Spørgsmål

1. Vil X A/S' udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til film, som selskabet erhverver for en begrænset periode, skulle fradrages som driftsomkostninger i de år, hvor X A/S erhverver de pågældende brugsrettigheder?
2. Hvis der svares "ja" til spørgsmål 1, bedes Skatterådet endvidere oplyse, på hvilket tidspunkt X A/S kan anses for at have erhvervet brugsrettighederne, og følgelig på hvilket tidspunkt anskaffelsessummen skal fradrages.
3. Hvis svaret på spørgsmål 2 er, at anskaffelsessummen er en driftsomkostning, der skal fradrages på det tidspunkt, hvor filmen har premiere i Danmark, bedes Skatterådet endvidere oplyse, hvorvidt udgifter til brugsrettigheder til film er omfattet af den gældende praksis om forudbetalte omkostninger.
4. Hvis svaret på spørgsmål 3 er "ja", bedes Skatterådet oplyse, hvorvidt dette indebærer, at udgifter til brugsrettigheder til film kan fradrages på betalingstidspunktet, forudsat betalingstidspunktet ikke ligger mere end 12 måneder forud for premieretidspunktet eller det andet tidspunkt, på hvilket Skatterådet finder, at omkostningerne er afholdt.

Svar

1. Se nærmere sagsfremstilling og begrundelse.
2. Bortfalder.
3. Bortfalder.
4. Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet X A/S driver virksomhed dels ved egenproduktion af film og tv-programmer og dels ved indkøb af brugsrettigheder til film produceret af andre filmproducenter. Ovenstående spørgsmål vedrører alene den skattemæssige behandling af brugsrettigheder til film produceret af andre producenter.

For så vidt angår brugsrettigheder til film produceret af andre producenter anvendes disse af X A/S til videredistribution til biografer, videoudlejningsbutikker, detailhandlen samt tv-stationer. Distributionen sker gennem X A/S og søsterselskaber i Norge, Sverige og Finland.

Almindeligvis vises en film først i biograferne, så på betalings-tv, og herefter udgives den på VHS-kassetter og DVD, og endelig vises filmen på betalingsfrie tv-stationer.

X A/S' erhvervelse af brugsrettigheder til film produceret af fremmede producenter sker fra en række - typisk udenlandske - filmproducenter. Disse omfatter bl.a. større amerikanske filmselskaber.

Aftaler om brugsrettigheder til film forhandles individuelt og varierer derfor alt efter, hvilken producent der er tale om, og alt efter hvilke film aftalen dækker.

Selskabets repræsentant oplyser, at det kan lægges til grund, at følgende grundlæggende indhold almindeligvis vil indgå i alle de aftaler, som selskabet indgår:

1. Der sker ingen overdragelse af selve ophavsretten til filmen. Alle rettigheder, der følger af lovgivningen om ophavsrettigheder, forbliver således hos producenten. Det kan lægges til grund, at dette gælder, uanset om producentens rettigheder er beskyttet efter dansk, amerikansk eller anden lovgivning.
2. X A/S får som følge af aftalen retten til at distribuere filmen inden for et begrænset geografisk område og inden for en tidsbegrænset periode.
3. Det geografiske område, som X A/S kan vise eller distribuere filmen i, er typisk Danmark og de øvrige nordiske lande.
4. Den periode, som X A/S får ret til at vise eller distribuere filmen i, varierer fra aftale til aftale. En "typisk aftale" giver X A/S distributionsretten for en periode på 5-10 år, men såvel kortere som længere perioder forekommer. Perioden er dog i alle tilfælde væsentligt kortere end den beskyttelsesperiode, producentens rettigheder er undergivet efter lovgivningen om ophavsrettigheder. Denne beskyttelsesperiode er efter dansk lovgivning 70 år efter ophavsmandens død.

På baggrund af disse punkter indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S får ret til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere de film, der er omfattet af aftalerne.

Aftalerne kan desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler indeholder for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".

