Højesteret har i en afgørelse af 12. december 1997 (TfS 1998,70), fundet,
at en skatteyder, der drev et plejehjem, skulle anses for selvstændigt erhvervsdrivende.
I modsætning til Østre Landsret lagde Højesteret vægt på,
at skatteyder ifølge sin overenskomst med kommunen havde det direkte økonomiske
ansvar for driften, idet plejehjemmet blev drevet i hans lokaler og med hans inventar
og driftsmidler. Han ansatte og afskedigede selv personalet. Han stod ikke i et
ansættelsesforhold med kommunen, og samarbejdet kunne kun bringes til ophør
ved opsigelse af den samlede plejehjemskontrakt med 3 års varsel. Højesteret
fandt ikke, at det kunne tillægges væsentlig betydning, at den samlede
betaling til skatteyderen fra kommunen var specificeret som refusion af udgifterne
vedrørende henholdsvis fast ejendom, inventar, lønninger m.v., idet dette
var i overensstemmelse med de dagældende regler for statslig refusion af kommunale
udgifter til drift af plejehjem.
TfS 1996,449 (HRD). Efter ændringer i forhandlerkontrakterne mellem grossist
og tupperwareforhandlere fandt Højesteret efter en samlet vurdering det for
mest nærliggende at anse tupperwareforhandlere for selvstændigt erhvervsdrivende.
Forhandlerne solgte i henhold til en distributionsaftale firmaets produkter ved
homeparties, og honoraret udgjorde en procentdel af de vejledende udsalgspriser.
Bestillinger blev modtaget på stedet og indkøbt hos firmaet. Forhandlerne
havde således ikke noget lager. Retten lagde vægt på, at forhandlerne
frit kan bestemme deres arbejdstid, at de selv afholder alle udgifter, at disse
medfører en betydelig omkostningsprocent, at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere
ved praktiseringen af ferieloven m.v., at de kan have andre hvervgivere og antage
medhjælp, at de er momsregistreret, samt at de påtager sig en vis økonomisk
risiko.
I
VLD af 7. april 1988 (Skat 1988.6.322) (TfS 1988,228) blev en provisionslønnet
filialbestyrer i et større forsikringsselskab anset for berettiget til at overføre
en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på funktionærvilkår,
selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans driftsomkostninger
androg efter overførsel af en del af overskuddet til den medarbejdende ægtefælle
ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde til grund: »at sagsøgeren
uanset sin stilling som lønmodtager i meget vidt omfang selv har tilrettelagt
sit arbejde. Det lægges videre til grund, at sagsøgeren, der alene er
provisionslønnet uden garanteret minimumsløn, ikke har kunnet oppebære
en indtægt, der ligger væsentligt over den gennemsnitlige for assurandører
i det pågældende selskab uden at gøre brug af betydelig mere kontorassistance
end den, selskabet ville stille til rådighed for ham. Sagsøgerens driftsudgifter
findes således at ligge væsentligt udover, hvad der er sædvanligt
i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til karakteren og
omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført, findes
sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori begrebet
er anvendt i den tidligere § 37 A i kildeskatteloven«.
Se også Skat 1989.4.330 (LSR) (TfS 1989,248), hvor en assurandør med en
indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset
for selvstændigt erhvervsdrivende, samt TfS 1995, 458.
Skat 1988.4.220 (TfS 1988,182). En arkitekt, der var vurderingsinspektør for
et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.
Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør
med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans kontorhold,
men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter mv. Kontorarbejdet
var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6 timer for
ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger, herunder karakteren,
omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv, sammenholdt med, at klageren
selv afholdt lønomkostninger og til dels økonomisk bar omkostningerne
ved kontorholdet, at klageren måtte anses som selvstændigt erhvervsdrivende,
hvorfor han var berettiget til at foretage fradrag for medarbejdende ægtefælle,
idet ægtefællens bistand opfyldte betingelserne herfor.
