Art

Beløb

For motorcykler, herunder motorcykler med sidevogn,

samt kabinescootere.

1.280 kr.

For personbiler, herunder hyrevogne og campingbiler, samt

vare- og lastbiler afgiftsberigtiget efter REGAL § 5, stk. 1.

2.560 kr.

For vare- og lastbiler afgiftsberigtiget efter REGAL § 5, stk. 2.

3.200 kr.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

SKM2006.400.EFD

EF-Domstolen har afgjort, at bestemmelsen i lov om registreringsafgift på biler, hvorefter registreringsafgift opkræves af bilens værdi inklusiv moms, ikke er i strid med 6. momsdirektiv.

EF-Domstolen fremhæver, at registreringsafgiftens afgiftsudløsende omstændighed ikke er leveringen, men den første indregistrering af køretøjet på det nationale område, hvorfor registreringsafgiften ikke er omfattet af begrebet "skatter, told, importafgifter og andre afgifter" som omhandlet i artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra a.

Højesteretsdomme

SKM2014.298.HR

Ved beregning af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for en KIA Carnival MPV Camper XL skulle køretøjets handelspris vurderes som handelsprisen for en camper og ikke handelsprisen for en personbil.

Stadfæstelse af SKM2013.560.VLR

SKM2009.104.HR

Højesteret tiltrådte, at der efter ordlyden af og forarbejderne til REGAL § 10, stk. 1, er hjemmel til SKATs praksis, hvorefter der ved værdiansættelsen af brugte motorkøretøjer i forbindelse med førstegangsregistrering her i landet bliver taget udgangspunkt i annoncerede forhandlerudsalgspriser på tilsvarende køretøjer på det danske marked, indregnet sædvanlig forhandleravance.

Højesteret tiltrådte endvidere, at den danske praksis ikke strider imod forbuddet mod fiskal diskrimination i EF-Traktatens artikel 90, stk. 1, som fortolket i EF-Domstolens praksis, i forhold til brugte biler, der indføres her til landet fra andre EU-lande, herunder som flyttegods i forbindelse med privatpersoners flytning til Danmark fra et andet EU-land.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det konkrete værdiskøn i sagen, der var udøvet af sagkyndige vurderingsmænd, jf. den dagældende REGAL § 13.

Stadfæstelse af SKM2007.124.ØLR

SKM2007.503.SKAT

Retsforlig

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en sag for Højesteret om tilbagebetaling til en bilforhandler af for meget erlagt registreringsafgift af forhandlerens demobiler og kundebiler (værkstedsbiler) i henhold til TSS-cirkulære nr. 2003-11 af 9. maj 2003 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om afgiftsberigtigelse af køretøjer.

Det drejer sig om afgiftsberigtigelse af demokøretøjer efter den dagældende definition af mindstebeskatningsprisen, samt om spørgsmålet vedrørende bevisførelse for overvæltning af afgiften i tilknytning til en  sale and leaseback-aftale.

Landsretsdomme

SKM2017.46.ØLR

Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.

Det var for landsretten ubestridt, at køberen havde været i ond tro om den manglende fulde betaling af registreringsafgiften, og at køberen som følge heraf hæfter for den manglende registreringsafgift, jf. den dagældende REGAL § 19, stk. 2. Spørgsmålet for landsretten var udelukkende, om de danske regler om ejerens hæftelse for registreringen er i strid med EU-retten.

Landsretten fandt med henvisning til EU-domstolspraksis, at registreringsafgift på nye biler er en intern afgift af den i den dagældende artikel 90 TEUF omhandlede karakter, men at bestemmelsens forbud mod diskriminerende interne afgifter ikke kan finde anvendelse, når der ikke eksisterer nogen lignende eller konkurrerende indenlandsk produktion. Landsretten fandt på den baggrund, at de danske bestemmelser om opkrævning af registreringsafgift på fabriksnye biler og de accessoriske bestemmelser om hæftelsen herfor ikke er omfattet af eller i strid med forbuddet mod diskriminerende interne afgifter i den dagældende artikel 90 TEUF.

Landsretten fandt herefter, at forbuddet mod kvantitative indførelsesrestriktioner i den dagældende, artikel 28 TEUF var uden betydning for sagen, idet anvendelsesområderne for artikel 28 og artikel 90 gensidigt udelukker hinanden.

