Dato for udgivelse
04 apr 2013 14:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 mar 2013 10:16
SKM-nummer
SKM2013.210.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0267210
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Biler, afskrivningsgrundlag
Resumé

Et selskab indkøbte 6 fabriksnye biler efter 30. maj 2012. Bilerne skulle anvendes på en lukket øvelsesbane og blev godkendt til denne anvendelse. De blev ikke forsynet med nummerplader. Bilerne blev ikke anset for omfattet af afskrivningslovens § 5 D, stk. 1, således at afskrivningsgrundlaget kunne udgøre 115 pct. af købsprisen, da bestemmelsen ikke gælde for biler, jf. afskrivningslovens § 5 D, stk. 3. Det var i den forbindelse uden betydning, om bilerne var forsynet med nummerplader.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1191 af 11. oktober 2007 om skattemæssige afskrivninger, senest ændret ved lov nr. 1194 af 23. december 2012

Reference(r)

Afskrivningsloven § 5 D

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2013-1, afsnit C.C.2.4.2.4.2.1

Spørgsmål

1. Det ønskes bekræftet, at 6 fabriksnye biler, som A Aps har indkøbt i perioden efter 30. maj 2012, kan anses for omfattet af afskrivningslovens § 5 D, således at afskrivningsgrundlaget udgør 115 pct. af købsprisen.

Svar

Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

A ApS ejer en lukket øvelsesbane og driver en virksomhed, hvor køreskoleelever lærer at køre glatbanekørsel. Udover kørerlærere består selskabets kunder af privatpersoner, der efter at have erhvervet deres kørekort, ønsker at tage et kursus i glatbanekørsel. 

A ApS ejer de biler, der køres i. Banen består af asfalt, der sprøjtes vand på, således at banen bliver glat.

Selskabet har købt 6 fabriksnye Toyota Auris, 1,4 Diesel, til brug for undervisningen på øvelsesbanen. Bilerne blev leveret til selskabet den 19. september 2012. Der er tale om almindelige personbiler i den lille mellemklasse udstyret med bagsæde og med plads til 4-5 personer. Der er ikke pedaler ved forsædet ved siden af førerpladsen.

På tidspunktet for anskaffelsen af de 6 Toyota'er ejede selskabet allerede 3-4 personbiler samt nogle lastbiler og motorcykler, der blev anvendt til kørsel på øvelsesbanen.

Det fremgår af en attest udstedt af Motorcenter Høje Tåstrup, at de omhandlede biler er godkendt og anmeldt til øvelseskørsel på lukket øvelsesplads eller køreteknisk anlæg i forbindelse med køreuddannelsen til kørekort, kategori A, B, C, D og E. Det fremgår endvidere af attesten, at køretøjerne er optaget i Motorregisteret under et registreringsnummer. A ApS har dog oplyst, at bilerne ikke forsynes med nummerplader.

Udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, der anskaffes som fabriksnye i tidsrummet fra og med den 30. maj 2012 til og med den 31. december 2013, kan efter afskrivningslovens § 5 D, stk. 1, afskrives på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen indgår med 115 pct. Reglen gælder ikke for personbiler og skibe, jf. afskrivningslovens § 5 D, stk. 3.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgerens opfattelse, at de 6 Toyota'er opfylder betingelserne for at kunne afskrives efter bestemmelsen i afskrivningslovens § 5 D, hvorfor der bør svares "ja" til det stillede spørgsmål.

Spørgerens repræsentant har gjort gældende, at der ikke er nummerplader på bilerne, hvorfor det ikke er tale om personbiler i afskrivningslovens § 5 D's forstand. Der er derimod tale om almindelige driftsmidler. Bestemmelsen i afskrivningslovens § 5 D, stk. 3, om, at afskrivningslovens § 5 D, stk. 1, ikke finder anvendelse for udgifter til anskaffelse af personbiler og skibe, er derfor ikke til hinder for, at de 6 Toyota'er kan afskrives efter afskrivningslovens § 6 D.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at 6 fabriksnye biler, som A ApS har indkøbt i perioden efter 30. maj 2012, kan anses for omfattet af afskrivningslovens § 5 D, således at afskrivningsgrundlaget udgør 115 pct. af købsprisen.

Lovgrundlag

Afskrivningslovens § 3:

Driftsmidler og skibe anses for anskaffet, når driftsmidlet eller skibet er

1) leveret til en igangværende virksomhed,

2) bestemt til at indgå i virksomhedens drift og

3) færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften.