Repræsentanten oplyser, at X A/S' aftaler med filmproducenter almindeligvis vedrører brugsret til film, der på aftaletidspunktet endnu ikke har haft premiere i Danmark.

I en række tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme indkomstår.

I nogle tilfælde er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.

Hertil kommer, at man i en række tilfælde indgår aftale med producenten et - eller i enkelte tilfælde - to år før premieretidspunktet. Det sker også, at der indgås aftale med producenten, førend filmen er færdigproduceret. Endelig er det således, at visse aftaler omfatter brugsretten til mere end én film. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at X A/S selv bestemmer premieretidspunktet i Danmark, og at dette derfor ikke nødvendigvis ligger fast på det tidspunkt, hvor der indgås aftale med producenten.

Repræsentanten oplyser videre, at X A/S erhverver løbende brugsrettigheder til film fra andre producenter. Da der er tale om betydelige beløb, er det væsentligt for X A/S, at der ikke hersker usikkerhed om den skattemæssige behandling af udgifter til sådanne rettigheder.

X A/S har hidtil behandlet udgifter til brugsrettigheder til film i overensstemmelse med den praksis, der har været beskrevet i Ligningsvejledningen i en årrække, dvs. som immaterielle aktiver omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, jf. således afsnit E.I.4.2.1 i Ligningsvejledningen for 2002.

Repræsentanten anfører, at denne praksis imidlertid er ændret ved Højesterets dom af 8. december 2003, refereret i SKM2003.586.HR. X A/S ønsker klarlagt, hvilke konsekvenser denne højesteretsdom har for den skattemæssige behandling af selskabets fremtidige erhvervelser af brugsrettigheder til film.

Forespørgers opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Ad spørgsmål 1:

Selskabets repræsentant anfører, at SKM2003.586.HR drejede sig om et selskab, der i 1993 havde erhvervet brugsretten til et antal film på det danske marked. Der var tale om tre separate kontrakter, hvor brugsretten i de to af kontrakterne udgjorde henholdsvis 3 år og 4 år, mens brugsretten i den tredje kontrakt var tidsubegrænset. Der var i alle tre kontrakter tale om brugsretten til et antal ældre danske og udenlandske film, dvs. film, der havde haft premiere flere år forud for aftaletidspunktet.

Selskabet havde fradraget udgifterne til anskaffelsen af de pågældende brugsrettigheder som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skattemyndighederne - og senere Landsskatteretten og Østre Landsret - havde derimod fundet, at de pågældende udgifter var omfattet af § 15, stk. 1, i den dagældende lov om særlig indkomstskat m.v., henholdsvis den dagældende § 16 F, stk. 2, i ligningsloven, og at udgifterne derfor skulle aktiveres og afskrives i overensstemmelse med disse bestemmelser. Dette var begrundet med, at selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler erhvervede en ophavsret, og at denne immaterielle ret var omfattet af de nævnte bestemmelser.

Højesteret fandt imidlertid, at de pågældende brugsrettigheder ikke var omfattet af § 15, stk. 1, i den dagældende lov om særlig indkomstskat, respektive den dagældende § 16 F, stk. 2, i ligningsloven.

Den skattemæssige behandling af immaterielle rettigheder var indtil 1993 indeholdt i § 2, nr. 4, (for så vidt angår sælger) og § 15, stk. 1, (for så vidt angår køber) i lov om særlig indkomstskat m.v. I 1993 blev bestemmelsen i § 15 i lov om særlig indkomstskat m.v. overført til ligningslovens § 16 F, stk. 2, og i forbindelse med gennemførelsen af en ny afskrivningslov i 1998 blev bestemmelsen endeligt overført til denne lovs § 40, stk. 2. Repræsentanten anfører, at der ved disse overførsler ikke skete nogen ændring i bestemmelsens indhold.

Lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, vedrørte "tidsbegrænsede rettigheder". Det fulgte af samme lovs § 15, stk. 1, at erhververen af en rettighed af den i § 2, nr. 4, omhandlede art skulle være berettiget til at afskrive det ydede vederlag i sin skattepligtige indkomst over rettighedens varighed, eller, såfremt rettigheden var tidsubegrænset, over 10 år.

Problemstillingen i SKM2003.586.HR var, hvorvidt selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler havde erhvervet en rettighed, der var omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat m.v. Selskabet havde utvivlsomt ikke erhvervet de grundlæggende ophavsretlige rettigheder fra producenten, men havde alene fået en brugsret. Spørgsmålet var derfor, om § 15, stk. 1, alene vedrørte tilfælde, hvor der skete overdragelse af selve ophavsretten, eller om bestemmelsen tillige omfattede tilfælde, hvor der, uden at selve ophavsretten blev overdraget, blev erhvervet en brugsret.

Højesteret fandt, at "tidsbegrænsede" i den dagældende § 2, nr. 4, i lov om særlig indkomstskat m.v. må forstås som den tidsbegrænsning, der følger af, at de pågældende rettigheders varighed er begrænset i henhold til de retsregler, der gælder på det pågældende område, dvs. ophavsretsloven. Eftersom brugsretten til rettigheder omfattet af ophavsretsloven efter lovens § 53 kan overdrages til tredjemand for en tidsbegrænset periode, uden at dette indebærer en overdragelse af selve ophavsretten, er overdragelsen af en sådan begrænset rettighed ikke omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4.

Højesteret fandt derfor, at de tre aftaler ikke indebar, at det klagende selskab havde erhvervet rettigheder omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat m.v., respektive § 16 F, stk. 2, i ligningsloven. Højesteret fandt videre, at da erhvervelsen af rettighederne ubestridt var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, var der tale om fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Som omtalt ovenfor indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S får ret til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere film omfattede af aftalen. Producenten bevarer alle rettigheder, der følger af lovgivningen om ophavsret. Der sker derfor utvivlsomt ingen overdragelse af ophavsrettighederne. Dette var afgørende for udfaldet af SKM2003.586.HR.

X A/S' aftaler med filmproducenter vedrører almindeligvis brugsret til film, der på aftaletidspunktet endnu ikke har haft premiere. SKM2003.586.HR vedrørte derimod brugsret til film, der havde haft premiere flere år forud for aftaletidspunktet. Efter repræsentantens opfattelse kan dette imidlertid ikke tillægges selvstændig betydning, idet det afgørende for Højesteret var, at aftalen ikke indebar en overdragelse af selve ophavsretten.

Repræsentanten henviser til, at man kun kan gisne om, hvorvidt Højesteret ville være kommet til et andet resultat, såfremt aftalerne med selskabet havde haft et andet indhold, herunder hvis aftalerne f.eks. havde haft en længere løbetid, havde omfattet andre medier etc.

Et andet resultat må antages at forudsætte, at alle rettigheder reelt, men ikke formelt, overdrages til brugeren, idet Højesteret jo fandt, at § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat m.v. alene omfatter en overdragelse af selve ophavsretten, men ikke en brugsret. Når selve ophavsretten derfor utvivlsomt ikke overdrages, vil en brugsret derfor alene kunne være omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, i tilfælde af, at aftalen om brugsret reelt indebærer en overdragelse af selve ophavsretten. Dette må antages i al væsentlighed alene at kunne være tilfældet i omgåelsessituationer.

X A/S' aftaler med filmproducenter indebærer efter repræsentantens opfattelse ikke, at X A/S reelt erhverver ophavsretten til de pågældende film.

