A klager for indkomstårene 1997 og 1998 over, at skatteankenævnet har forhøjet hans indkomst med hhv. 224.225 kr. og 135.000 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er direktør og regnskabschef i B A/S, i 1997 har indgået en pensionsordning med C om betaling af et pensionsbidrag, der udgør 200.000 kr. årligt fra den 1. december 1997.

Af skrivelse af 31. december 1997 fra C til B A/S fremgår, at pensionsbidrag på 200.000 kr. for perioden fra 1. december 1997 til 1. december 1998 skal være betalt senest den 9. januar 1998.

Det fremgår endvidere af udateret skrivelse fra D til B A/S, at præmie for ratepension for tiden fra 1. december 1997 til 1. december 1998 inkl. arbejdsmarkedsbidrag udgør 49.138,55 kr., der skal være betalt senest den 5. januar 1998.

Af klagerens lønopgørelse for perioden 1. december 1997 - 31. december 1997 fra B A/S vedrørende lønnen til disposition den 31. december 1997 fremgår, at der er reguleret for i alt 249.138 kr., hvilket beløb er angivet som "overført ratepension", således at klagerens lønindkomst fra B A/S i 1997 udgør 36.145,40 kr., medens der dette år er indeholdt 144.326 kr. i A-skat.

Det fremgår for så vidt angår indkomståret 1998, at klageren den 18. december 1998 og 30. december 1998 har indgået aftale med 2 banker om betaling til hver bank af 75.000 kr. til ratepension. Betaling til bankerne er foretaget henholdsvis den 21. december 1998 og 30. december 1998 ved overførsel fra B A/S's konti i bankerne til klagerens ratepensioner.

Af klagerens lønopgørelse for perioden 1. december 1998 - 31. december 1998 fra B A/S vedrørende lønnen til disposition den 31. december 1998 fremgår, at der er reguleret for i alt 150.000 kr., således at klagerens lønindkomst fra B A/S i 1998 udgør 133.593,40 kr., medens der dette år er indeholdt 139.322 kr. i A-skat.

Det stedlige skatteankenævn har stadfæstet skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter klageren er nægtet fradrag for betaling til pensionsordninger i 1997 og 1998 på henholdsvis 249.138 kr. og 150.000 kr., idet klageren alene er anset for berettiget til fradrag på henholdsvis 24.913 kr. og 15.000 kr. svarende til 1/10 af de samlede indbetalinger.

Skatteankenævnet har anført:

"I pensionsbeskatningslovens § 18 er angivet reglerne for det skattepligtige fradrag for indbetalinger til pensionsordninger. I § 18, stk. 3, er angivet, at kapitalindskud til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til rateforsikring i pensionsøjemed skal fordeles over 10 år.

I § 19 i pensionsbeskatningsloven er angivet, at en arbejdstager ikke skal medregne beløb der af arbejdsgiveren er indbetalt til en pensionsordning. Der er ikke i § 19 begrænsninger for kapitalindskud.

I Skatteministeriets cirkulære nr. 24 af 16.12.1986 pkt. 69 er anført følgende:

Indbetalingerne kan tidligst påbegyndes i det indkomstår, hvori aftalen er indgået. Er rateopsparingsordningen oprettet som led i et ansættelsesforhold, kan der aftales en regulering af arbejdstagerens løn for det pågældende år således, at hele den for et år aftalte indbetaling kan tilbageholdes af lønnen. En regulering af lønnen kan også aftales for en ordning, der omfatter både kapitalpension og rateopsparing.

& ..

I din sag er der sket regulering i indkomståret men der er ikke sket regulering af A-skatten og AM-bidraget. Det må således ud fra gældende praksis, som den er kommet til udtryk i en lang række landsskatteretskendelser, konstateres, at bestemmelsen i skattedepartementets cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 ikke er overholdt, hvorfor Skatteankenævnet mener, at det er med rette, at fradragene ikke kan anses for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19. Dette medfører, at fradragene skal foretages efter pensionsbeskatningslovens § 18, hvor der i stk. 3 er angivet, at fradragene skal fordeles over 10 år.

& .."

Skatteankenævnet har bl.a. henvist til to landsskatteretskendelser offentliggjort i TfS 1996.558 og TfS 1998.544.

Klagerens advokat har principalt påstået klagerens skatteansættelser nedsat for indkomstårene 1997 og 1998 med henholdsvis 224.225 kr. og 110.087 kr., og subsidiært at alene indkomstansættelsen for 1997 nedsættes.

