Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2022.96.ØLR

Sagen angik, om appellanten på kontroltidspunktet i 2014 havde opholdt sig i Danmark i 185 dage eller mere, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Hvis det var tilfældet, angik sagen dernæst, om appellanten var hjemmehørende i Danmark eller Sverige, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10.

Landsretten lagde på baggrund af bevisførelsen til grund, at appellantens hus i Sverige var egnet til helårsbeboelse, og at huset var indrettet og møbleret med henblik på at danne rammen om hans egentlige hjem. Appellantens lejlighed i Danmark fremstod derimod ikke som værende møbleret og indrettet som et egentligt hjem med derimod snarere som et kontor med overnatningsmulighed. Landsretten lagde endvidere til grund, at appellanten ejede nogle udlejningsejendomme i Sverige, som han selv forestod driften af. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af samtlige oplysninger i sagen, fandt landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte appellantens forklaringer om, at han kunne udøve sin erhvervsvirksomhed i Danmark således, at han i de uger, hvor han arbejdede, normalt var i Danmark fra mandag morgen til tirsdag eftermiddag/aften og igen fra torsdag morgen til fredag eftermiddag/aften.

Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at appellanten havde opholdt sig i Danmark i 185 dage inden for en periode på 12 måneder, og han kunne derfor ikke anses for at have bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Vestre Landsret ændrer byrettens afgørelse i SKM2020.15.BR. Se nedenfor.

SKM2020.528.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten som fører af en svensk indregistreret Ferrari, hæftede for betalingen af dansk registreringsafgift som følge af, at bilen ubestridt var taget i brug her i landet.

Ejeren af bilen havde ubestridt bopæl i Danmark på standsningstidspunktet, hvorfor bilen som udgangspunkt var afgiftspligtig her i landet. Appellanten gjorde både for by- og Landsret gældende, at betingelserne for afgiftsfritagelse efter registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1-3, var opfyldt, idet ejeren af bilen angiveligt havde overladt brugsretten til appellanten ved en skriftlig aftale, og idet appellanten havde bopæl i Sverige. For Landsretten gjorde appellanten desuden gældende, at betingelserne for en førers hæftelse iht. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, ikke var opfyldt.

Retten i Roskilde havde ved dom af 14. august 2019 fundet, at betingelserne for afgiftsfritagelse ikke var opfyldt. Se SKM2019.443.BR.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Det, der var kommet frem for Landsretten, kunne ikke føre til et andet resultat. Det kunne således heller ikke føre til et andet resultat, at nogle teleoplysninger vedrørende appellantens mobiltelefon var udgået af sagen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

SKM2018.398.ØLR

Sagen angik, om appellantens to biler var registreringspligtige og dermed registreringsafgiftspligtige her i landet. Appellanten var registreret med bopæl i Y2-by, og bilerne var indregistreret i Y3-land. Spørgsmålet i sagen var, om appellanten måtte anses for at have haft bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. I bekræftende fald gav sagen anledning til spørgsmålet, om hun også måtte anses for at have haft bopæl i Y3-land, hvilket i bekræftende fald gav anledning til et sidste spørgsmål om, hvorvidt hun måtte anses for have været hjemmehørende i Y3-land eller i Danmark i registreringsmæssig henseende.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at der var en stærk formodning for, at appellanten i hvert fald i en 12-måneders periode op til kontroltidspunktet havde bopæl i Danmark, og at hun i samme periode ikke reelt boede i Y3-land. Landsretten lagde herved bl.a. vægt på oplysninger om passager over Øresundsbroen ved brug af brobizz samt indretningen af appellantens lejligheder i henholdsvis Danmark og Y3-land og karakteren af de effekter, som blev fundet under en ransagning af lejlighederne.

Landsretten fandt, at denne formodning ikke var afkræftet ved de afgivne forklaringer eller de fremlagte bilag, som bl.a. omfattede elregninger, der viste, at der havde været et vist elforbrug i den Y3-beliggenhed lejlighed. Det forhold, at appellantens to yngste børn et par måneder før kontroltidspunktet var begyndt i skole og institution i Y3-land, kunne efter landsrettens opfattelse ikke føre til andet resultat.

