Ejere af ejendomme, som anvendes til erhvervsmæssig udlejning og således sidestilles med almindelige udlejningsejendomme, skal ikke betale ejendomsværdiskat. Ejeren vil blive beskattet af lejeindtægten som personlig indkomst med fradrag af udgifter, der vedrører ejendommen. Dette gælder også i samejetilfælde, hvis en ejer ikke bebor ejendommen, men udlejer sin del til en medejer eller tredjemand, se afsnittet sameje EVSL § 13, afsnit A.G.3.3. Den eksisterende praksis for, hvornår en ejendom med 1 eller 2 selvstændige lejligheder beskattes som en udlejningsejendom, er ikke ændret. Således anses eksempelvis delvis udleje af værelser i en helårsbolig, eller periodevis udleje af et sommerhus, ikke som erhvervsmæssig udlejning, når ejeren selv benytter helårsboligen eller sommerhuset. Ejeren skal i dette tilfælde betale ejendomsværdiskat, jf. også afsnittet helårsbasis EVSL § 11.

EVSL anvendes kun, når ejendommen benyttes af ejeren selv. Hvis boligen er stillet til rådighed for eller udlejet til fx ejerens børn, skal boligen betragtes som en udlejningsejendom, og der skal derfor indtægtsføres en lejeindtægt, svarende til udlejningsværdien, se LV Erhvervsdrivende afsnit E.K.1.3, medmindre ejeren i væsentligt omfang også selv benytter boligen, lsr. 1970.110, hvor ejeren brugte huset i væsentligt omfang, modsat LSR. 1970.24, hvor ejeren kun benyttede ejendommen i mindre omfang.

Udenlandske ejendomme er omfattet af EVSL, for så vidt angår fuldt skattepligtige personer. I relation til dobbeltbeskatningsoverenskomster har ejendomsværdiskatten status som en formueskat. Hvis Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsaftale, der omfatter formueskatter, vil ejendomsværdiskatten enten helt bortfalde (exemption) eller skulle reduceres med evt. udenlandsk skat (creditmetoden).

Er ejendommen ikke beliggende i en overenskomststat, vil der kun kunne gives creditnedslag i ejendomsværdiskatten for betalte udenlandske skatter, som er beregnet med henvisning til værdien af en dér beliggende fast ejendom, jf. § 12 i EVSL, som affattet ved § 1, nr. 10, i lov nr. 1340 af 19/12 2008, der har virkning fra og med indkomståret 2008. Grundskatter samt tinglysningsafgifter og andre skatter og afgifter i forbindelse med overdragelse og belåning eller anden disposition over fast ejendom er ikke omfattet, jf. EVSL § 12. Fradragsbeløbet kan ikke overstige den opgjorte ejendomsværdiskat. Se A.G.4.3. 

Er der flere ejendomme i udlandet, lempes der ejendom for ejendom. Hvis den udenlandske stat opkræver indkomstskat af bolig i form af skat af lejeværdi af egen bolig eller af faktiske lejeindtægter, vil der kun kunne gives nedslag for sådanne indkomstskatter af eventuelle faktiske lejeindtægter i Danmark enten efter en dobbeltbeskatningsaftale eller efter LL § 33.

Ægtefæller fordeling af aktiverDe almindelige regler i KSL, der vedrører spørgsmålet om, til hvis formuesfære et aktiv tilhører, finder tilsvarende anvendelse i EVSL. Efter reglerne i KSL § 24 A, stk. 1, 2. pkt., medregnes kapitalindkomst af et aktiv hos den af ægtefællerne, der efter lov om ægteskabets retsvirkninger har rådighed over aktivet. Kan det ikke afgøres hvem af ægtefællerne et kapitalindkomstskattepligtigt beløb vedrører, medregner hver ægtefælle halvdelen. Princippet betyder, at for samlevende ægtefæller vil ejendomsværdiskatten for en fælles ejet bolig som udgangspunkt skulle henføres med halvdelen til hver. Af EVSL § 15 fremgår i øvrigt, at KSL regler om indkomstår, forfaldstidspunkt, forrentning, procenttillæg, opkrævning, hæftelse og inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.

ÆgtefællerEVSL kan under visse betingelser også anvendes, når ejerens ægtefælle bebor ejendommen alene.

Det forhold, at den ene ægtefælle midlertidigt bebor den fælles ejendom alene (fx. fordi den anden ægtefælle er udstationeret eller lignende) medfører ikke, at EVSL ikke kan anvendes. Det samme gælder, når ægtefællerne har ophævet samlivet, uden at samlivet i skattemæssig henseende er ophørt, dvs. indtil udgangen af det år, hvor samlivsophævelsen er sket, forudsat der ikke forinden sker separation eller skilsmisse.  

Hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende, og den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den pågældende anvende ejendomsværdiskattereglerne i tiden indtil, der har fundet en bodeling sted mellem ægtefællerne, jf. lsr. 1984.16 samt ØLD af 27. apr. 1994, TfS 1994, 426, TfS 1998,693 og SKM2006.765.LSR. Dette gælder også, selv om der er gået lang tid fra samlivsophøret, jf. Skat 1989.2.146 LSR (TfS 1989,117), hvor der var forløbet 12 år siden ophøret af samlivet. Sålænge ægtefællerne har indbyrdes forsørgelsespligt, kan den ægtefælle, der bor i den tidligere fællesbolig kun beskattes af hel eller delvis fri bolig, dersom denne er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på normal vis skattepligtigt for modtageren og fradragsberettiget for yderen, jf. LSR. 1980.53.  

Dødsboer Dødsboer er ikke omfattet af EVSL. Modtageren af en udlodning fra et bo, hvor den pågældende under skiftet bebor en ejendom, skal svare ejendomsværdiskat, som om denne var ejer af ejendommen. Med hensyn til den efterlevende ægtefælle henvises til de særlige successionsregler, omtalt i afsnit A.G.2.2.1.  

Efter EVSL § 15, stk. 2, anses afdødes foreløbige betalinger af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, for endelige. Der foretages således ikke en afsluttende ansættelse af ejendomsværdiskatten for dødsåret. Bestemmelsen sikrer, at dødsboskattelovens forenklede minimering af de situationer, hvor der er behov for en afsluttende ansættelse for afdøde, ikke fortabes.

Bestemmelsen om endelighed omfatter også det indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvor dødsfaldet har fundet sted i de tilfælde, hvor boet efter afdøde er sluttet ved boudlæg. Såfremt afdøde var enlig, foretages ingen skatteansættelse for afdøde vedr. det senest afsluttede indkomstår, som ligger forud for dødsåret, jf. DBSL § 77. En endelighedsbestemmelse for dette år forhindrer, at det blot pga ejendomsværdiskatten alligevel bliver nødvendigt at foretage en afsluttende ansættelse. Såfremt afdøde var gift, hæfter ægtefællen alligevel ikke for eventuelle skattekrav mod afdøde, jf. DBSL § 78 og DSL § 19, stk. 2. Reglen om endelighed virker således forenklende, idet den ejendomsværdimæssige behandling af boer, der sluttes ved boudlæg er tilpasset den indkomstskattemæssige behandling efter DBSL i tilsvarende situationer.