| Ved realkreditinstitutter mv. forstås realkreditinstitutter, der er godkendt
i henhold til realkreditloven, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen
af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter
omfattet af realkreditlovens § 3.
Med virkning fra indkomståret 1987 blev der indført indkomstskattepligt
for realkreditinstitutter og visse andre kreditinstitutter. Institutterne blev derved
omfattet af KGL's dagældende regler om næringsskattepligtige selskaber
mv. I tilknytning hertil blev der dog samtidig indsat en særregel i KGL, som
betød, at størstedelen af realkreditinstitutternes udlånsvirksomhed
blev fritaget for KGL's almindelige regler. Fritagelsen blev indført med
virkning fra indkomståret 1987.
Ved lov nr. 439 af 10. juni 1997 er systemet for den skattemæssige behandling
af institutternes behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld
blevet ændret. Efter det nye system skal institutterne generelt anvende KGL's
almindelige regler, bortset fra reglen i § 7, stk. 2 om begrænsning i fradragsretten
for tab på gæld, der skal indfries til overkurs. Den hidtidige særregel
videreføres dog i § 10 for visse udlån, men samtidig med mulighed for
at overføre disse udlån under de almindelige regler inklusive undtagelsen
fra reglerne i § 7, stk. 2.
Realkreditinstitutternes virksomhed Institutternes virksomhed kan deles i
to dele. Den ene del angår institutternes egne midler svarende til reservefonde,
henlæggelsesfonde osv. Denne del har hele tiden været omfattet af KGL's
almindelige regler.
Den anden del angår institutternes vedtægtsmæssige og lovregulerede
låneformidling.
Institutternes udlånsvirksomhed er reguleret af eller opfylder de facto et
såkaldt balanceprincip. Oprindeligt var realkreditinstitutterne reguleret
af det såkaldte strikte balanceprincip, der indebærer et krav om sammenhæng
mellem det enkelte lån og nogle bestemte obligationer, der er udstedt til
finansiering af lånet. Det strikte balanceprincip indebærer for det
første, at der er overensstemmelse mellem det modtagne pantebrevs hovedstol
og de udstedte obligationers pålydende værdi, og for det andet at der
er balance mellem låntagers betalinger til realkreditinstituttet og realkreditinstituttets
betalinger til obligationsejerne. Det strikte balanceprincip blev senere afløst
af et generelt balanceprincip, hvor kravet til balance vedrører forholdet
mellem de samlede indbetalinger fra låntagerne og instituttets samlede pligtige
udbetalinger til obligationsejerne. Balanceprincippet betyder, at der er symmetri
i betalingerne på henholdsvis pantebrevet og obligationerne.
Den særlige fritagelsesregel, der er videreført i § 10, dækker
den del af institutternes udlånsvirksomhed, hvor det strikte balanceprincip
er opfyldt samt en række nærmere opregnede udlån. Den øvrige
del af udlånsvirksomheden har hele tiden været omfattet af KGL's almindelige
regler. |