| Efter KGL § 13, skal personer (og dødsboer), der udøver næring
ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering
medregne gevinst og tab på fordringer i såvel danske kroner som fremmed
valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab skal medregnes
ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3.
Der er dog ikke fradragsret for tab på fordringer omfattet af en DBO, såfremt
reglerne i KGL § 18 finder anvendelse. Se om § 18 afsnit A.D.2.6.
Om opgørelse af gevinst og tab på fordringer i danske kroner se A.D.2.14
og A.D.2.14.1 henholdsvis for fordringer
i fremmed valuta afsnit A.D.2.14.2.
Bestemmelsen indeholder en videreførsel og præcisering af næringsbeskatningen,
som forud for KGL skete på grundlag af SL §§ 4 - 6.
KGL § 13 omfatter som udgangspunkt gevinst og tab på alle pengefordringer,
der er omfattet af § 1. Ved bestemmelsen fastslås således, at der
er en formodning for, at alle den pågældende persons fordringer er omfattet
af skattepligten. Det fastslås imidlertid også, at ikke nødvendigvis
alle fordringer, som personen har erhvervet, er omfattet af skattepligten, idet
der er mulighed for at godtgøre, at enkelte fordringer falder uden for næringsskattepligten.
Muligheden for at godtgøre dette står åben både for den næringsskattepligtige
og for skattemyndighederne. Falder en fordring uden for næringsskattepligten,
er den omfattet af KGL's øvrige regler. Endvidere falder tab på fordringer,
der er omfattet af en DBO i visse tilfælde uden for bestemmelsen, jf. A.D.2.6.
Efter børsreformens gennemførelse har fysiske personer ikke ret
til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde
sig som køber, sælger eller formidler af værdipapirer, bortset fra
omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre.
Handelsnæring Hvorvidt en person må anses for at udøve næring
ved køb eller salg af fordringer, beror på, om personen har det som sin
hele eller delvise levevej at handle med fordringer. Det vil sige, at der er tale
om personer, der handler med værdipapirer for egen regning eller formidler
sådanne handler som mægler. Det karakteristiske for sådan virksomhed
er, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af fx annoncering eller kundekontakt.
Der kan endvidere være tale om, at en kreds af kunder opsøger personen
på grund af dennes særlige viden om markedet eller andre forhold af betydning
for udbud, efterspørgsel eller prisfastsættelse. Denne form for handelsnæring
må ikke forveksles med porteføljepleje af en værdipapirbeholdning.
Det karakteristiske for porteføljepleje er, at værdipapirer købes
til og sælges fra en beholdning, der kan være af variabel størrelse,
men hvor køb og salg sker gennem fx pengeinstitutter, og hvor hensigten primært
er at omplacere kapitalen, således at afkastet øges. Ved afgørelsen
af, om der foreligger næringsvirksomhed, vil den praksis, der er udviklet på
grundlag af SL være vejledende.
I TfS 1993, 531 HRD (TOLD SKAT Nyt 1993.24.1126) blev en prokurist, der var ansat
i et vekselererfirma, anset som næringsdrivende med værdipapirer, herunder
obligationer.
Finansieringsvirksomhed Ved finansieringsvirksomhed forstås, at personen
som sin hele eller delvise levevej foretager direkte udlån eller opkøber
fordringer, der normalt ikke er genstand for almindelig omsætning. Det kan
fx være ikke-pantsikrede fordringer i form af afbetalingskontrakter. Det gælder,
hvad enten de hertil anvendte midler hidrører fra egenkapital eller fra fremmedkapital.
Disse næringstilfælde må afgrænses over for den mere passive
kapitalanbringelse, der ikke anses for finansieringsnæring.
Vejledende for denne afgrænsning kan bl.a. være følgende forhold:
- Den aktivitet, som personen udøver i forbindelse med oprettelsen eller
erhvervelsen af fordringen, herunder ved den nærmere udformning af vilkårene.
- Fordringens art, således forstået, at typiske anlægspapirer såsom
obligationer og almindelige pantebreve i fast ejendom giver formodning for, at der
er tale om anlægsinvestering. Fordringer i form af individuelle gældsbreve,
afbetalingskontrakter, atypiske pantebreve og lignende kan derimod indicere, at
der er tale om aktiv finansieringsvirksomhed, der kan omfattes af næringsbegrebet.
Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for personer, der disponerer
på markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme, inden for hvilken
Højesteret kan ventes at ville trække grænsen for skattepligt. Det
drejer sig på den ene side om den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig
må betragtes som almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursgevinster
indkomstskattefrit. På den anden side drejer det sig om de erhvervsdrivende
udøvere af udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes
af disse gevinster.
I dommen UfR 1973, 472 H (Quant-Hansen) var der tale om en skatteyder, som ikke
havde erhverv, men som havde investeret den væsentligste del af sin formue
i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4 - 10 år, der for nogles vedkommende
blev kortere som følge af indfrielse). Købene finansieredes til dels ved
anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var pantebrevene udstedt direkte
til den pågældende. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve. Højesteret
fandt ikke i de oplyste omstændigheder grundlag for at fastslå, at der
var udøvet næringsvirksomhed, der medførte skattepligt af kursgevinsterne.
Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR 1973 B, s. 309.
Den anden højesteretsdom er UfR 1975, 552 H (Hyldahl), hvor en købmand,
der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for manufakturbranchen, havde
investeret ledig kapital i pantebreve. I Højesterets dom anføres: Indstævntes
... dispositioner over sin kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb
af tidligere oprettede pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene
bestået i udlån, for hvilke der direkte til indstævnte som
første kreditor udstedtes pantebreve eller andre gældsbeviser, og indstævnte
har således haft væsentlig indflydelse på lånedokumenternes
nærmere vilkår. Den overvejende del af lånene har haft en stipuleret
løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes karakter - og
hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol ved ejerskifte
- har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende antal
tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene
... har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været
noget større end renteindtægten. Kursgevinsten findes i hvert fald
under disse omstændigheder ikke at være formueforøgelse ..., men
at måtte anses som en del af udbyttet ved en af indstævnte drevet virksomhed
med udlån af penge og således i medfør af SL § 4, stk. 1, a,
at være skattepligtig indkomst. Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i
UfR 1976 B, s. 237.
Afsmitning Ved bedømmelsen af en eventuel skattepligt af gevinster og
tab kan det få betydning, fra hvem personen har erhvervet pengefordringen.
Der er her tale om den såkaldte afsmitning. Afsmitning kan
opstå, hvor der er tale om interessefællesskab mellem juridiske og fysiske
personer eller mellem flere fysiske personer. En aktionær og dennes selskab
er to selvstændige skattesubjekter, men hvis selskabet er næringsdrivende
ved køb og salg af fordringer eller ved finansiering, vil aktionæren som
udgangspunkt blive beskattet efter næringsreglerne, hvis fordringen overdrages
fra selskab til aktionær. Det forhold, at gevinster generelt er skattepligtige
hos selskaber, medfører derimod ikke, at aktionæren vil blive beskattet
efter næringsreglerne ved enhver fordring, som måtte blive overdraget
fra selskab til aktionær.
Afsmitningsbetragtningen er fx kommet til udtryk i højesteretsdommen UfR 1985,
1072 H (TfS 1985, 681 HRD). En tømmerhandler C havde gennem selskabet P bestemmende
indflydelse i selskab B. Efter at B som led i sin næringsvirksomhed havde solgt
nogle ejerlejligheder, købte C nogle pantebreve udstedt ved disse salg. Erhvervelsen
af disse pantebreve fandtes at have en så nær tilknytning til B's næringsvirksomhed,
at de opnåede kursavancer også hos C var undergivet almindelig indkomstskattepligt,
jf. SL § 4. Derimod var der ikke grundlag for beskatning af avance på
pantebreve købt i det åbne marked.
Der er ikke med KGL tilsigtet nogen ændring af denne praksis.
Opdeling af beholdningen af fordringer Der er principielt intet til hinder
for, at en pengenæringsdrivende person (eller dødsbo) kan opdele en beholdning
af fordringer i en omsætningsbeholdning, hvor de indvundne kursgevinster beskattes,
og en anlægsbeholdning, hvor en eventuel beskatning vil afhænge af KGL's
øvrige regler (mindsterenteordningen).
Vekselerere I lsr. 1964.114 blev en vekselerer anset for indkomstskattepligtig
af opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen.
Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet
mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne
ved erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for egne midler
af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for fordelagtigt,
ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der var mindre egnet
til salg.
Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på
et tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at pantebrevene
var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.
I lsr. 1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance på 78.386
kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer, idet retten fandt
tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for hele tiden at være
holdt uden for vekselererens forretningssfære, og at han havde haft tilstrækkelige
indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse. |