I ØLD af 28. august 1980 (Skd. 56.67) anerkendtes en handelsagent som selvstændigt
erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med to væsentlige
agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev drevet fra agentens hjem
uden fremmed medhjælp. Alle udgifterne ved salgsarbejdet afholdtes af agenten,
der selv disponerede over sin tid uden nogen form for instruktion fra agenturgivernes
side i øvrigt. Agenten optog ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som
derefter sendte ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for
varernes betaling.
Lsr. 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg
af møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog
nogen godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for
selvstændigt erhvervsdrivende. Se også Skat 1989.2.153 (skd.) (TfS 1989,75).
I ØLD af 19. marts 1984 (Skd. 70.508) blev en direktør, der på provisionsbasis
solgte anparter for en investeringsfond, anset berettiget til at overføre en
overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et kontor på ægtefællernes
bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget
som direktør i en anden virksomhed. Overskuddet havde andraget 154.668 kr.
Retten lagde vægt på, at direktøren efter aftalen med fonden var
berettiget til selv at tilrettelægge salgsarbejdet, der var forbundet med et
vist kontorhold, og den fornødne kontorhjælp skulle han antage på
egen hånd og i eget navn. Når dette sammenholdtes med salgsarbejdets omfang
og med den omstændighed, at hans vederlag beroede på de præsterede
salgsresultater, fandtes han at have drevet »erhvervsvirksomhed«, således
at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne anvendes.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,233). En avisdistributør med
20 ansatte blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog
selv budene, og han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget
blev udbetalt som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb pr.
avis. Herudover modtog distributøren 12½ pct. af foregående års
honorar til dækning af udgift til ferieafløser. Ligningsrådet fandt
efter en samlet bedømmelse, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed,
navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.
Skat 1988.5.299 (Ligningsrådet) (TfS 1988,234). En professionel bokser blev
anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde
ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter mv. For
at opnå denne indkomst havde han udover bil- og rejseudgifter, driftsudgifter
på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og sparringspartnere.
Skat 1988.5.300 (Ligningsrådet) (TfS 1988,222). Medlemmerne af en folkemusikgruppe,
hvis indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og
i 1987 ca. 600.000 kr., kunne anvende virksomhedsordningen. I 1986 udgjorde udgifterne
til impressario, reklame mv., mindre nyanskaffelser, forsikring og vedligeholdelse
ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på ca. 40.000 kr.
og udgifter til bånd og plader.
Skat 1988.5.301 (TfS 1988,236). En vognmand, der var ansat på et renseri, hvor
han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig
erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge for vedligeholdelsen
af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en afløser. Han
fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute, dog således
at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden modtog på provisionsbasis
336.000 kr. i 1986, hvor hans udgifter til drift af varevogn udgjorde 44.000 kr.
ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på varevognen og
25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse
af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i VSL på
indkomsten fra renseriet.
Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at vognmænd, der foretager
kørsel med handicappede og bringer mad ud til disse, driver selvstændig
erhvervsvirksomhed. Vognmændene ejer selv deres vogne og har betydelige driftsomkostninger,
som de selv skal afholde. TfS 1995,155.
Skat 1988.3.146 (LSR) (TfS 1988,102). En provisionslønnet sælger af avlsdyr
blev efter det oplyste, herunder især aflønningsformen, anset for omfattet
af KSL § 37 A (nu § 25 A), hvorfor han var berettiget til overførsel
af indkomst til medarbejdende ægtefælle, da betingelserne i øvrigt
var opfyldt.
Skat 1987.6.449 (skd.) (TfS 1987,327). Lægevagtskørsel ved Københavns
Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændig ydernummer,
anses for at være selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel
uden for København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende
læger, jf. Skat 1988.2.86 (LSR) (TfS 1988,67).
Skat 1987.10.743 (Ligningsrådet) (TfS 1987,483). En skatteyder, der på
en nedlagt landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere,
blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten
udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost, administration, lokaleomkostninger
og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000 kr.
Lsr. 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af
sin særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og
risiko, anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af provisionsindtægter,
som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.
Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved
selvstændig erhvervsvirksomhed.