Indhold

Afsnittet handler om kriterierne for restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om at begære skyldner konkurs.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om kriterierne
• Erstatningsansvar
• Proportionalitetsgrundsætningen
• Tabsforebyggelse
• Rekonstruktionsbehandling ophører
• Omstødelige forhold
• Betalingsstandsning uden indledning af rekonstruktionsbehandling
• Øvrige relevante kriterier. 

Generelt om kriterierne

Ved vurderingen af konkurs som inddrivelsesmiddel skal restanceinddrivelsesmyndigheden tage hensyn til de øvrige inddrivelsesmuligheder, hensynet til størst mulig dækning af restanceinddrivelsesmyndighedens krav, kravets størrelse og forebyggelsen af yderligere restancer samt skyldners nuværende økonomiske situation sammenholdt med den tidligere og fremtidige situation.

En konkurs forudsætter, at konkursbetingelserne er opfyldt. Se konkurslovens § 17 til § 20 og afsnit G.A.3.4.4.3.1 Konkursbetingelser.

Erstatningsansvar

Hvis det viser sig, at konkursbetingelserne ikke var til stede, kan restanceinddrivelsesmyndigheden blive pålagt erstatningsansvar efter konkurslovens § 28. Erstatningsansvaret omfatter både erstatning for forvoldt tab og godtgørelse for tort, dvs. den krænkelse eller skade, der er påført skyldnerens omdømme.

Restanceinddrivelsesmyndigheden pålægges et objektivt erstatningsansvar, hvis restanceinddrivelsesmyndighedens fordring ikke består. Se konkurslovens § 28, stk. 2. Det vil sige, at der ikke tages hensyn til, om restanceinddrivelsesmyndigheden har begået fejl eller ej.

Afviser skifteretten konkurs som følge af, at andre betingelser end fordringens eksistens ikke er opfyldt, fx insolvensbetingelsen, pålægges restanceinddrivelsesmyndigheden erstatningsansvar efter den almindelige culparegel.

Proportionalitetsgrundsætningen

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved brug af konkurs tage den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed og proportionalitet i betragtning.

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrage proportionalitetsgrundsætningen ved sin vurdering af, hvad der anses for det tilstrækkelige middel til at sikre restanceinddrivelsesmyndighedens krav og interesser. Konkurs er det strengeste inddrivelsesmiddel, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden skal have vurderet, at mindre indgribende inddrivelsesskridt ikke kunne have været anvendt til at sikre dennes krav og interesser. Grundsætningen styres af tabsforebyggelse, lønsomhed og individuel behandling.

Tabsforebyggelse

Restanceinddrivelsesmyndigheden har en retlig interesse i at forebygge væsentlige tab for statskassen. En konkursbegæring kan være et effektivt værktøj til at opnå dette formål, samtidig med at det kan sikre hel eller delvis dækning af told-, skatte- og afgiftskrav. En konkursbegæring kan også være relevant, hvis formålet alene er at forebygge yderligere restancer, fordi skyldner er uden aktiver, så en dividende ikke kan forventes. I dette tilfælde skal proportionalitetsgrundsætningen dog inddrages i vurderingen. Findes der mindre indgribende værktøjer, der kan opnå et lige så effektivt resultat, skal dette anvendes først.

Se også afsnit G.A.3.4.4.3.1.2 Den retlige interesse i konkurs.

Rekonstruktionsbehandling ophører

Hvis en rekonstruktion af skyldner slutter med en vurdering af, at skyldner ikke er insolvent, kan det blive nødvendigt for restanceinddrivelsesmyndigheden at indgive en konkursbegæring mod skyldner efter rekonstruktionsbehandlingens ophør. Det kan det være i de tilfælde, hvor man inden fristen på tre uger, se konkurslovens § 1, stk. 2, 2. pkt., kan lægge til grund, at skyldner alligevel er insolvent. Hvis skyldner begæres konkurs inden for de tre uger, vil fristdagen, der blev etableret ved påbegyndelsen af rekonstruktionen, fastholdes.

Ønsket om at fastholde fristdagen kan skyldes muligheden for eventuelt at omstøde dispositioner, som ikke vil kunne omstødes med en senere fristdag, samt at restanceinddrivelsesmyndighedens krav kan miste deres fortrinsstilling som sekundære massekrav efter konkurslovens § 94, hvis fristdagen mistes.

Omstødelige forhold

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden i sit arbejde bliver opmærksom på dispositioner mv., som er omstødelige efter konkurslovens § 64 til § 74, og det vurderes, at en omstødelsessag vil tilføre konkursboet midler til gavn for kreditorerne, må en konkursbegæring overvejes.

Der skal foretages en vurdering af både procesrisikoen, dvs. sandsynligheden for at omstødelsessagen vil føre til en dom om omstødelse, herudover betalingsevnen og -viljen hos den begunstigede, som omstødelsessagen vil skulle anlægges mod.

Se også afsnit G.A.3.4.4.4.9 Omstødelse.

Betalingsstandsning uden indledning af rekonstruktionsbehandling

Hvis skyldner har standset sine betalinger uden at begære rekonstruktionsbehandling, fordi skyldner tilstræber en frivillig kreditorordning med sine fordringshavere, etableres der ikke en fristdag. Restanceinddrivelsesmyndigheden må derfor efter omstændighederne søge at etablere en fristdag gennem en konkursbegæring.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan kun medvirke til et sådant forsøg på at tilvejebringe en frivillig kreditorordning, hvis den omfatter alle fordringshavere, der efter konkurslovens § 10 a, stk. 2-6,  ville være omfattet af en tvangsakkord, og restanceinddrivelsesmyndigheden loyalt underrettes om betalingsstandsningen og dens formål. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal i alle tilfælde varetage statskassens interesser bedst muligt.

Øvrige relevante kriterier

Restanceinddrivelsesmyndighedens interesse i en konkurs kan ligge i ønsket om at bekæmpe økonomisk kriminalitet og andre strafbare forhold. Konkurs kan også være et nødvendigt middel til at få stoppet en konkursrytter ved at få personen frakendt retten til at drive virksomhed. Se straffelovens § 79. Politiet har påtaleretten, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden må foretage en politianmeldelse.

Ved en konkursrytter og lignende, der starter ny virksomhed, kan der kræves sikkerhedsstillelse som betingelse for registreringen for moms, A-skat mv. Se opkrævningslovens § 11, stk. 2.

Konkurs kan også være et middel, hvis kurator hurtigt skal gå ind og fastlåse situationen i et insolvent selskab for at kunne foretage yderligere undersøgelser og eventuel gøre politiet opmærksom på strafbare forhold. Se konkurslovens § 110, stk. 4.

Endelig kan det være nødvendigt med en konkursbegæring mod et insolvent selskab for at vurdere muligheden for at gøre et erstatningsansvar gældende mod ledelsen. Se afsnit A.D.20 Erstatningssager.