Efter det anførte fandt landsretten, at der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

SKM2005.14.VLR

Ved et indenretligt forlig i Vestre Landsret er det fastslået, at det er told- og skatteforvaltningen, der har bevisbyrden for, at der er sket overflytning af afgiftspligtig avance på en fabriksny bil til en forhøjet ikke-afgiftspligtig avance på en brugte bil, der er taget i bytte.

I den aktuelle sag var slutsedlerne alene udfyldt med forskelsbeløbet mellem den solgte (nye) og den brugte bil, der var taget i bytte (byttesummen). Der var ikke grundlag for at opkræve registreringsafgift på baggrund af standardpriserne for bilerne, idet landsretten ikke fandt, at told- og skatteforvaltningen havde løftet bevisbyrden for overflytningen af avance. Det var således ikke bevist, at kunderne inden handlens endelige indgåelse ikke var orienteret om, at prisen for den bil, der blev taget i bytte, i det endelige salgsdokument ville blive beregnet med udgangspunkt i den aftalte byttesum og en pris lavere end standardprisen for den fabriksnye bil..

Af REGAL § 8, stk. 1, fremgår bl.a., at såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, overflyttes eller faktureres, så de ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor den pågældende overflytning eller omfakturering er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften

SKM2004.186.ØLR

Østre Landsret fastslog, at vurderingsmyndigheden efter REGAL § 13, stk. 1, efter sin sammensætning og efter det betydelige antal vurderinger, myndigheden foretager hvert år, måtte antages at have en meget stor og bred erfaring ved vurdering af køretøjer. Vurderingsmyndigheden havde i den konkrete sag fastsat bilens afgiftspligtige værdi på grundlag af en besigtigelse af bilen sammenholdt med tilgængelige objektive oplysninger om en tidligere tilsvarende vurdering og øvrige foreliggende oplysninger om prisniveauet.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at disse objektive oplysninger var forkerte, og det fandtes heller ikke ved skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at grundlaget for vurderingen af bilen havde været mangelfuldt eller ufuldstændigt. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen.

SKM2003.376.VLR,

jf. SKM2003.12.VLR.

Vestre Landsret frifandt vurderingsmyndigheden vedrørende motorkøretøjer i en sag, hvor vurderingsmyndigheden med henblik på beregning af registreringsafgift havde fastsat værdien af et importeret motorkøretøj.

Syns- og skønsmanden vurderede motorkøretøjet til en væsentligt lavere værdi end vurderingsmyndigheden. Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at skønnet utvivlsomt var foretaget uden påvirkning af uvedkommende hensyn og i øvrigt på et sagligt grundlag. Da der ikke var tilvejebragt oplysninger, der kunne føre til et andet resultat, gav skønsmandens vurdering ikke anledning til at tilsidesætte værdiansættelsen,

Byretsdomme

SKM2022.164.BR

Sagen angik, om en bilforhandler skulle betale yderligere registreringsafgift af 81 biler, og om bilforhandlerens momstilsvar skulle forhøjes.

De omhandlede biler var afgiftsberigtiget på baggrund af "mindstebeskatningsprisen", der svarede til importprisen tillagt en mindsteavance på 9 %. Bilerne var dermed indregistreret til den mindst mulige værdi, som et køretøj kunne indregistreres til, og bilerne kunne herefter sælges til slutbrugerne uden yderligere registreringsafgift. Det var imidlertid en betingelse for salg uden yderligere registreringsafgift, at bilforhandleren reelt havde anvendt bilerne til prøvekørsler og udlån forud for salget af bilerne til slutbrugerne.

Det var blandt andet bilforhandlerens synspunkt, at slutsedlerne udgjorde løbende arbejdsdokumenter, og at datoangivelserne i slutsedlerne ikke kunne tillægges betydning for fastlæggelsen af aftaletidspunktet. Retten fandt, at en slutseddel efter en sædvanlig forståelse må anses for udtryk for en skriftlig købsaftale, og bilforhandlerens synspunkt blev derfor ikke tillagt betydning.

For så vidt angår de omhandlede biler fandt retten, at bilerne ikke reelt havde været anvendt af bilforhandleren til demokørsel. Retten fandt desuden, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2017.359.BR

Spørgsmålet i sagen var, om et leasingselskab ved indregistreringen og afgiftsberigtigelsen af to køretøjer havde anvendt den korrekte afgiftspligtige værdi i medfør af den dagældende REGAL § 8, stk. 1.