Landsretten fandt således, at køretøjerne var registreringsafgiftspligtige i Danmark, allerede fordi appellanten kun havde bopæl i Danmark.

SKM2017.406.ØLR

Landsretten fandt det bevist, at appellanten havde opholdt sig i Danmark i mindst 185 dage i kalenderåret 2012. Landsretten lagde endvidere til grund, at appellanten havde sin private og erhvervsmæssige interesser i Danmark, og at dét var årsagen til, at hun i kalenderåret 2012 havde opholdt sig i mindst 185 dage i Danmark. Landsretten fandt derfor, at appellanten var hjemmehørende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, jf. stk. 1, jf. også direktiv 83/182/EØF artikel 3 og 7, og EU-Domstolens praksis herom.

SKM2016.283.ØLR

Ankesagen angik overordnet, om appellanten i medfør af den dagældende registreringsbekendtgørelses § 10, stk. 4, 1. pkt., ville blive registreringspligtig i Danmark, hvis han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte køretøjet i Danmark.

Af de grunde, som var anført af byretten, og da bevisførelsen for landsretten ikke kunne føre til et andet resultat, tiltrådte landsretten, at appellanten på det for sagen relevante tidspunkt havde sin private tilknytning til Danmark.

Efter de foreliggende oplysninger om omfanget og hyppigheden af appellantens ophold i Danmark, fandt landsretten endvidere at appellanten var vendt regelmæssigt tilbage til Danmark. Landsretten bemærkede herved, at der hverken efter ordlyden af den dagældende registreringsbekendtgørelses § 10, stk. 4, eller efter de foreliggende oplysninger om praksis var grundlag for at fastslå et absolut minimumskrav for antallet af ophold i Danmark for at statuere regelmæssig tilbagevenden.

Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at Landsskatterettens afgørelse var i strid med EU-retten.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom (SKM2014.432.BR) i det omfang, den var påanket. Appellanten havde således under ankesagen frafaldet sin subsidiære påstand vedrørende registreringsbekendtgørelsens § 25.

SKM2015.452.ØLR

Appellanten, der var dansk statsborger, havde købt en BMW indregistreret i Tyskland. På købstidspunktet var hun registreret med bopæl i Tyskland.

Landsretten lagde efter en samlet vurdering til grund, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun havde bopæl i Tyskland på købstidspunktet eller havde etableret dobbeltdomicil. Appellanten fik heller ikke medhold i, at hendes samlever, der ubestridt havde brugt bilen, havde bopæl i Tyskland på købstidspunktet.

SKAT havde ikke observeret bilen i Danmark eller standset bilen i en kontrol. SKAT havde derimod modtaget en anmeldelse fra seks navngivne personer om, at appellanten og hendes samlever benyttede bilen i Danmark. Efter bevisførelsen fandt landsretten ikke grundlag for at antage, at ibrugtagningstidspunkt var "udskudt" med den virkning, at registrerings- og afgiftspligten indtrådte på et senere tidspunkt end købstidspunktet.

SKM2015.123.VLR

Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten gav indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre fandt byretten, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende REGAL § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.

For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.

Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at indstævnte ikke fortsat var ejer af køretøjet i perioden fra Politiets første observation af køretøjet i august 2010 til Politiets beslaglæggelse heraf i oktober 2010.

På baggrund af en også for byretten fremlagt rapport fra Rigspolitiet samt de for landsretten fremlagte observationsrapporter fra den i sagen omhandlede periode, understøttet af den supplerende, sikre og troværdige forklaring fra politiobservatøren fandt landsretten det godtgjort, at køretøjet var taget i brug her i landet af både indstævnte selv og af hans ven med indstævntes fulde accept.

Indstævnte, der var dansk statsborger, havde haft bopæl her i landet indtil den 4. marts 2010, og var herefter formelt udrejst og registreret med bopæl i Tyskland frem til den 28. september 2010. Landsretten fandt det på baggrund af en række oplysninger i sagen ikke godtgjort af indstævnte, at han havde opgivet sin bopæl her i landet, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelses § 8, stk. 2.

Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende REGAL § 20, stk. 2

SKM2015.93.ØLR

Appellanten, som var ansat i et fransk selskab, der ejede sagens fransk indregistrerede køretøj, fandtes at være bruger af køretøjet. Landsretten fandt endvidere, at appellanten havde fast bopæl i Danmark i sagens relevante periode, og at han ikke kunne anses for også at have bopæl i Frankrig. Den dokumentation, som appellanten havde fremlagt for at løfte bevisbyrden for bopæl i Frankrig, belyste i stedet et forretnings- eller ferieophold i Frankrig. Køretøjet var derfor registreringspligtigt og registreringsafgiftspligtigt. Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.

Østre Landsret stadfæster Byrettens afgørelse i SKM2013.420.BR.

SKM2013.578.ØLR

T havde fra 22. februar 2008 til 3. februar 2009 anvendt en svensk indregistreret Mercedes til kørsel i Danmark, selvom han reelt havde bopæl i Danmark. Han havde herved unddraget for 204.197 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at han havde en meget stor familie i Danmark og ingen i Sverige. Han flyttede til Sverige fordi han følte sig forfulgt i Danmark. Han havde ingen lejekontrakt på lejligheden i Sverige, som han havde overtaget fra en kammerat, men han havde betalt husleje kontant eller ved bankoverførsel. Han var i perioden ca. 2 gange om ugen i Danmark for at søge arbejde.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig overtrædelse af registreringsafgiftsloven. Der blev herved blandt andet lagt vægt på vidneforklaringer samt at T alene i beskedent omfang færdedes imellem Danmark og Sverige med anvendelse af Brobizz, at T mange gange var observeret i Danmark og det oplyste om T´s personlige forhold og tilknytning til Danmark. T idømtes en fælles- og tillægsstraf af fængsel i 3 måneder, herunder 60 dage betinget samt en tillægsbøde på 102.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men gjorde hele fængselsstraffen betinget fordi tiltalen i sagen først blev modtaget i byretten den 21. oktober 2011.

SKM2013.424.ØLR

T havde anvendt sin svensk indregistrerede bil til kørsel i Danmark, selvom bilen var afgiftspligtig i Danmark, som følge af at T reelt havde bopæl i Danmark. T unddrog herved for 354.202 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at hans BroBizz havde været i uorden, hvorfor han havde lånt sin fars og søsters BroBizz. Han var flyttet til Sverige, fordi det var billigere dér, og fordi han skulle giftes. Han arbejdede i Danmark og overnattede af og til hos forældrene i Danmark, men hans ting var i Sverige.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig unddragelse af registreringsafgift. Retten fandt det godtgjort, at T opholdt sig knap 80 % af tiden i Danmark. T havde reelt bopæl i Danmark. Der blev herved lagt vægt på de fremlagte udskrifter af T´s Brobizz og de parkeringsbøder T havde modtaget i den omhandlede periode. T idømtes fængsel i 7 måneder og en bøde på 177.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte frihedsstraffen til fængsel i 6 måneder.

SKM2013.314.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var registreringsafgiftspligtig vedrørende en svensk indregistreret Mercedes. Retten fandt det efter en konkret bevisbedømmelse ikke godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Herefter var registreringsafgiften med rette opkrævet hos sagsøgeren.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at han i registreringsafgiftsmæssig henseende havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det for landsretten anførte og det af et vidne forklarede kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2013.305.ØLR

T havde i perioden 1. juli 2010 til 13. september 2011 anvendt en svensk registreret Harley Davidson til kørsel i København uden at afgiftsberigtige den i Danmark. Han havde derved unddraget for 124.440 kr. i registreringsafgift. T var formand for en ...sport klub i Danmark og var i klubben dagligt; modtog i perioden pension fra Danmark og størstedelen af hans familie boede i Danmark, han havde ikke skiftet til svensk læge og undlod af praktiske grunde at skifte til en svensk bank. En række personlige effekter var fundet på ekskærestens adresse i København.

