Anpartsreglerne er nærmere beskrevet i afsnit E.F.1.

Efter VSL § 1, stk. 1, 2. pkt., kan virksomhedsordningen ikke anvendes på indkomst, der er kapitalindkomst efter anpartsreglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12. Se nedenfor om ophævelse af den tidligere gældende bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 12). Dvs. at virksomhedsordningen ikke kan benyttes på:

  • indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere er større end 10, og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, samt indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed efter LL § 8 K, stk. 2, når antallet af personlige ejere er større end 2, og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. LL § 8 K, stk. 2, omhandler plantning af træer bestemt til erhvervsmæssig anvendelse som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift samt frugttræer og frugtbuske.
  • indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Skattepligtige, der anvender virksomhedsordningen på indkomst fra anden virksomhed end anpartsvirksomhed, kan således ikke anvende virksomhedsordningen på indkomsten fra anpartsvirksomheden. For virksomheder, der i løbet af et indkomstår bliver omfattet af anpartsreglerne, gælder, at virksomhedsordningen ikke kan anvendes for det pågældende indkomstår, jf. VSL § 2, stk. 2.

I de tilfælde, hvor den skattepligtige kun har en sådan virksomhed, finder reglerne i VSL § 15 b anvendelse. Der henvises til E.G.2.15.1.7 om VSL § 15 b.

I de tilfælde, hvor den skattepligtige fortsætter med at anvende virksomhedsordningen på sin øvrige erhvervsmæssige virksomhed, anses virksomheden, som bliver omfattet af anpartsreglerne, for overført til den skattepligtige i hæverækkefølgen.

Hvis Skatterådet meddeler dispensation for reglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, således at indkomst fra virksomheden ikke er kapitalindkomst, vil den skattepligtige kunne anvende virksomhedsordningen, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. Om dispensation for PSL § 4, stk. 1, nr. 12 se E.F.1.6.1. Virksomhedsordningen kan heller ikke anvendes på skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges bierhverv, når virksomheden er anskaffet før 12. maj 1989.

Ophævelse af den tidligere bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 12Ved lov nr. 425 af 6. juni 2005 ophævedes den tidligere bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Den ophævede bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 indebar, at virkomhedsordningen ikke kunne benyttes på indkomst ved udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri uanset antal ejere, når formidling eller administration af udlejning varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer, og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Tilsvarende gælder, når flere end 10 personer som led i fælles udlejning udlejer afskrivningsberettiget fast ejendom til samme lejer, og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. PSL § 4, stk. 1, nr. 13, blev herefter til PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Loven indeholdt som en konsekvens heraf en ændring af VSL § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter virksomhedsordningen ikke kan anvendes, hvis indkomst fra virksomheden er kapitalindkomst efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12.

Lovændringerne har virkning for indkomst fra en virksomhed eller en del af en virksomhed, som den skattepligtige erhverver i indkomståret 2006 eller senere indkomstår, jf. § 18, stk. 3, i lov nr. 425 af 6. juni 2005.

Indkomst fra en virksomhed eller en del af en virksomhed, som den skattepligtige erhverver i indkomståret 2006 eller senere indkomstår, og som ville være omfattet af den ophævede PSL § 4, stk. 1, nr. 12, beskattes således fremover efter de almindelige regler for selvstændigt erhvervsdrivende. Endvidere kan virksomhedsordningen fremover anvendes for sådanne virksomheder.

Har en skattepligtig i indkomståret 2005 eller tidligere indkomstår erhvervet en virksomhed, hvorfra indkomsten for indkomståret 2005 eller tidligere indkomstår er omfattet af den dagældende PSL § 4, stk. 1, nr. 12, kan den skattepligtige i forbindelse med selvangivelsen for indkomståret 2006 eller senere indkomstår tilkendegive, at de almindelige regler for selvstændigt erhvervsdrivende skal finde anvendelse for virksomheden fra og med det pågældende indkomstår, jf. § 18, stk. 4, i lov nr. 425 af 6. juni 2005. I så fald kan virksomhedsordningen anvendes for virksomheden.

Har en skattepligtig i indkomståret 2005 eller tidligere indkomstår erhvervet en virksomhed, hvorfra indkomsten i 2006 eller senere indkomstår bliver omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003, kan den skattepligtige i forbindelse med selvangivelsen for det pågældende indkomstår tilkendegive, at de almindelige regler for selvstændigt erhvervsdrivende skal finde anvendelse for virksomheden fra og med det pågældende indkomstår, jf. § 18, stk. 5, i lov nr. 425 af 6. juni 2005. I så fald kan virksomhedsordningen anvendes for virksomheden.

§ 18, stk. 6, i lov nr. 425 af 6. juni 2005 indeholder regler for virksomhed eller en del af en virksomhed erhvervet ved arv eller gave i indkomståret 2006 eller senere indkomstår.