Retten fandt, at der ved beregningen af mindstebeskatningsprisen skulle tages udgangspunkt i den enkelte importørs indkøbspris, og at der hverken efter indholdet i registreringsafgiftslovens § 9, stk. 1 og 2, eller retspraksis var holdepunkt for at antage, at andre importørers - i dette tilfælde den officielle importørs - mindstebeskatningspriser kunne anvendes ved afgiftsberigtigelsen.

SKM2013.282.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den registreringsafgiftspligtige værdi ved indførsel af en ny bil fra Tyskland skulle beregnes på baggrund af standardprisen eller fakturaprisen.

Køretøjet var købt af sagsøgeren fra en virksomhed i Tyskland, i hvilken sagsøgerens ægtefælle var medejer og direktør.

Retten fandt ikke, at det forhold - alene - at der kunne være interessefællesskab mellem sælger og køber, kunne føre til, at skattemyndighederne anvendte standardprisen ved afgiftsberigtigelsen, hvis det kunne dokumenteres, at fakturaprisen afspejlede den reelle værdi. Retten henviste bl.a. til, at bilens stand ved toldsyn blev vurderet som middel, og at den pågældende type bil ifølge den under sagen indhentede syn- og skønrapport ikke var attraktiv i 2009. På den baggrund havde sagsøgeren godtgjort, at fakturaprisen repræsenterede bilens reelle værdi.

Retten bemærkede, at skattemyndighederne burde have givet et dokumenterbart påbud om fremvisning af køretøjet, og især om, hvilke konsekvenser der ville følge af en manglende fremvisning af køretøjet til eftersyn, idet retten anførte, at den retsvirkning, som den manglende fremvisning fik, ikke fremgik af loven. Skattemyndighederne havde derfor heller ikke på baggrund af anmodningen om fremvisning kunne fastsætte bilens værdi til standardprisen.

Landsskatteretskendelser

SKAT havde truffet afgørelse om betaling af yderligere registreringsafgift for 11 biler, idet forhandleren ikke havde dokumenteret, at bilerne havde været anvendt som demobiler. Landsskatteretten udtalte, at det afgørende var, om forhandleren på registreringstidspunkterne havde været bruger af bilerne og anvendte dem som demobiler, således at prisen ved forhandlerens hjemtagelse af bilerne kunne lægges til grund som den afgiftspligtige værdi. Efter konkrete vurderinger, herunder hvor længe forhandleren havde været registreret som bruger af bilerne og bilernes kilometerstand ved salg til den endelige forbruger, fandt Landsskatteretten, at forhandleren for to af bilernes vedkommende havde dokumenteret, at disse havde været anvendt som demobiler, mens det ikke var tilfældet for ni af bilerne. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed.

SKAT havde truffet afgørelse om betaling af yderligere registreringsafgift for fire biler, idet forhandleren ikke havde dokumenteret, at bilerne havde været anvendt som demobiler. Landsskatteretten udtalte, at det afgørende var, om forhandleren på registreringstidspunkterne havde været bruger af bilerne og anvendte dem som demobiler, således at prisen ved forhandlerens hjemtagelse af bilerne kunne lægges til grund som den afgiftspligtige værdi. Efter konkrete vurderinger, herunder hvor længe forhandleren havde været registreret som bruger af bilerne og bilernes kilometerstand ved salg til den endelige forbruger, var Landsskatteretten enig med SKAT i, at forhandleren ikke havde dokumenteret, at forhandleren havde anvendt bilerne som demobiler. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKM2015.754.LSR

Ved afgørelsen tog Landsskatteretten stilling til opgørelsen af den afgiftspligtige værdi af et nyt leasingkøretøj efter REGAL § 8 vedrørende handlingsfee, som betaltes til bilforhandlere i forbindelse med købet af køretøjet.

Skatterådets afgørelse, SKM2014.556.SR, stadfæstes på de punkter, der er omfattet af klagen. Landsskatteretten anførte i sin begrundelse, at det beskrevne om leasingkonstruktionen samt om det konkrete indhold af handlingsfee'et, herunder at afgivelse af tilbud samt bekræftelse af ordre skal ske i en særlig skabelon, at spørgers kunde får ret til løbende servicering, adgang til demobiler samt gennem en øget lagerbeholdning at opnå en hurtig leveringstid, medfører ikke, at punkterne a)-c), e) og g)-i) er fritaget for afgift. Indholdet af punkterne har dels ikke karakter af "ekstraudstyr", som det er bekrevet i § 8, stk. 3, og indeholder dels ikke et fornødent element af finansiering, jf. § 8, stk. 5.