Blandt andet omfatter X A/S' brugsret kun en begrænset del af den periode, i hvilken producentens rettigheder er beskyttet efter lovgivningen om ophavsret, typisk 10-20 pct. af beskyttelsesperioden. Vel er det almindeligvis således, at de største indtægter ved fremvisning og distribution af en film falder inden for de første år efter premieren, men dette indebærer på den anden side ikke, at der ikke er udsigt til indtægter senere hen i den ophavsretligt beskyttede periode. Sagen i SKM2003.586.HR vedrørte netop aftaler om brugsretten til ældre film, og det viser jo netop, at der også for ældre film består indtægtsmuligheder.

Hertil kommer andre begrænsninger i X A/S' brugsret, først og fremmest med hensyn til det geografiske område, i hvilket X A/S kan udnytte brugsretten. X A/S' brugsret omfatter som nævnt typisk Danmark og de øvrige nordiske lande. Dette område er, set fra f.eks. en amerikansk producents synspunkt, et meget begrænset område, og repræsenterer alene en brøkdel af producentens samlede indtægter for en given film.

Aftalerne kan desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler indeholder for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".

Sammenfattende er det repræsentantens opfattelse, at svaret på spørgsmål 1 er "ja".

Ad spørgsmål 2:

Hvis svaret på spørgsmål 1 er "ja", er spørgsmålet efter repræsentantens opfattelse herefter, på hvilket tidspunkt udgiften til erhvervelsen af brugsretten er fradragsberettiget.

I en række tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme indkomstår.

I nogle tilfælde er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.

Det fremgår efter repræsentantens opfattelse af SKM2003.586.HR, at udgifterne til erhvervelse af filmrettigheder skal fradrages på det tidspunkt, hvor disse er "anvendt". Ifølge de indgåede aftaler mellem selskabet og filmproducenterne i denne sag var det aftalt, at selskabet skulle betale 363.635 kr. for brugsrettighederne, hvoraf 323.135 kr. skulle betales i 1993 og 40.500 kr. i 1994. Højesteret fandt, at de 323.135 kr. måtte anses for "anvendt" i 1993, mens de 40.500 kr. måtte anses for "anvendt" i 1994. Ud fra det offentliggjorte referat af afgørelsen er det ikke muligt at afgøre, hvorledes dette hænger sammen med det grundlæggende retserhvervelsesprincip.

En betydelig del af de film, som X A/S indgår aftaler med filmproducenter om, har på aftaletidspunktet endnu ikke haft premiere i Danmark. Hertil kommer, at man i en række tilfælde indgår aftale med producenten et eller i enkelte tilfælde to år før premieretidspunktet. Det sker også, at der indgås aftale med producenten, førend filmen er færdigproduceret. Endelig er det således, at visse aftaler omfatter brugsretten til mere end én film. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at X A/S selv bestemmer premieretidspunktet i Danmark, og at dette derfor ikke nødvendigvis ligger fast på det tidspunkt, hvor der indgås aftale med producenten.

Efter repræsentantens opfattelse må udgiften til erhvervelse af brugsretten til film være fradragsberettiget på det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende aftale med producenten, jf. det grundlæggende retserhvervelsesprincip. I tilfælde af, at de af aftalen med producenten omfattede film på aftaletidspunktet endnu ikke er færdigproducerede, og aftalen er betinget af færdigproduktion af de pågældende film, er udgiften fradragsberettiget på det tidspunkt, hvor producenten har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til færdigproduktion af de film, der er omfattet af aftalen.

Ovennævnte gælder efter repræsentantens opfattelse, uanset om aftaletidspunktet ligger forud for det år, hvor de af aftalen omhandlede film har premiere i Danmark, idet X A/S ved indgåelsen af aftalen (og producentens opfyldelse af sine eventuelle forpligtelser i henhold til denne) må anses for at have afholdt en endelig driftsomkostning, jf. det almindelige retserhvervelsesprincip.

