Efter § 15, stk. 2 anses en juridisk person, der er registreringspligtig eller registreret for erhvervelse af varer fra andre EU-lande i henhold til §§ 50 eller 50 a, eller tilsvarende bestemmelser i et andet EU-land, ligeledes for at være en momspligtig person med henblik på anvendelse af bestemmelserne om leveringsstedet for ydelser.

Efter § 15, stk. 1, anses en momspligtig person, der også udfører aktiviteter eller transaktioner, som ikke betragtes som værende momspligtige leveringer af varer eller ydelser i henhold til reglerne i lovens kapitel 3, med henblik på anvendelse af bestemmelserne om leveringsstedet for ydelser for at være en momspligtig person i relation til alle sine indkøbte ydelser.

Derimod anses ydelser, som en momspligtig person modtager til sit eget personligt brug eller til sit personales personlige brug i overensstemmelse med de generelle principper ikke for modtaget i egenskab af momspligtig person, jf. Direktiv 2008/8/EF, præamblens 4. betragtning, 4. pkt.

Formålet med bestemmelserne er det forenklingshensyn, at køberne bliver betalingspligtige for alle ydelser, som de indkøber, uanset om indkøbene er til momspligtige eller momsfri formål eller til aktiviteter uden for momssystemet. For eksempel vil også virksomheder, der ikke i forvejen er momsregistreret, fordi de alene driver momsfri virksomhed eller har en årlig omsætning under 50.000 kr., blive anset for momspligtige personer i relation til disse regler. Indkøber disse virksomheder derfor ydelser fra andre EU-lande, omfattet af omvendt betalingspligt efter § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, skal de momsregistreres herfor efter § 50 b. Tilsvarende vil et selskab, der både er et holdingselskab og samtidig foretager momspligtige leverancer, blive anset for en momspligtig person, uanset om de indkøbte ydelser anvendes til brug for virket som holdingselskab eller i forbindelse med selskabets egne leverancer.

Da også juridiske personer, der er momsregistreret for erhvervelser af varer fra andre EU-lande, anses for en momspligtig person, vil disse personer også være ansvarlige for indbetaling af moms af ydelserne købt fra andre EU-lande. Således vil f.eks. en statslig eller kommunal institution, der alene driver virksomhed i egenskab af offentlig myndighed uden for momslovens anvendelsesområde, men som er registreret for indkøb af varer fra andre EU-lande, blive anset for en momspligtig person i relation til indkøb af ydelser omfattet af reglerne for omvendt betalingspligt.

Som nævnt gælder disse bestemmelser ikke for levering af ydelser, som en momspligtig person modtager til personlig brug eller til sit personales personlige brug.

Hovedreglerne for leveringssted i § 16, stk. 1 og 4, nødvendiggør, at sælger ved, om køber er en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, hvorefter sælger skal levere uden moms fordi det er køber, der skal indbetale momsen i eget land, eller, om køber er en ikke-afgiftspligtig person, hvorefter sælger skal levere med moms og sørge for afregningen heraf. Sælger vurderes at være i god tro i relation til vurderingen af kundens status, når sælgeren har:

1. fastslået, at køber er en afgiftspligtig person, eller en ikke-afgiftspligtig momsregistreret juridisk person, ved det momsnummer køber har oplyst, eller ved andet bevis afgivet til ham, og
2. fået bekræftet gyldigheden af købers momsnummer, samt foretaget en rimelig verifikation gennem eksisterende sikkerhedsprocedurer.

Sælger skal desuden i sin vurdering af købers status tage ydelsens art i betragtning, og hvis ydelsens art gør det passende, anmode køber om en erklæring vedrørende ydelsens planlagte brug. Skal ydelsen anvendes til brug i såvel virksomheden som til privat brug, anses ydelsen som leveret til den afgiftspligtige person, og salget omfattes af reglen i § 16, stk. 1.

Vurderingen af, til hvilket brug ydelsen sælges, og dermed bestemmelsen af leveringsstedet for ydelsen, skal alene foretages på tidspunktet for salget. Eventuel senere ændring i anvendelsen vil ikke ændre fastlæggelsen af leveringsstedet, såfremt der ikke findes nogen form for indikation for svig.

§ 21 d-ydelser (se evt. E.3.4.9) leveret til aftagere i et tredjeland vil, afhængigt af om ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet, enten have leveringssted i Danmark eller uden for EU, uanset om aftageren er en afgiftspligtig person eller ej. Leverandøren kan derfor undlade at opkræve dansk moms (givet at ydelsen ikke benyttes her), når denne er i stand til at bevise, at kunden er etableret uden for Fællesskabet. Til dette formål skal leverandøren indhente de nødvendige oplysninger fra kunden og kontrollere rigtigheden af disse oplysninger via eksisterende sikkerhedsprocedurer. 

Når ydelserne kun har leveringssted uden for EU, hvis aftageren er en afgiftspligtig person, kan leverandøren kun undlade at opkræve dansk moms, hvis der foruden bevis for kundens etableringssted uden for Fællesskabet desuden fremlægges bevis for, at kunden er en afgiftspligtig person. Til dette formål skal leverandøren indhente tilstrækkelige bevis fra sin kunde til at vise, at denne er en afgiftspligtig person. Dette bevis kan bestå i det momsnummer eller et lignende nummer, der anvendes til at identificere virksomheder, tildelt kunden af etableringslandet, eller af anden relevant information, såsom information, herunder udskrifter af enhver relevant hjemmeside, opnået fra kundens kompetente skattemyndigheder, der bekræfter, at kunden er en afgiftspligtig person, kundens ordreseddel, der indeholder hans firmaadresse og registreringsnummer i handelsregistret eller en udskrift af kundens hjemmeside, for at bekræfte, at kunden udøver en økonomisk aktivitet. En attest, udstedt af kundens kompetente skattemyndigheder som bekræftelse på, at han er involveret i økonomiske aktivitet, med henblik på at give ham mulighed for at opnå en tilbagebetaling af moms i henhold til trettende momsdirektiv, kan anvendes i stedet for et momsnummer og anden relevant information, men kun hvis en sådan attest allerede er tilgængelig.

Se evt. afsnit C om momspligtige personer generelt.

Se evt. L.1, L.1.2 og L.1.2.3 om omvendt betalingspligt.

Se evt. M.4 om registreringspligt for erhvervelse af varer.

I SKM2002.663.LSR, omtalt i E.3.4.8.3 og E.3.4.8.5, lagde Landsskatteretten på baggrund af det af told- og skatteregionen og selskabet oplyste til grund, at det pågældende selskab var en afgiftspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en afgiftspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.