| Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren i de fleste sagstyper
anmode om syn og skøn efter reglerne i retsplejelovens
§ 343 om isoleret bevisoptagelse, jf. SSL
§ 30. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager
finder også anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.
Formål Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering
af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering.
Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig
besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf
(skøn). Det kan forekomme, at kun et af elementerne er relevant. Formålet
med syn og skøn kan også være at sikre beviser, der er let forgængelige,
og som derfor vil være gået tabt, når det bliver aktuelt at føre
dem senere i sagsforløbet. Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten,
når den skal vurdere og træffe afgørelse om komplicerede tekniske
faktiske forhold på et område, hvor retten ikke selv er i besiddelse af
den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik
på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syn- og skønsmænd
kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.
Anvendelsesområde Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager,
der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts-
og momssager.
Særligt for skattesager På skatteområdet er syn og skøn
velegnet i værdiansættelsesspørgsmål. I praksis begæres
der syn og skøn i landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier,
gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager
hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt
korrekt.
Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter
efter boafgiftslovens § 13 A og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom,
idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen
og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens
anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn
kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast
ejendom, fx angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.
Særligt for toldsager Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne
blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager, hvor
det kan have betydning at få beskrevet fx en maskines egenskaber som grundlag
for tariferingen.
Hvem kan begære syn og skøn Syn og skøn kan begæres både
af klageren og af skattemyndighederne. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren.
Den der begærer syn og skøn kaldes rekvirenten og modparten kaldes skønsindstævnte.
Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men
hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre
parterne til at begære syn og skøn.
Behandling i Landsskatteretten inden syn og skøn Landsskatteretten kan
i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist,
inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn,
skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens udløb behøver
Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil
sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel
skønserklæring.
Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af
klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af skønserklæringen har
meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling i Landsskatteretten
efter syn og skøn.
Syn og skøn ved domstolene Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten
overtager byretten den del af processen som vedrører tilvejebringelsen af syn-
og skønserklæringen.
Begæringen Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten
til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes
vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen
om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag
skal anlægges her i landet.
Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen
om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens
begæring med byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.
Rekvirenten eller byretten skal med en uges varsel skriftligt underrette skønsindstævnte
om det retsmøde, hvori der træffes beslutning om udmeldelse af syn og
skøn, og om selve bevisførelsen.
Retsafgift Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift
på 400 kr. (2001)
Byrettens rolle Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring
om syn og skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for
sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge,
medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på
anden måde fx gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer.
I TfS 1997, 690 ØLK afviste byretten og landsretten en begæring om syn
og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring
fra en brancheorganisation.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syn-
og skønsmænd.
Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syn- og skønsmand,
men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn,
se fx TfS 2000, 138 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste
retten at udmelde en syn- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af
klageren.
Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvilke personer der agtes
udmeldt, og give dem adgang til at udtale sig om disse. I TfS 1999, 513 VLK hjemviste
Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet
valget af skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation
om at pege på en person, som er egnet som syn- og skønsmand.
Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf
kan kæres til landsretten.
Under syn- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne
om:
- syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt
- en syn- og skønsmand er egnet og bør udpeges
- om formulering af spørgsmål til syn- og skønsmanden (syn- og
skønstemaet) og tillægsspørgsmål.
- hvilket bilagsmateriale syn- og skønsmanden skal have udleveret
Udlevering af bilag Udgangspunktet for bilagsmaterialet er at samtlige akter
i klagesagen - herunder den påklagede afgørelse - bør udleveres til
syn- og skønsmanden. Afvigelse herfra kan dog ske efter en vurdering af de
konkrete omstændigheder i den enkelte sag. I sager om fastsættelse af
den rette handelsværdi i forbindelse med overdragelse af aktiver vedrører
tvisten ofte om bilag, der er udarbejdet efter overdragelsen, skal udleveres til
syn- og skønsmanden. Sådanne bilag der ikke har kunnet tages i betragtning
i forbindelse med overdragelsesforhandlingerne - herunder prisfastsættelsen
- bør ikke udleveres til syn- og skønsmanden.
Se endvidere TfS 1999, 602 ØLK om tvist om udlevering af årsregnskaber,
der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis
værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte,
at regnskaberne ikke skulle forelægges syn- og skønsmanden.
Se også TfS 2000, 937 VLK hvor der var tvist om, hvilke bilag der skulle udleveres
til syn- og skønsmanden. Retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for
syn- og skønsmandens mulighed for at besvare syn- og skønstemaet, ikke
skulle udleveres.
I UfR 1997, 221 havde klageren ensidigt indhentet en sagkyndig udtalelse som en
naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en
verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk
oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som
klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen
ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt
landsretten ikke grundlag for at nægte at syn- og skønsmændene fik
adgang til udtalelsen.