Hvis Skatterådet imidlertid er af den opfattelse, at der ikke kan være fradrag forud for premieretidspunktet, må der i så fald være fradrag på det tidspunkt, hvor de af aftalen omfattede film har premiere i Danmark. I tilfælde af at en aftale omfatter flere film, og disse har premiere i forskellige år, må fradragstidspunktet være premiereåret for den første film, der er omfattet af aftalen. Det er ikke muligt på objektivt grundlag at opdele anskaffelsessummen på de enkelte film, hvis en aftale omfatter flere film. Ofte er en aftale en "pakkeløsning", hvor X A/S har ønske om, at "pakken" omfatter en eller flere bestemte film, mens producenten på sin side til gengæld stiller krav om, at "pakken" også inkluderer andre (mindre "sikre") film.

Ad spørgsmål 3 og 4:

Repræsentanten anfører, at praksis om fradrag for forudbetalte omkostninger er ændret ved Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM2003.447.LSR. Told- og Skattestyrelsen har udsendt cirkulære nr. 2004-06 i anledning heraf.

Det fremgår af dette cirkulære, at forudbetalte omkostninger kan fradrages på betalingstidspunktet, forudsat forudbetalingen ikke vedrører en periode på mere end 12 måneder.

Forudsat at Skatterådet er enig i, at X A/S' betalinger for erhvervelse af brugsret til film er fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. spørgsmål 1 ovenfor, men finder, at fradragstidspunktet ikke er sammenfaldende med aftaletidspunktet i tilfælde af, at premiereåret ligger senere end aftaleåret, jf. spørgsmål 2 ovenfor, må der efter repræsentantens opfattelse principielt være tale om forudbetalte omkostninger.

Da Højesteret i SKM2003.586.HR netop ikke har periodiseret udgifterne over aftalernes løbetid, men anset disse for endeligt afholdt på betalingstidspunktet, må konsekvensen efter repræsentantens opfattelse være, at X A/S kan fradrage betalinger for erhvervelse af brugsret til film på betalingstidspunktet, hvis betalingstidspunktet ligger mindre end 12 måneder forud for det tidspunkt, hvor den pågældende udgift kan anses for afholdt (f.eks. premieretidspunktet).

Endelig  har selskabets repræsentant henledt SKATs opmærksomhed på afgørelsen TfS 1989, 224 LSR, hvor modtagne og afgivne forudbetalinger af løbende licenser (royalties), som efter licenskontrakterne var endeligt erhvervede, skulle medregnes i indkomstopgørelsen for det år, hvor de var betalt.

Repræsentanten anfører, at Landsskatteretten således alene lagde vægt på, at der var tale om en endelig retserhvervelse, fordi forudbetalingerne ikke kunne kræves tilbagebetalt, og at omkostningerne derfor i skattemæssig henseende var afholdt i betalingsåret. Repræsentanten fremhæver, at Landsskatteretten helt klart ikke tillagde det nogen betydning, at der var tale om udgifter, hvis indkomstskabende effekt utvivlsomt må have rakt ud over betalingsåret. Det er repræsentantens opfattelse, at omstændighederne i landsskatteretssagen derfor i al væsentlighed er sammenlignelige med omstændighederne vedrørende X A/S' erhvervelse af brugsrettigheder til filmrettigheder.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Det fremgår af Højesteretsdommen SKM2003.586.HR, at der ikke er tale om erhvervelse af en immateriel rettighed i henhold til den dagældende lov om særlig indkomstskat m.v. § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, (for rettigheder erhvervet efter 19. maj 1993 ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. 16 E, stk. 1, nr. 2), hvis der ved overdragelsen sker en begrænsning af den immaterielle rettighed, således at erhververen ikke opnår den fulde ejendomsret over rettigheden.

Højesteret fandt, at selskabet kunne fradrage udgifterne til erhvervelse af brugsrettigheder til film som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.  De beløb, som selskabet i de omhandlede indkomstår havde betalt for brugsrettighederne, måtte anses for "anvendt" til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor udgifterne var fradragsberettigede som driftsomkostninger i de pågældende indkomstår, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skulle således ikke ske periodisering.

