Samlet indebærer afgrænsningen af de virksomheder, der omfattes af den særlige forhøjede selskabsskat, at alle virksomheder, som almindeligvis anses for finansielle virksomheder, som er eller skal være underlagt Finanstilsynets tilsyn, og som normalt er skattepligtige efter selskabsskattelovens almindelige regler, er omfattet.

Juridiske personer, der ikke er selskabsskattepligtige, indgår således ikke blandt de typer af selskaber, der er omfattet af den forhøjede selskabsskat. Dette gælder for pensionskasser og arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskaber, der er undtaget fra skattepligt efter selskabsskatteloven, jf. SEL § 3, stk. 1, nr. 9 og 18. Heller ikke investeringsinstitutter, der i almindelighed beskattes efter et transparensprincip, således at beskatningen sker hos medlemmerne, er omfattet.

Finansiel leasing betragtes ofte som finansiel virksomhed. Finansiel leasing er dog kun underlagt Finanstilsynets tilsyn efter hvidvaskloven. Der er desuden ikke noget krav om, at finansiel leasing udøves af juridiske personer, der er selskabsskattepligtige. Endeligt tilbyder almindelige produktions- og handelsvirksomheder undertiden potentielle købere, at de i stedet kan indgå aftaler om finansiel leasing af de pågældende varer. Som følge af disse særlige forhold vurderes selskaber, der udøver finansiel leasing, ikke at burde pålægges den forhøjede selskabsskat.