Kort om reglerne

En virksomhed eller et anlæg, der modtager affald til deponering, er registreringspligtigt og skal betale afgift, hvis anlægget modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning. Det er ikke en betingelse, at kommunalbestyrelsen har foretaget en konkret eller aktiv anvisning. Registrerings- og afgiftspligt gælder også for virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering.

Ved deponering forstås i afgiftsmæssig forstand en oplagring af affaldet af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med affaldet. Det drejer sig om affald, der af miljømæssige årsager ikke kan genanvendes eller forbrændes.

Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om fx et specialdepot.

Afgiftspligten omfatter som udgangspunkt alle typer affald. Loven indeholder en række undtagelser til afgiftspligten. Se afsnit (E.A.7.3.2) og (E.A.7.3.3).

Reglerne finder kun anvendelse, hvis et stof, et materiale, en genstand, mv. må klassificeres som affald efter miljølovgivningens regler.

Se også