T forklarede at han levede et "nomadeliv" og i den pågældende periode havde boet i Sverige hos sin søn og senere sin daværende kæreste. Han overnattede 18-20 dage på en måned hos sønnen.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig unddragelse af registreringsafgift. T var i hvert fald bruger af motorcyklen og efter en samlet vurdering havde T opgivet sin bopæl i Sverige og Danmark var centrum for T´s livsinteresser i hvert fald i perioden fra maj 2011 til den 13. september 2011 og dette måtte have stået T klart. T idømtes fængsel i 20 dage og en tillægsbøde på 62.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

SKM2013.94.VLR

T var tiltalt for at have brugt en svensk indregistreret bil i Danmark uden at denne var afgiftsberigtiget i Danmark, selv om han havde bopæl eller centrum for private livsinteresser i Danmark. Registreringsafgiften androg 337.311 kr.

T købte i april 2009 en svensk indregistreret bil.

T forklarede, at han flyttede sin adresse til Sverige i 2004, men havde svært ved at finde en lejlighed i Sverige, hvorfor han flyttede ind i en lejlighed hos en kammerat i Sverige på samme adresse som G1´s klubhus. T arbejder på en boreplatform, han arbejder typisk 2 uger og har fri 3-4 uger, han fløj til boreplatformen fra Danmark. Han har et barn i Danmark på 12 år. T forklarede, at når han var i Danmark opholdt han sig hos en tidligere kæreste eller i G1´s klubhus.

Byretten fandt, efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder navnlig T´s ringe tilknytning til Sverige, hans familiære tilknytning til Danmark og oplysningerne om hans tilstedeværelse i Danmark, at T havde centrum for sine livsinteresser i Danmark. Retten fandt tillige, at det måtte stå T klart, at han ved at køre i en svensk indregistreret bil unddrog registreringsafgift, hvorfor T fandtes skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen blev fastsat til 50 dages ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 168.000 kr. Bilen blev konfiskeret.

Ved Landsretten blev fremlagt dokumentation for at T havde lejet et værelse i Gøteborg pr. 1. januar 2009. Efter vidneforklaringerne måtte det lægges til grund, at T´s ejendele var flyttet til Sverige, før han blev observeret i bilen i Danmark.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at T var i en proces med flytning til Sverige da han blev observeret i bilen, og at processen var så langt fremskredet, at han ikke længere havde bopæl i Danmark i relation til de danske registrerings- og afgiftsregler.

Herefter blev T frifundet.

SKM2013.280.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellantens køretøj, en Jeep, var registreringspligtig i Danmark.

Byretten lagde til grund som ubestridt, at sagsøgerens køretøj i perioden august til november 2009 i alt 36 dage var blevet observeret holdende på en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hans søn og barnets mor var bosiddende. På baggrund af sagsøgerens forklaring, sammenholdt med oversigten over bropassage i 2009 lagde retten endvidere til grund, at køretøjet primært befandt sig i Danmark og kun sjældent blev benyttet i Sverige. Under disse omstændigheder fandt retten, at der var en sådan formodning for, at sagsøgeren på tidspunktet for beslaglæggelsen af køretøjet, havde bopæl eller hjemsted her i landet, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at dette ikke var tilfældet.

Retten bemærkede endvidere, at der ikke under sagen var fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til befordring, forbrugsafgifter eller andet der godtgjorde, at sagsøgeren reelt havde boet i Sverige.

Tværtimod lagde retten til grund, at der i 2009 ikke var registreret noget forbrug af el i lejligheden. Retten fandt det på denne baggrund ikke alene ved sagsøgerens forklaring godtgjort, at han reelt var bosiddende i Sverige. Retten lagde herefter til grund, at sagsøgeren på daværende tidspunkt havde bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, hvorfor køretøjet var registreringspligtigt i Danmark.

Landsretten tiltrådte byrettens bemærkninger om appellantens familiemæssige tilknytning til Danmark, hans lejlighed i Sverige og de steder, hvor motorkøretøjet har befundet sig.

Endvidere lagde landsretten til grund, at appellanten havde en erhvervsmæssig tilknytning til Danmark.

Efter en samlet vurdering af sagens bevisligheder fandt Landsretten, ligesom byretten, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at motorkøretøjet ikke skulle afgiftsberigtiges.

Appellanten havde heller ikke for Landsretten godtgjort dette, og Landsretten tiltrådte derfor i det hele den begrundelse, som byretten havde givet for at tage Skatteministeriets påstand til følge.

SKM2012.282.ØLR

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.

