Faglige nyheder Vejledningen er ajourført med den seneste vedtagne lovgivning og praksis. Afsnit C.A.2.5.2 med underafsnit er til udgaven 2025-1 omstruktureret og sprogligt tilrettet. Afsnit C.A.2.5.2.1.9 Der er foretaget en række tilføjelser som følge af ny lovgivning. Der er tilføjet omtale af skattefrihed for ydelser 176 og § 177, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Disse ændringer træder i kraft 1. januar 2025. Med virkning fra 1. juli 2025 er der indført skattefrihed for ydelser efter § 86 i lov om aktiv socialpolitik og ydelser efter ældrelovens § 15 om kommunalbestyrelsens udlån af robotstøvsugere og støtte til køb heraf. Afsnit C.A.2.5.2.1.32 Der blev ved lov nr. 689 af 8. juni 2018, i en forsøgsperiode givet borgere med særlige sociale problemer ret til at modtage et socialt frikort, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 2 i bestemmelsen, jf. LL § 7, nr. 32. Med virkning fra 1. januar 2025 er ordningen gjort permanent. Se lov nr. 616 af 11. juni 2024. Borgere, der den 31. december 2024 har et socialt frikort efter lov om forsøg med et socialt frikort, får videreført deres sociale frikort, så dette kan anvendes i 2025 og frem. Deaktiverede sociale frikort videreføres, jf. 1. pkt., dog som deaktiverede. Videreførte sociale frikort efter 1. og 2. pkt. er fra den 1. januar 2025 omfattet af denne lov. Der er den 30. januar 2024 vedtaget lovforslag L117, hvor der foreslås genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i boligjobordningen (håndværkerfradraget) og udvidelse af servicefradraget. Omtale af ændringsloven vil blive indarbejdet i den kommende udgave af Den juridiske vejledning, 2025-2. Afsnit C.A.2.5.2.1.39 Efter LL § 7, nr. 39, skal der ikke ske beskatning af værdien af udgifter, som institutionen har afholdt for eleven efter § 46, stk. 2 og 3, i lov om forberedende grunduddannelse, samt værdien af udgifter til ophold på kostafdelinger efter § 18 i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, § 4 sammenholdt med § 34 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og § 21 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. (FGU-institutioner m.v.). Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 96 af 4. februar 2025 § 2. Bestemmelsen har virkning bagudrettet fra 1. august 2024. (Lovforslag nr. 117 B af 19. december 2024 § 2. Lovforslaget er vedtaget den 30. januar 2025). Vedr. afsnit C.A.2.5.2.1. Hædersgaver mv. Med virkning fra 1. juli 2022 blev der ved lov nr. 565 af 10. maj 2022, indført skattefrihed for kompensation og beløb ydet for gener og ulemper eller i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af § 7, stk. 1 og 2, i lov om ombygning af Aarhus H, jf. LL § 7, nr. 38. Ved lov nr. 328 af 9. april 2024 om opgradering af Øresundsbanen, er der indført skattefrihed for tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation til beboere, som er naboer til jernbaneprojekter omfattet af lovens § 1, stk. 1, og som er omfattet af regler udstedt efter § 2, stk. 1. Jf. lovens stk. 2 skal pengebeløb ydet efter reglerne i stk. 1 ikke medregnes ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser. Lovem har virkning fra 11. april 2024. Afsnit C.A.2.5.2.19 VE-bonusordning Ved lov nr. 122 af 6. februar 2024 indsættes som stk. 2 i LL § 7 R, at udbetaling af testcenterbonus fastsat i regler udstedt i medfør af § 21, stk. 3, i lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. ►By-, Land- og Kirkeministeriet har ved BEKG nr. 1204. af 15 november 2024 fastsat ikrafttrædelsestidspunktet til 1. december 2024.◄ Afsnit C.A.4.3.6 Servicefradrag Der er den 30. januar 2025 vedtaget lovforslag L117 A om bl.a. genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i boligjobordningen (håndværkerfradraget) og udvidelse af servicefradraget, jf. LL § 8 V. Se nu lov nr. 95 af 4. februar 2025 § 1. Ændringen af LL § 8 V har virkning fra og med den 1. januar 2025 og vil blive indarbejdet i den kommende udgave af Den juridiske vejledning, 2025-2. Vedr. afsnit C.A.4.3.1.3 Fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring Med virkning fra og med indkomståret 2024 er loftet over fradrag for fagforeningskontingenter ændret fra 6.000 kr. til 7.000 kr. Derudover er fradragsretten for udgifter til private arbejdsløshedsforsikringer gjort betinget af, at den forsikrede i løbet af indkomståret indbetaler mindst 1.300 kr. til et medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Se lov nr. 609 af 31. maj 2023. Vedr. afsnit C.A.4.3.2.12 Fiskere Ved lov nr. 333 af 09. april 2024 er muligheden for at være registreret med B-status genindført således, at disse fiskere efter ligningsloven kan få skattemæssigt fradrag for havdage. Personer, som har erhvervet personlig indkomst ved arbejdsindsats på et fiskerfartøj i hele eller dele af perioden fra den 1. juli 2021 til lovens ikrafttræden, anses for at være registreret som erhvervsfiskere med B-status fra den 1. juli 2021. Vedr. afsnit C.A.10.2.1.1.2.1 og C.A.10.2.8.2 Fastsættelse af pensionsudbetalingsalderen Med virkning fra d. 1.1.2024 er der fastsat nye regler om pensionsudbetalingsalderen for nyoprettede pensionsordninger, der oprettes i et pensionsinstitut, hvor pensionsopspareren allerede har en eksisterende pensionsordning. Samtidigt er der fastsat regler for bevarelse af den eksisterende pensionsudbetalingsalder ved overførsel af en pensionsordning. Se lov nr. 1564 af 12.december 2023, § 2
|