Indhold

Dette afsnit handler om grunde til at bøder ved overtrædelse af colalovgivningen kan skærpes.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Overtrædelse første gang
  • Overtrædelse anden gang
  • Overtrædelse tredje gang
  • Overtrædelse fjerde gang eller flere
  • Gentagelsesvirkning
  • Fuld kumulation
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit A.C.3.5.4 om ordensbødekataloget.

Regel

Der kan pålægges en skærpet ordensbøde, når det ikke er muligt at konstatere, om den pågældende afgift er betalt. Se afsnit A.C.3.2.1.7.3 om de relevante bestemmelser i colalovgivningen.

Overtrædelse første gang

En overtrædelse af en lovbestemmelse i colalovgivningen straffes med en skærpet bøde på 5.000 kr., som kan fastsættes administrativt ved et bødeforelæg.

Overtrædelse anden gang

I gentagelsestilfælde fastsættes bøder til det dobbelte af bøder for førstegangstilfælde. Se forarbejderne til lov nr. 408 af 8. maj 2006. Da der foreligger flere domme, hvor der i gentagelsestilfælde vedrørende overtrædelse af de nævnte love er sket en fordobling af bøden fra 5.000 kr. til 10.000 kr., er der skabt hjemmel til at fastsætte administrative bøder svarende til det dobbelte af førstegangsbøden. Se også om gentagelsesvirkning nedenfor.

Overtrædelse tredje gang

Der er skabt domspraksis for skærpet bøde i tilfælde, hvor colalovgivningen er overtrådt for tredje gang. Se Østre Landsrets dom af 23. september 2009 - SKM2009.654.ØLR. I disse tilfælde, hvor det antages, at betingelserne for frakendelse af næringsbrev ikke er til stede, skal der fastsættes en administrativ bøde til et beløb svarende til andengangsbøden plus 25 % af andengangsbøden. Se også om gentagelsesvirkning nedenfor.

Hvis betingelserne for frakendelse af næringsbrev er til stede, skal sagen indbringes for domstolene medn en påstand om

  • bøde til et beløb svarende til andengangsbøden plus 25 % af andengangsbøden og
  • frakendelse.

Se også

Se også afsnit A.C.3.5.7.2 om frakendelse af næringsbrev.

Se også om gentagelsesvirkning nedenfor.

Overtrædelse fjerde gang eller flere

Hvis det er konstateret, at borgeren har overtrådt colalovene mere end tre gange, skal sagen indbringes for domstolene som prøvesag.

Hvis overtrædelsen sker for fjerde gang skal der nedlægges påstand om, at bøden fastsættes til et beløb svarende til tredjegangsbøden plus 50 % af tredjegangsbøden. Hvis betingelserne for frakendelse af næringsbrev er til stede, nedlægges også påstand om frakendelse. Se afsnit A.C.3.5.7.2. Se også om gentagelsesvirkning nedenfor.

Ved senere overtrædelser nedlægges påstand om, at bøden fastsættes til et beløb svarende til den tidligere fastsatte bøde plus 50 % af heraf.

Gentagelsesvirkning

Overtrædelse af regnskabs- og fakturareglerne i punktafgiftslove omfattet af colalovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning ved fastsættelse af bøde ved en senere, ligeartet overtrædelse. Dette gælder, selvom den pågældende bestemmelse i colalovgivningen ikke tidligere har været overtrådt. Se SKM2009.815.SKAT. Se også afsnit A.C.3.5.6.1 om ligeartet kriminalitet.

Bemærk

En overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens pantregler har ingen gentagelsesvirkning på en efterfølgende overtrædelse af colalovgivningen.

Fuld kumulation

Fuld kumulation betyder,

  • at bøder for flere overtrædelser af samme lov sammenlægges, og
  • at bøder for flere overtrædelser af samme lov og af en eller flere andre skatte- og afgiftslove samt af pantmærkningsordningen sammenlægges.

Eksempel:

 

En overtrædelse af en af afgifterne

5.000 kr.

Tre overtrædelser af en af afgifterne

15.000 kr.

To overtrædelser af en afgift + en overtrædelse af en anden afgift

15.000 kr.

To overtrædelser af en afgift + en overtrædelse af en anden afgift + en overtrædelse af pantmærkningsreglerne

20.000 kr.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2009.654.ØLR

SKM2009.815.SKAT

Tiltalte havde en kiosk, hvorfra han bl.a. havde mineralvand, spiritus og øl udbudt til salg. T havde ikke i forretningslokalet opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, som foreskrevet i den såkaldte "cola-lovgivning".  T kunne ikke ved SKATs kontrol fremvise et forskriftsmæssigt regnskab, som kunne danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

T var to gange tidligere idømt bøde for overtrædelse af punktafgiftslove i "cola-lovgivningen".

Byretten fandt T skyldig i anklagen og fandt at bøden i tredjegangstilfælde skulle være 15.000 kr. for hver overtrædelse eller 75.000 kr. i alt. Byretten begrundede bødestørrelsen med at der var tale om tredjegangsovertrædelse og at der efter der efter reglerne og forarbejderne forudsættes fastsættelse af væsentligt højere bøder. Det er ligeledes fastsat i reglerne, at der skal fastsættes en bøde for hver overtrædelse og at der skal ske fuldstændig kumulation af bøderne.

Landsretten fandt at der var tale om tredjegangstilfælde, uanset at tiltalte ikke tidligere er straffet efter spiritusafgiftsloven.

Landsretten fandt, under henvisning til bemærkningerne til lov nr. 408 af 8. maj 2006, hvorefter en bøde i 3. og 4. gangstilfælde bør være klart højere end det dobbelte af 5.000 kr., bøden for de af tiltalte begåede overtrædelse passende kunne fastsættes til 12.500 kr. eller i alt 62.500 kr.