeninger blev væsentligt ændret ved lov nr. 724 af 25. juni 2010. De regler, der er beskrevet i dette afsnit, gælder ved afståelse den 1. januar 2011 eller senere. Se § 3, nr. 9-11, og § 20, stk. 10, i lov nr. 724 af 25. juni 2010.
Reglen i LL § 16 B, stk. 1, om salg af aktier til det udstedende selskab gælder ikke for investeringsforeningsbeviser. Se LL § 16 B, stk. 2 nr. 4.
Er investeringsforeningsbeviserne omfattet af ABL § 17 om næringsaktier, går beskatning efter ABL § 17 forud for beskatning efter ABL §§ 21 og 22.
Erstatninger fra banker som følge af dårlig rådgivning skal behandles efter samme regler som salgssummer. Se styresignal af 31. august 2010 (SKM2010.529.SKAT).
Se også
Se også LV Selskaber og aktionærer 2011-1 afsnit S.G.12 om de tidligere regler.