Indhold

Dette afsnit indeholder en redegørelse for reglerne om erstatning, hvis betingelserne for en rekonstruktion ikke var til stede, da en fordringshaver begærede rekonstruktionen.

Afsnittet indeholder:

  • Erstatning.

Erstatning

Hvis en fordringshaver har begæret rekonstruktionsbehandling, uden at betingelserne for rekonstruktionsbehandling var opfyldt, og dette kunne være undgået ved fornøden agtpågivenhed, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort uden hensyn til, om rekonstruktionsbehandling er indledt. Konkurslovens § 28, stk. 1 finder således også anvendelse i rekonstruktionssituationer. Se konkurslovens § 11 h.

Hvis det viser sig, at fordringen ikke bestod, indtræder erstatningsansvaret, selv om intet kan bebrejdes den, der begærede rekonstruktionsbehandlingen. Se konkurslovens § 28, stk. 2. Der er her tale om et objektivt ansvar.

Under særlige omstændigheder, kan skifteretten bestemme, at en fordringshavers begæring om rekonstruktionsbehandling kun kan tages til følge, hvis der stilles en af skifteretten fastsat sikkerhed for eventuelt erstatningsansvar. Se konkursloven § 28, stk. 3. Skifteretten gør sjældent brug af muligheden for at kræve denne sikkerhedsstillelse.

Krav om erstatning og godtgørelse skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, hvor skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende. Se konkurslovens § 242 a.