Levering af fast ejendom - med undtagelse af levering af nye bygninger og byggegrunde, der sker som led i selvstændig økonomisk virksomhed - er fritaget for moms.
Som fast ejendom anses såvel bygninger som selve grundstykket samt træer, avl på roden, hegn, brønde, anlæg og bygningstilbehør, så længe det er anbragt på grunden eller bygningen.
Som fast anbragt tilbehør anses sædvanligt bygningstilbehør, der må antages at følge med ved salg af bygninger, herunder varmeanlæg til almindelig rumopvarmning, olietanke til varmeanlæg, faste ventilatorer i forbindelse med rumventilation og sprinkleranlæg. Der lægges vægt på, om bygningstilbehøret er omfattet af pant i fast ejendom som beskrevet i tinglysningslovens § 38.
Salg af timeshare lejligheder er omfattet af fritagelsen, når salget må anses for at indebære en overdragelse af fast ejendom. Det kræver, at salget af brugsretten fremgår af tinglyst skøde.
I SKM2009.732.LSR fandt Landsskatteretten, at salg af en tidsubegrænset brugsret til en parkeringsplads i en parkeringskælder må sidestilles med ejendomsret, og at der således er tale om levering af fast ejendom, omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.
I SKM2007.376.SR traf Skatterådet afgørelse om, at en optionsaftale på en køberet til fast ejendom, hvor ejeren fraskriver sig retten til at sælge denne i aftaleperioden, er omfattet af momsfritagelsen for levering af fast ejendom. Vederlag for forlængelse og videresalg heraf er ligeledes momsfritaget som salg af fast ejendom.
Ved salg af fast ejendom - med undtagelse af levering af nye bygninger og byggegrunde, der sker som led i selvstændig økonomisk virksomhed - vil der ikke være fradragsret for momsen af udgifter, der afholdes i forbindelse med salget. Se afsnit J.1.