Overdragelsen var omfattet af LL § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse.

Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver.

Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter LL § 2 burde fastsættes.

Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Det danske selskab var enig i, at markedsprisen for det litauiske selskab var højere end den aftalte salgssum, og at det danske selskab ved købet derfor havde modtaget et skattepligtigt tilskud. Selskabet gjorde gældende, at værdien af det litauiske selskab var lavere end SKATs skøn.

Højesteret udtalte, at som følge af denne enighed var SKAT berettiget til at skønne over værdien, og SKATs skøn kunne alene tilsidesættes, hvis det danske selskab godtgjorde, at skønnet hvilede på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

I denne sag var der ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af aktiernes værdi.

Selskabet havde opgjort en skattepligtig avance på 168 mio. kr. ved overdragelsen. Værdien af de immaterielle aktiver var fastsat efter beregningsmodellen i goodwillcirkulæret.

SKAT havde foretaget en skønsmæssig korrektion af den aftalte overdragelsessum og ansat denne til 1.028 mio. kr., jf. LL § 2 og AL § 40, stk. 6.

I forbindelse med klagebehandlingen ved Landsskatteretten blev der afholdt syn og skøn. Skønsmændene fandt, at den af SKAT anvendte metode, Discounted Cash Flow (DCF), var egnet til at fastsætte markedsværdien for de overdragne immaterielle aktiver. Skønsmændene beregnede herefter værdien af de overdragne immaterielle aktiver til 574 mio. kr. baseret på en samlet vurdering af præmisserne for handelen.

Landsskatteretten var som udgangspunkt enig i skønsmændenes værdiansættelse efter DCF-modellen, men korrigerede i forudsætningerne for så vidt angik omsætningsvækst i budgetperioden og værdien af købers skattefordel. Endelig fandt Landsskatteretten, at værdien af produkt Y skulle indgå i værdiansættelsen, idet alle rettigheder til produkt Y var omfattet af den koncerninterne overdragelse. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastsatte markedsværdien af de immaterielle aktiver til 875 mio. kr.

Sagen vedrører en dansk filial af et tysk selskab. Den danske filials hovedaktivitet var licensgivning og services vedrørende produktion af motorer, der foregik hos eksterne licenstagere. I forbindelse med en omstrukturering i koncernen blev det besluttet, at royaltyindtægter vedrørende en bestemt motortype skulle overgå til det tyske selskab, og det danske selskab fik i forbindelse hermed en kompensation svarende til nettoindtjeningen i en to-årig opsigelsesperiode.

SKAT havde forhøjet filialens skattepligtige indkomst efter LL § 2 og AL § 40, stk. 6, med den begrundelse, at filialen havde ydet værdifulde bidrag til udviklingen af den omhandlede motortype og derved opnået økonomisk medejerskab til denne. På den baggrund foretog SKAT en ny beregning af kompensationsbetalingen, og lagde blandt andet en længere royaltyperiode til grund ved værdiansættelsen af de overdragede rettigheder.

Filialen var uenig i denne værdiansættelse, idet det var filialens opfattelse, at filialen ikke havde medejerskab til hele motorprogrammet, men kun en mindre del af dette, og at den royalty, som filialen havde modtaget før omstruktureringen, primært vedrørte aflønning i forbindelse med serviceforpligtelser.

Landsskatteretten fandt det bevist, at der i forbindelse med omstruktureringen blev overdraget værdifulde immaterielle aktiver, idet der blev lagt afgørende vægt på det forudgående aftalegrundlag og parternes faktiske adfærd, hvorefter royaltyindtægterne var blevet delt 50/50 efter profit split metoden for den omhandlede motortype.

Landsskatteretten fandt derfor, at SKATs værdiansættelse måtte lægges til grund, men at denne skulle justeres i overensstemmelse med de reviderede forudsætninger, som filialen efterfølgende havde fremlagt, baseret på filialens faktiske forventninger til det fremtidige salg af den pågældende motortype på overdragelsestidspunktet.

Landsskatteretten fandt, at der ved indgåelsen af royaltyaftalen mellem det danske selskab og det koncernforbundne selskab blev overdraget sådanne væsentlige og værdifulde immaterielle aktiver, at også goodwill måtte anses for overdraget.