Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 17. maj 2013.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår anvendelsen af bestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om kommunal ejendomsskat på en landbrugsejendom. Med den nævnte bestemmelse, der blev indsat i loven i 2002, er der indført et maksimum for størrelsen af de grundværdistigninger, der kan indgå i beskatningsgrundlaget ved beregningen af kommunal grundskyld. Spørgsmålet i sagen er, hvordan dette loft over stigninger i de afgiftspligtige grundværdier skal anvendes i forhold til en landbrugsejendom, hvor værdien af stuehusgrunden beskattes med en højere grundskyldpromille end grundværdien af den resterende del af ejendommen (produktionsjorden).

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at bestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 2, i loven om kommunal ejendomsskat om loft over grundlaget for beregning af kommunal grundskyld må forstås således, at loftet angår stigninger i ejendommens samlede grundværdi, og at der ikke for landbrugsejendomme er et yderligere loft særligt for værdien af den del af ejendommen, der vedrører stuehusgrunden.

Højesteret tiltræder derfor, at As principale påstand ikke er taget til følge.

Efter lovens § 2, stk. 2, beskattes landbrugsejendomme som nævnt efter to forskellige satser. Værdien af stuehusgrunden beskattes med en (højere) sats, mens grundværdien af den resterende del af ejendommen (produktionsjorden) beskattes med en anden og lavere sats. Beskatningen af stuehusgrund og produktionsjord sker på grundlag af den afgiftspligtige grundværdi, og der er ikke ved indførelsen i 2002 af loftet over stigninger i den afgiftspligtige grundværdi fastsat regler, der afskærer skattemyndighederne fra som sket at lade hele værdistigningen på stuehusgrunden indgå i beskatningsgrundlaget, når loftet over ejendommens afgiftspligtige grundværdi ikke derved overskrides.

Højesteret tiltræder derfor, at As subsidiære påstand heller ikke er taget til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.