SKM2014.718.LSR

For at kunne dokumentere, at der var overflyttet avance, så avancen ikke længere var omfattet af den afgiftspligtige værdi, var det efter Landsskatterettens opfattelse ikke tilstrækkeligt, at det objektivt var konstateret, at et nyt køretøj var solgt med negativ avance samtidig med, at der var konstateret et overskud på den samlede handel med køber. Opkrævningen af den yderligere registreringsafgift var derfor ikke berettiget.

SKM2010.572.LSR

Landsskatteretten stadfæstede motorankenævnets skøn vedrørende fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi, idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte dette skøn. Der blev lagt vægt på, at køretøjet ifølge et af SKAT rekvireret vognkort var udstyret med en AMG-styling pakke.

REGAL § 10, stk. 1.

SKM2006.246.LSR

En brugt personbil af mærket Mercedes, årgang 1990, der blev importeret fra Tyskland, blev i afgiftspligtig værdi ansat af myndighederne til 135.000 kr. efter en konkret vurdering af markedsprisen for tilsvarende køretøjer. Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at myndighedernes fremgangsmåde ikke kunne anses for at være i strid med EU-bestemmelserne.

Landsskatteretten udtalte: Den foretagne beregning er sket i overensstemmelse med REGAL § 4, stk. 6, 10 og 11.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at antage, at denne bestemmelse og den foretagne beregning af afgift er i strid med Rom-traktaten. Der er herved bl.a. henset til, at reglerne om beregning af afgift af brugte køretøjer blev ændret ved lov nr. 361 af 6. juni 1991 efter, at EF-domstolen ved dom af 11. december 1990 havde fundet, at de hidtil gældende regler om beregning af afgift ved indførsel af brugte biler var i strid med Rom-traktaten.

Der henvises i den forbindelse bl.a. til bemærkningerne til lovforslaget, betænkningen og Folketingets forhandlinger. Der henvises videre til, at afgiftsberegningen foretages på grundlag af en værdi, der er fastsat ved en konkret vurdering af den enkelte bil, og til, at der sker en justering af afgiften afhængigt af bilens alder på indregistreringstidspunktet efter reglerne i REGAL § 4, stk. 6, nr. 2. Retten finder således ikke, at der ved denne beregning er opkrævet en afgift, der overstiger afgiftsresidualet i en tilsvarende dansk indregistreret bil.

SKM2005.488.LSR

Landsskatteretten har truffet afgørelse i en sag om opgørelse af afgiftspligtig værdi for nye motorkøretøjer efter § 8, stk. 1, i REGAL i et tilfælde, hvor bilforhandlere afholdt omkostningerne til transport af motorkøretøjerne til Danmark. Landsskatteretten fandt, at bilforhandlernes transportomkostninger til Danmark skulle indgå i den afgiftspligtige værdi ved vurderingen af, om der i den afgiftspligtige værdi var indregnet 9 pct. forhandleravance, og at den afgiftspligtige værdi ikke indeholdt negativ importøravance. Det indebar bl.a., at transportomkostningerne til Danmark skulle indgå i grundlaget for beregning af 9 pct. forhandleravance.

SKM2002.38.LSR

SKM2003.128.LSR

Landsskatteretten har tiltrådt, at en autoriseret importør af biler har afgiftsberigtiget 162 køretøjer således, at der i beregningen er indregnet en forhandleravance, der opfyldte kravene til mindste forhandleravance og derudover en importøravance på 0 kr., jf. REGAL § 8, stk. 1 og § 9, stk. 2.

For de omhandlede 162 biler var der anmeldt en standardpris med en positiv importøravance.

Landsskatteretten har ved efterfølgende kendelser truffet afgørelse om, at der ikke i REGAL stilles krav om fordeling af den lovpligtige samlede mindsteavance mellem importørvirksomheden og forhandlervirksomheden, når køretøjerne sælges til en pris, der svarer til den anmeldte pris efter standardprissystemet, jf. REGAL § 8, stk. 1, om køretøjets almindelige pris.