Skønstemaet Grundlaget for syn og skøn er et eller flere spørgsmål
(skønstemaet), der skal besvares i en syn- og skønserklæring, eventuelt
suppleret med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige
forhandling ved retten (afhjemlingen). Skønstemaet kan indeholde spørgsmål
stillet af hver af parterne eller af parterne i fællesskab. I TfS 1999, 975
(byretsafgørelse) bestemte byretten ved en tvist om formulering af syn- og
skønstemaet, at temaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets
udkast.
Spørgsmålene i skønstemaet skal være klare, og de skal vedrøre
spørgsmål af faktisk karakter og må ikke efterlyse en generel vurdering
eller en juridisk vurdering. I TfS 2000, 636 ØLK afviste byretten en begæring
om at udmelde syn og skøn, da skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse,
som hørte retten til. I en sag om, hvad udlejningsværdinen ville være
på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt
spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi
syn- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug
for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf.
TfS 2000, 937 VLK. Endelig må skønstemaet ikke indeholde ledende spørgsmål.
Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som
parterne ønsker belyst, er dækket. Der kan stilles tillægsspørgsmål
til syn- og skønsmændene.
Skønsforretningen og skønserklæringen Syn- og skønsmændene
skal underrette parterne om syn- og skønsforretningens foretagelse.
Efter syn- og skønsforretningen udarbejder syn- og skønsmændene en
skriftlig erklæring, som indeholder deres svar. Erklæringen fremsendes
til retten og til parterne. Hvis parterne eller en af dem ønsker det, foretages
der derefter en afhjemling ved byretten af syn- og skønsforretningen. En afhjemling
indebærer, at syn- og skønsmændene møder i retten og bekræfter
eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring. Der
kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende spørgsmål.
Ifølge retsplejelovens § 210 kan retten udmelde et nyt syn og skøn
evt. med andre syn- og skønsmænd, hvis retten finder det hensigtsmæssigt.
I TfS 2000, 843 VLK nægtede retten at udmelde nyt syn og skøn, fordi de
oprindelige syn- og skønserklæringer var klare og utvetydige i forhold
til de stillede spørgsmål. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at
betvivle kompetencen hos de syn- og skønsmænd, der allerede var udmeldt.
Syn og skøn, som er foretaget inden en retssag anlægges, er under en eventuel
senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed,
som betyder, at erklæringen ikke er bindende for domstolene.
Syn og skønssagens afslutning Syn- og skønssagen afsluttes med,
at byretten godkender syn- og skønsmandens honorar, efter at ToldSkat
har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. fx TfS 1998, 764 TSS hvor Told-
og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syn- og skønssag var for
højt.
Behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn Når syn- og skønssagen
er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften
til Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syn- og skønsmændenes
udtalelse. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten,
om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren
herom, anses klagen for opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om
klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på
Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises
nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 21.
Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken klageren
og skattemyndighederne skal meddele Landsskatteretten, om skønserklæringen
giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for Landsskatteretten.
Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syn- og skønsmændene
til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten,
§ 14, stk. 4.
Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen
ved Landsskatteretten, men syn- og skønserklæringen vil blive lagt til
grund for afgørelsen i det overvejende antal tilfælde.
De statslige skattemyndigheders opgaver Når der begæres syn og
skøn, indtræder de statslige told- og skattemyndigheder som part i sagen,
jf. SSL § 30, stk. 4.
Det betyder, at de statslige skattemyndigheder både som rekvirent og som skønsindstævnt
kan komme med indstillinger til byretten om valg af syn- og skønsmand og komme
med forslag til skønstemaet. Herudover kan de statslige told- og skattemyndigheder
lade sig repræsentere under syn- og skønsforretningen og en evt. senere
afhjemling.
De statslige told- og skattemyndigheder er primært part i sagen, når det
er klageren, der har begæret syn og skøn.
Den praktiske opgave for de statslige skattemyndigheder kan dog bestå i at
tage stilling til, om der skal begæres syn og skøn. Hvis dette er tilfældet,
skal de statslige told- og skattemyndigheder udarbejde begæringen og indsende
den til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., der ønskes
vurderet, befinder sig. De statslige skattemyndigheder skal herefter meddele Landsskatteretten,
at der er begæret syn og skøn, så Landsskatterettens kan stille sin
behandling af sagen i bero.
Omkostninger Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette
gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål,
når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af
de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK. Retten kan pålægge
rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan
retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved
syn og skøn til rekvirenten. De omkostninger, som rekvirenten har afholdt til
syn og skøn, kan imidlertid indgå, når retten under en eventuel efterfølgende
retssag tager stilling til betalingen af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret
af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse,
jf. afsnit K.
Fristafbrydelse og suspension Optagelse af syn og skøn uden retssag
er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør
af 1908-lovens § 2, jf. afsnit N.2.1.4.
Fristen
i SSL § 31, stk. 2 om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis
Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes
derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes,
jf. SSL § 30, stk. 3.
|