Afskrivningslovens § 5 D:

Den skattepligtige kan i stedet for at afskrive efter § 5 vælge at afskrive udgifter til anskaffelse af nye driftsmidler, som udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen indgår med 115 pct., jf. dog stk. 2-7. Ved nye driftsmidler forstås driftsmidler, der anskaffes af den skattepligtige som fabriksnye.

        Stk. 2.    Det er en betingelse for afskrivning efter stk. 1, at anskaffelsessummen som nævnt i stk. 1 ikke fradrages (straksafskrives) efter § 6, stk. 1.

        Stk. 3.    Stk. 1 finder ikke anvendelse for udgifter til anskaffelse af personbiler og skibe.

        Stk. 4.    Indkomstårets afskrivninger efter stk. 1 foretages på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med tillæg af 115 pct. af anskaffelsessummen for driftsmidler, der er anskaffet i indkomståret, jf. dog stk. 7, og med fradrag af 115 pct. af salgssummen for driftsmidler, der er solgt og leveret i indkomstårets løb, og som indgik på den særskilte saldo med 115 pct. af anskaffelsessummen. Saldoværdien ved indkomstårets begyndelse udgør det beløb, hvortil driftsmidler anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger efter stk. 1.

        Stk. 5.    Afskrivning efter stk. 1 kan højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 4.

        Stk. 6.    § 5, stk. 4-6, og § 5 A finder tilsvarende anvendelse for driftsmidler omfattet af stk. 1.

        Stk. 7.    Stk. 1 finder alene anvendelse for driftsmidler, der er anskaffet senest den 31. december 2013, jf. § 3. Den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 4 skal lægges sammen med saldoværdien efter § 5 ved udgangen af indkomståret 2017. Den derved fremkomne samlede saldoværdi skal fra og med indkomståret 2018 behandles efter § 5.

Begrundelse

Afskrivningslovens § 5 D om forhøjet afskrivningsgrundlag finder anvendelse for driftsmidler, der anskaffes som fabriksnye i tidsrummet fra og med den 30. maj 2012 til og med den 31. december 2013. Efter bestemmelsen kan udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, der anskaffes i det nævnte tidsrum - i stedet for at blive afskrevet efter AL § 5 - afskrives på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen indgår med 115 pct.

Det fremgår af afskrivningslovens § 3, hvornår et driftsmiddel kan anses for anskaffet i afskrivningslovens forstand. For at et driftsmiddel kan anses for anskaffet, skal følgende betingelser anses for opfyldt:

  • Driftsmidlet skal være leveret til en igangværende virksomhed
  • Driftsmidlet skal være bestemt til at indgå i virksomhedens drift
  • Driftsmidlet skal være færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i virksomhedens drift

De omhandlede 6 Toyota'er blev som nævnt leveret til A ApS den 19. september 2012. SKAT finder, at det ud fra de forelagte oplysninger kan lægges til grund, at bilerne opfylder betingelsen med hensyn til anskaffelsestidspunkt for at kunne afskrives efter afskrivningslovens § 5 D.

Efter afskrivningslovens § 5 D, stk. 3, finder § 5 D, stk. 1, om forhøjet afskrivningsgrundlag ikke anvendelse for udgifter til anskaffelse af bl.a. personbiler.

Bestemmelse i afskrivningslovens § 5 D blev indsat i afskrivningsloven ved lov nr. 592 af 18. juni 2012. I bemærkningerne til lovforslaget (L 192 2011/12) anføres følgende om afgrænsningen af begrebet "personbiler" i afskrivningslovens § 5 D:

"Personbiler defineres som biler, der er indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet. En virksomhed, der køber en varebil i perioden, vil derfor kunne anvende det forhøjede afskrivningsgrundlag på anskaffelsessummen for bilen."

Skatteministeren har ikke i forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget besvaret spørgsmål fra Folketinget Skatteudvalg, der drejer sig om, hvilke biler der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i afskrivningslovens § 5 D, stk. 3.

De omhandlede 6 Toyota'er er personbiler, der er indrettet til befordring af 4-5 personer.

Hverken ordlyden af afskrivningslovens § 5 D, stk. 3, eller bemærkningerne i lovforslaget giver holdepunkter for at antage, at bestemmelsen ikke omfatter biler uden nummerplade, der alene er godkendt til øvelseskørsel på en lukket øvelsesplads.

SKAT finder herefter, at bilerne er omfattet af bestemmelsen i afskrivningslovens § 5 D, stk. 3.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.