Omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven kan også finde sted, hvor virksomheden drives af et dødsbo.
Virksomheden indskydes i selskabet af dødsboet. Efter omdannelsen er det ikke længere virksomhedens enkelte aktiver, der indgår i boet, men aktierne eller anparterne i selskabet.
VOL § 3, stk. 1, hvorefter omdannelsesdatoen er den dag, der følger efter statusdagen for sidste årsregnskab i den personligt drevne virksomhed, gælder tilsvarende, hvor virksomheden drives af et dødsbo. Dette medfører, at dødsboet vil kunne anvende dagen efter udløbet af afdødes sidste indkomstår som omdannelsesdato. Selskabets første regnskabsår skal udgøre 12 måneder, jf. VOL § 3, stk. 2. Hvor særlige forhold gør sig gældende, kan selskabets første regnskabsperiode efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen omfatte en anden periode, jf. lovens § 3, stk. 3.
Bestemmelsen i VOL § 2, stk. 1, nr. 6, hvorefter omdannelse kan ske med tilbagevirkende kraft, gælder også for dødsboer. Herefter gælder det, at omdannelsen skal finde sted senest 6 måneder efter den dato, der er anført i § 3. Er ejeren et dødsbo, skal omdannelsen finde sted senest 6 måneder efter dødsfaldet, dog således, at hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal omdannelsen finde sted senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Der sker således en forlængelse af fristen for skattefri virksomhedsomdannelse i dødsboer.
SKM2010.30.SR Skatterådet svarede, med henvisning til VOL § 2, stk. 1, nr. 6, nej til, om boet efter S kunne foretage en skattefri omdannelse af personligt ejede virksomheder til et ApS pr. 1. januar 2010. Dødsfaldet indtrådte den 18. marts 2008. Bobestyrer erklærede boet for solvent den 30. september 2008 og fik boet udleveret af skifteretten.
►SKM2010.443.LSR stadfæster SKM2010.30.SR. I sagen bemærkes, at anvendelse af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse forudsætter, at omdannelse har fundet sted inden for de i loven givne frister. Der var ikke forud for lovændringen ved lov nr. 521 af 17. juni 2008 særlige regler for dødsboer, og der var ikke mulighed for fravigelse af fristerne, der ikke var overholdt i den forelagte situation. Reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse kunne derfor ikke anvendes.◄
Aktier eller anparter, som dødsboet erhverver ved omdannelsen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver på omdannelsesdatoen, jf. VOL § 4.
En udlodningsmodtager kan kun succedere i aktier eller anparter fra en skattefri virksomhedsomdannelse, der er foretaget af dødsboet, når de almindelige betingelser for succession er opfyldt, jf. DBSL § 36 . Det betyder bl.a., at i tilfælde, hvor dødsboet er fritaget for beskatning efter DBSL § 6, vil en udlodningsmodtager aldrig kunne succedere i de udloddede aktier eller anparter.
Hvis aktierne eller anparterne udloddes fra dødsboet med succession, skal disse herefter anses for erhvervet af udlodningsmodtageren til de værdier, der svarer til den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver på omdannelsesdatoen, jf. nærmere bestemmelserne i VOL § 4. Om dødsboer iøvrigt, se LV Beskatning ved dødsfald.