Indhold
Dette afsnit handler om beskatningen af udbytter fra datterselskaber og koncernselskaber.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Datterselskabsaktier
- Koncernselskabsaktier
Regel
Fonde mv. er skattefri af udbytter fra datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier. Se FBL § 10, der henviser til SEL § 13, stk. 1, nr. 2.
Datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier er nærmere defineret i ABL §§ 4 A og 4 B.
Datterselskabsaktier
Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab mv., der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet og datterselskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1-2 a, 2 d-2 h eller 3 a-5 b, eller at datterselskabet er et tilsvarende udenlandsk selskab, der er selskabsskattepligtigt uden fritagelse i den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende, herunder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, og den kompetente myndighed i denne stat skal udveksle oplysninger med de danske skattemyndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. Se ABL § 4 A, stk. 1 samt afsnit C.B.2.3.4.
Koncernselskabsaktier
Koncernselskabsaktier er defineret som aktier, hvor ejeren og det selskab, hvori der ejes aktier, er sambeskattede efter SEL § 31 eller kan sambeskattes efter SEL § 31 A. Se ABL § 4 B, stk. 1, 1. pkt. Ved koncernselskabsaktier forstås også aktier, hvor en fond mv. og det selskab, hvori der ejes aktier, er koncernforbundne, jf. SEL § 31 C, og hvor selskabet kunne indgå i en sambeskatning. Se ABL § 4 B, stk. 1, 2. pkt.
Koncernselskabsaktier omfatter ikke konvertible obligationer og tegningsretter til konvertible obligationer. Se ABL § 4 B, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.B.3.4 om, hvordan udbytte beskattes hos selskaber samt afsnit C.B.2.3.4.