Efter SEL § 13, stk. 3, 1. pkt., skal selskaber medregne 66 pct. af udbyttebeløbet i den skattepligtige indkomst, når udbyttet modtages fra selskaber m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e, 2f, 4 eller 5 a, eller som er hjemmehørende i udlandet, hvor det udbyttemodtagende selskab besidder mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttendegivende selskab (mindre end 20 pct. i kalenderårene 2005 samt 2006 og mindre end 15 pct. i kalenderårene 2007 og 2008) eller hvis minimumsejerandelen ikke er opfyldt i en sammenhændende periode på mindst et år, og udbyttet udloddes inden for denne periode. Dette gælder dog kun, når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL §§ 17 eller 19 eller ligningslovens 16C, stk. 15. Tilsvarende gælder for fonde, jf. FBL § 10. Se afsnit S.H.12.

Ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 blev indsat en bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, 2. pkt. (nu 3. pkt.), hvorefter tilsvarende gælder, hvis udbyttemodtageren er et selskab eller en forening mv. som nævnt i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og selskabet eller foreningen mv. er hjemmehørende i en fremmed stat, der er medlem af EU eller EØS, på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Med virkning for udbytte der udloddes d. 1. juli 2007 eller senere finder reglen om indgående udbytter i SEL § 13, stk. 3 kun finder anvendelse, hvis mindst en af to nedenstående betingelser er opfyldt for det udbyttegivende selskab:

    1. det udbyttegivende selskab er hjemmehørende i Danmark, i en fremmed stat, der er medlem af EU eller EØS, på Færøerne, i Grønland eller i en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, eller
    2. det udbyttegivende selskab deltager i en international sambeskatning efter SEL § 31 A.

Herved omfattes tillige situationer, hvor det udbyttemodtagende selskab ejer mere end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (mere end 15 pct. i kalenderårene 2007 og 2008), men hvor udbyttet ikke er skattefrit som følge af, at aktierne ejes i mindre end et sammenhængende år, når det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende i f.eks. Sverige.

Udbytter fra udenlandske selskaber, der er omfattet af bestemmelsen, medregnes med 66 pct., uanset hvordan det udenlandske selskabs indkomst er blevet beskattet i udlandet, hvis de øvrige betindelser er opfyldt. 

Ved L 23 (Lov nr. 98 af 10. februar 2009) er der indsat et nyt 4. pkt. i selskabsskattelovens § 13, stk. 3. Heraf fremgår det, at selskabsskattelovens § 13, stk. 3, 1. og 3. pkt. ikke omfatter udbytter, hvis det udbyttegivende selskab har fradrag for udbytteudlodningen. Tilføjelsen har virkning for udbytter der udloddes den 8. oktober 2008 eller senere.

Begrænset fradrag for tab på Tab ved salg af aktier i et datterselskab eller ved likvidation af datterselskabet kan kun fradrages i det omfang, tabet overstiger de skattefri udbytter, som moderselskabet har modtaget fra det pågældende datterselskab, jf. ABL § 27. I modsat fald kunne der opnås fradrag for tab, som ikke er lidt i realiteten, fordi det modsvares af et skattefrit udbytte.

Ifølge ABL § 27 omfatter bestemmelsen også udbytte, som er delvist fritaget for beskatningen ved, at kun 66 pct. af udbyttebeløbet medregnes ved indkomstopgørelsen. Tabsbegrænsningen omfatter kun den del på 34 pct. af udbyttet, som ikke er blevet medregnet ved indkomstopgørelsen.