åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.C.5.3.7 Salg eller opgivelse af aktiver" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Det følger af AL § 40, stk. 6, 1. og 2. pkt., at fortjeneste eller tab ved salg eller opgivelse af goodwill og andre immaterielle aktiver skal medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen med fradrag for samtlige foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger. Hvis der i forbindelse med afståelse af en udbytteret sker beskatning efter bestemmelserne i LL § 12 B, stk. 6, anvendes AL § 40, stk. 6, 1. og 2. pkt., dog ikke. Dette skyldes, at der i LL § 12 B er fastsat regler, der regulerer beskatningen ved de oprindelige parters afståelse af en løbende ydelse. Disse regler hænger sammen med bestemmelsens regler om opgørelse af saldo m.v. Senere erhververes afståelse af udbytteretter er derimod omfattet af AL § 40, ligesom en sådan erhverver kan afskrive efter AL § 40, stk. 2.

I SKM2009.560.VLR havde et selskab overdraget sine rettigheder til nogle lejede lokaler på en havn og i den forbindelse modtaget et vederlag på 17,5 mio. kr. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at nedrive bygningerne på den lejede grund. Landsretten afviste, at udgiften kunne fradrages i afståelsessummen ved opgørelsen af fortjenesten ved salget af rettighederne til de lejede lokaler efter AL § 40, stk. 6.