Det betyder, at såvel importører som forhandlere kan afgiftsberigtige et køretøj til mindstebeskatningsprisen, hvilket vil sige importørens indkøbspris tillagt den gældende mindsteforhandleravance (for tiden 9 pct.). Dette gælder ikke alene køretøjer til eget brug, men også ved salg til forbrugere/slutbrugere. I sidstnævnte tilfælde forudsætter afgiftsberigtigelsen til den lavere værdi, at køretøjet rent faktisk også sælges til en pris, der svarer til grundlaget for afgiftsberigtigelsen.

Efter det foreliggende har Landsskatteretten lagt til grund som ubestridt, at selskabet ved afgiftsberegningerne for de omhandlede 162 motorkøretøjer har indregnet en forhandleravance, der opfyldte kravet om mindsteforhandleravance, og derudover en importøravance på 0. Retten finder således, at det må anses for godtgjort, at selskabets opgørelser af den afgiftspligtige værdi er foretaget i overensstemmelse med reglerne i REGAL § 8, stk. 1.

Retten finder videre, at bestemmelsen i REGAL § 9, stk. 1, 1. pkt. ikke er til hinder for, at selskabet har foretaget afgiftsberegningerne på dette grundlag, da det må anses for godtgjort, at den lavere pris indeholder de elementer, som efter REGAL § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi, jf. § 9, stk. 2, 3. pkt.

Skatterådet

SKM2023.490.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betaling for ekstraudstyr kunne afgiftsfritages efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt. Det var en betingelse for at kunne afgiftsfritage ekstraudstyr efter § 8, stk. 3, 2. pkt., at udstyret ikke monteres af fabrikations- eller importørvirksomheden. Ekstraudstyret blev monteret af nogle servicecentre på vegne af Spørger, der både var importør, og forhandler og ekstraudstyret blev derfor anset for for monteret af Spørger. Der var i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. pkt., efter ordlyden ikke hjemmel til at skelne mellem, hvornår en virksomhed handler som hhv. forhandler eller importør i de tilfælde, hvor en virksomhed varetager begge funktioner.

Da monteringen af ekstraudstyret også måtte anses for foretaget af en importørvirksomhed, var betingelserne for at afgiftsfritage betalingen for ekstraudstyret derfor ikke opfyldt.

SKM2022.552.SR

SKM2020.398.MOTORST

Skatterådet bekræftede, at værdien for aktivering af en hard- og softwarefunktion i et køretøj ikke skulle medregnes til den afgiftspligtige værdi, når brugeren af køretøjet købte aktivering af funktionen gennem en onlineplatform hos producenten. Skatterådet bekræftede endvidere, at værdien for aktivering af en hardwarefunktion, der er installeret i et køretøj, ikke skulle medregnes til den afgiftspligtige værdi, når brugeren købte aktivering af funktionen på en digital voucher hos forhandleren, såfremt brugeren købte voucheren efter at køretøjet var blevet leveret, eller hvis brugeren ikke selv havde købt køretøjet hos den forhandler, hvor voucheren blev købt.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at værdien for aktivering af en hardwarefunktion, der er installeret i et køretøj, ikke skulle medregnes til den afgiftspligtige værdi, når brugeren købte aktivering af funktionen på en digital voucher hos en forhandler samtidig med brugerens køb af køretøjet.

SKM2018.423.SR

Skatterådet bekræftede ud fra en konkret vurdering, at et vederlag, som spørger (en bilforhandler) i forbindelse med salg af køretøjer opkrævede hos sine kunder på vegne af tredjemand for tredjemands medvirken til aftalens tilblivelse, ikke skulle indgå i registreringsafgiftsgrundlaget.

SKM2016.206.SR

En forsikringspræmie, der sælges sammen med en bil, skal indgå i bilens afgiftspligtige værdi.

SKM2016.139.SR

Styresignal

SKM2017.562.SKAT

Styresignalet beskriver SKATs ændrede praksis vedrørende overflytning af avance, dvs. den situation, hvor nye, registreringsafgiftspligtige køretøjer sælges til under den almindelige handelspris, og avancen samtidig flyttes til afgiftsfrit eftermonteret udstyr og/eller brugte byttebiler. Overflytning af avance er beskrevet i REGAL § 8, stk. 1, 5. pkt.   

Styresignalet er en følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.69.LSR vedrørende årene 2010, 2011 og 2012. Landsskatteretten traf afgørelse om, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om overflytning af avance. I afgørelsen fastlagde Landsskatteretten hvilke forhold der kan indgå i vurderingen af, om bevisbyrden for overflytning af avance er løftet.