Afskrivningsloven § 40, stk. 2, vedrører efter sin ordlyd afskrivning på andre immaterielle aktiver end goodwill. Bestemmelsen afløser en bestemmelse i ligningsloven om afskrivning på "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder" (tidligere afskrivning på "tidsbegrænsede rettigheder" efter lov om særlig indkomstskat m.v.). Det fremgår af bemærkningerne til afskrivningsloven, at ændringen fra "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder" til "immaterielle aktiver" alene er af sproglig karakter, og at der ikke herved blev tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til gældende praksis. Efter SKATs opfattelse må det derfor lægges til grund, at Højesteretsdommen fortsat har præjudikatsværdi, selv om den kun direkte vedrører forståelsen af den tidligere bestemmelse i lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4.

Højesteretsdommen vedrørte erhvervelse af brugsrettighederne til film, der allerede havde haft premiere ("gamle" film). Der var tale om 3 konkrete kontrakter, der løb 3 år, 4 år og tidsubegrænset.

Højesterets begrundelse for at anse de pågældende udgifter til brugsrettigheder til filmrettigheder for driftsomkostninger, omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan efter SKATs opfattelse med samme vægt anføres til støtte for at behandle udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til premierefilm eller endnu ikke færdigproducerede film som driftsudgifter.

Da X A/S i lighed med hvad der var tilfældet i højesteretssagen erhverver brugsrettigheder til filmrettigheder for en begrænset periode, er det herefter SKATs opfattelse, at selskabets udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til filmrettigheder, skal behandles som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, uanset om der er tale om "gamle" film, premierefilm eller endnu ikke færdigproducerede film.

I sagen SKM2003.586.HR gav Højesteret fradrag for afholdte udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til filmrettigheder i de indkomstår, hvor udgifterne i overensstemmelse betalingsvilkårene i det tre indgåede aftaler blev betalt. Højesteret foretog herved en ordlydsfortolkning af ordet "anvendt" i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet Højesteret fandt, at udgifterne var "anvendt" og dermed var fradragsberettigede i de indkomstår, hvor der skete betaling.

Ved at give fradragsret på betalingstidspunktet, afviste Højesteret, at udgifterne skulle aktiveres og afskrives over den periode, hvor kontrakterne skabte grundlag for indtjening.

Det bemærkes i denne forbindelse, at den praksis, der ifølge Ligningsvejledningen 2006-1, afsnit E.A.3.2, gælder for periodisering af forudbetalte udgifter, der fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke er relevant for så vidt angår fastlæggelse af fradragstidspunktet for beløb, der betales i henhold til kontrakter angående ikke-færdigproducerede film. Dette skyldes, at denne pågældende praksis alene vedrører situationer, hvor der på forhånd betales for ydelser, der løbende skal stilles til rådighed i en fremtidig periode

Endvidere er der ikke grundlag for at opstille et krav om, at en udgift skal have haft indkomstvirkning i det indkomstår, hvor den afholdes.

Efter SKATs opfattelse kan det herefter lægges til grund, at også beløb, der i henhold til den indgåede kontrakt betales for brugsrettighederne til filmrettighederne vedrørende premierefilm eller endnu ikke færdigproduceret film, kan fradrages på betalingstidspunkterne.

 

SKAT indstiller herefter, at Skatterådet som svar på spørgsmål 1 udtaler, at X A/S's udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til film skal behandles som driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne til erhvervelse af film er "anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor betalingerne sker i henhold til de indgåede kontrakter, jf. SKM2003.586.HR. Det er uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, om der sker erhvervelse af "gamle" film, premierefilm eller film, der endnu ikke er færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.

 

Hvis en filmrettighed overdrages fuldt ud, skal udgifterne til erhvervelsen afskrives efter afskrivningslovens § 40, stk. 2, jf. TfS 1994, 669 LR, der er kommenteret i TfS 1995, 80 DEP.

 

Ad spørgsmål 2, 3 og 4

Besvarelsen bortfalder som følge af svaret på spørgsmål 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.