Indhold
Afsnittet handler om fremgangsmåden ved krav om sikkerhedsstillelse
Afsnittet indeholder:
- Varsel om sikkerhedsstillelse
- Afgørelse om sikkerhedsstillelse.
Varsel om sikkerhedsstillelse
Når både de objektive og den subjektive betingelse for sikkerhedsstillelse er til stede, skal Skatteforvaltningen iagttage en bestemt varslingsprocedure over for virksomheden. Dette gælder, når virksomheden inden for de seneste 12 afregningsperioder fire gange har betalt for sent og er i restance med mere end 50.000 kr efter OPKL § 11, stk. 1 litra a.
I denne situation skal Skatteforvaltningen sende et varsel, hvori virksomheden underrettes om, at der vil blive stillet krav om sikkerhed, hvis den undlader at betale restancen inden ti hverdage efter, den har modtaget brevet. Sikkerhedens størrelse bør også fremgå af varslet.
Hvis begrundelsen derimod er et af de øvrige numre i OPKL § 11, stilles der ikke formelt krav om varslingsbrev, men virksomheden bør dog have mulighed for at bringe forholdene i orden. Det betyder, at der også i disse tilfælde skal sendes varsel, medmindre der er tale om forhold, der i ganske særlig grad taler for en meget hurtig afgørelse.
Navnlig i situationen hvor en virksomhed, der som "missing trader" må forventes ikke at ville afregne momsen ved et indenlandsk salg af varer, der handles i en momskarrusel, vil en hurtig afgørelse om sikkerhedsstillelse være påkrævet for at undgå tab. I denne situation kan varslingsbrevet udelades. Der kan dog være pligt til partshøring som følge af FVL § 19.
Afgørelse om sikkerhedsstillelse
Skatteforvaltningens afgørelse om sikkerhedsstillelse skal ske i form af et rekommanderet brev. Se OPKL § 11, stk. 6, 2. pkt. Afgørelsen er et påbud og har derfor virkning fra det tidpunkt, hvor det er kommet frem til modtageren, uanset om det er kommet til kundskab.
Afgørelsen skal ud over krav til begrundelse og lovhenvisninger oplyse om klageadgang samt uddybende oplyse, at en eventuel klage ikke har opsættende virkning.
Det skal desuden fremgå, at
- undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomhedens registrering vil blive inddraget
- en fortsættelse af virksomheden efter inddragelsen vil være strafbar efter OPKL § 17, stk. 3
- ejeren eller den ansvarlige ledelse kan pålægges daglige bøder efter OPKL § 11, stk. 11
- ledelsen vil hæfte for virksomhedens skatter og afgifter efter OPKL § 10 b.
Se OPKL § 11, stk. 7.
Se afsnit A.A.7 om krav til afgørelse.
Det skal fremgå af afgørelsen, at sikkerheden skal stilles senest otte dage efter, at meddelelsen er kommet frem til modtageren. Denne ottedages frist kan i ganske særlige tilfælde udvides, fx hvor virksomheden er i gang med at skaffe en bankgaranti, men hvor det er praktisk umuligt at få fremsendt dokumentet inden for fristen.
Hvis virksomheden beder om at få forlænget fristen, skal den kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den inden for en meget kort tid kan stille den krævede sikkerhed. Skattestyrelsen skal altså ikke forlænge fristen, medmindre virksomheden inden for ottedages fristen dokumenterer eller i det mindste sandsynliggør, at den kan stille sikkerheden.