Advokaten har anført, at klageren ultimo 1997 og ultimo 1998 har indbetalt henholdsvis 289.128 kr. og 150.000 kr. til arbejdsgiveradministreret rateforsikringer i pensionsøjemed.

Klageren fratrak beløbene på sin selvangivelse i overensstemmelse med bestemmelsen om bortseelsesret i pensionsbeskatningslovens § 19.

Advokaten har anført, at skatteforvaltningen og skatteankenævnet har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for 1997 og 1998, idet man ikke har villet anerkende fuld fradragsret i det respektive indkomstår. Skattemyndighederne har i stedet fordelt fradraget over 10 år i overensstemmelse med pensionsbeskatningslovens § 18. Skatteforvaltningens og skatteankenævnets afgørelser er alene begrundet i, at klagerens arbejdsgiver alene har reguleret A-indkomsten i indkomstårene 1997 og 1998, medens der ikke er sket en regulering af A-skatten og AM-bidrag.

Advokaten har gjort gældende, at klageren opfylder betingelserne for at bortse fra indbetalingerne ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, jf. herved pensionsbeskatningslovens § 19, idet der ikke i pensionsbeskatningsloven er hjemmel til at opstille et ubetinget krav om, at arbejdsgiveren har reguleret A-skatten og AM-bidrag i det pågældende indkomstår. Vedrørende punkt 69 i Skatteministeriets cirkulære nr. 24 af 16. december 1986, der omhandler regulering af arbejdstagerens løn, er det advokatens opfattelse, at dette cirkulære alene er en præcisering af pensionsbeskatningslovens § 19, og cirkulæret kan derfor ikke indskrænke en fradragsret, der er givet i henhold til en skattelov.

Advokaten har henvist til TfS 1998.544 LSR, hvoraf fremgår, at klageren havde anmodet om udbetaling af overskydende skat i medfør af kildeskattelovens § 55. Retten fandt, at klageren herved havde opfyldt betingelsen om regulering af A-skatten, uanset at skatteforvaltningen havde nægtet at imødekomme klagerens anmodning om udbetaling af overskydende skat.

Advokaten har anført, at godkendelse af fradrag ikke kan afhænge af, hvorvidt klageren har afsendt en formålsløs anmodning om en § 55-udbetaling til skatteforvaltningen, idet en sådan praksis i givet fald vil være uacceptabel og i strid med legalitetsprincippet.

Advokaten har vedrørende indkomståret 1997 anført, at klageren dette år havde udsigt til en restskat, hvorfor han beregnede, hvor stort et beløb han skulle lade indskyde på sine pensionsordninger for derved at undgå restskat. Dette lykkedes til fulde, og klageren fik ingen restskat. Klageren var tillige var klar over, at han ikke ville få udbetalt overskydende skat, hvorfor han ikke indgav en § 55-anmodning herom.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet ansættelsen stadfæstet for de påklagede år, idet det aldrig har været hensigten, at en skatteyder - som i det foreliggende tilfælde - hvert år kan foretage store indbetalinger med fuldt fradrag herfor. Pensionsbeskatningslovens § 18 regulerer pensionsindbetalinger, således at § 19 kun finder anvendelse, hvis betingelserne om regulering af såvel løn som A-skat opfyldt.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 19, at ved opgørelsen af en arbejdstagers skattepligtige indkomst medregnes ikke beløb, der af arbejdsgiveren indbetales til en af kapitel 1 omfattet ordning for arbejdstageren. Af punkt 69 i cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 om pensionsbeskatningsloven fremgår tillige, at der kan aftales en regulering af arbejdstagerens løn for det pågældende år, således at hele den for et år aftalte indbetaling kan tilbageholdes af lønnen. Ifølge Landsskatterettens praksis må dette forstås således, at den som følge af indbetalingen til en pensionsordning for meget betalte A-skat tillige skal være reguleret inden udgangen af det år, hvor indbetalingen til pensionsordningen sker.

Landsskatteretten finder i det foreliggende tilfælde, at A-skatten ikke er reguleret inden udgangen af de omhandlede indkomstår, hvorfor betingelsen i cirkulæret om regulering af arbejdstagerens løn for de pågældende år ikke kan anses for opfyldt. Der kan således ikke gives klageren medhold hverken i den principale eller subsidiære påstand, og de påklagede ansættelser stadfæstes derfor.