Byretsdomme 

►SKM2024.283.BR◄

►Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet opkrævet registreringsafgift af et ukrainsk indregistreret køretøj. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark og Ukraine, og at der således forelå dobbeltdomicil. Spørgsmålet var, om sagsøgeren på standsningstidspunktet i april 2017 var hjemmehørende i Danmark eller Ukraine. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens forhold, at sagsøgeren havde godtgjort, at han var hjemmehørende i Ukraine. Retten lagde til grund, at sagsøgeren på standsningstidspunktet havde en ukrainsk kæreste, som han boede sammen med i Ukraine, og at han havde opholdt sig i Ukraine det meste af tiden i 2016 og 2017. Retten lagde endvidere til grund, at han havde sine primære indtægter fra sine virksomheder i Ukraine.◄

SKM2020.15.BR

Sagen angik, dels om sagsøgeren havde opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage, og dels om sagsøgeren var hjemmehørende i Danmark eller Sverige, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, samt § 10.

Retten fandt, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark efter registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Retten tillagde det i den forbindelse bl.a. vægt, at sagsøgeren havde fri rådighed over en lejlighed i Danmark, og at sagsøgeren drev en enkeltmandsvirksomhed i Danmark, hvor sagsøgerens personlige tilstedeværelse i høj grad var påkrævet.

Forklaringerne for byretten samt de fremlagte telefonlister, færgebilletter og en af sagsøgeren udarbejdet kalender kunne ikke føre til en anden vurdering.

Af samme grunde fandt retten, at sagsøgeren var hjemmehørende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.625.BR

Efter en konkret bevisbedømmelse fastslog retten, at sagsøgeren var ejer af en Audi. Da køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, hæftede han for betaling af registreringsafgift med 1.048.291 kr.

Retten stadfæstede hermed Skatteankestyrelsens afgørelse, og Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2014.840.BR

Sagsøgeren flyttede tilbage til Danmark efter en årrække at have været bosat i Sverige og kørte ved flere lejligheder i sin svensk indregistrerede bil i Danmark. Da sagsøgeren var den registrerede ejer af bilen og ikke havde dokumenteret ikke også at være den reelle ejer af bilen, ansås køretøjet for registreringsafgiftspligtigt i medfør af REGAL § 1, stk. 1, jf. KØREGL§ 2, stk. 1, og registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde overdraget brugsretten til bilen i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, hvorved retten blandt andet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at sagsøgeren havde haft rådighed over en anden bil, mens han boede i Danmark.

SKM2014.603.BR

Sagen drejede sig om to forskellige problemstillinger, dels om sagsøgeren, der var polsk statsborger, var registrerings- og afgiftspligtig af en polsk indregistreret personbil, der var taget i brug her i landet, dels om betingelserne for at benytte køretøjet afgiftsfrit i Danmark efter reglerne om udenlandske firmabiler var opfyldt.

Sagsøgeren var indrejst til Danmark fra Polen i marts 2007 og havde siden da boet og være folkeregistertilmeldt i Danmark hos sin danske ægtefælle sammen med sine to mindreårige børn, som også gik i skole i Danmark. I 2009, som sagen vedrørte, havde sagsøgeren arbejdet såvel i Danmark som i Polen, hvor hun havde startet en virksomhed.

Retten fandt, at sagsøgeren havde oprettet det varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark på det tidspunkt i 2009, hvor køretøjet første gang blev benyttet i Danmark, og at hun derfor var hjemmehørende i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Sagsøgeren var derfor registrerings- og afgiftspligtig af køretøjet ved ibrugtagningen.

Sagsøgeren havde anført, at køretøjet ikke var typegodkendt i Danmark og derfor slet ikke kunne indregistreres i Danmark, hvortil retten imidlertid bemærkede, at det ikke er afgørende for afgiftspligten, om køretøjet rent faktisk kan indregistreres.

Om spørgsmålet om afgiftsfri kørsel i køretøjet efter reglerne om udenlandske firmabiler bemærkede retten, at uanset, om en henvendelse fra sagsøgeren til SKAT måtte anses som en ansøgning om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark - hvilket var bestridt af Skatteministeriet - var henvendelsen indgivet efter køretøjets ibrugtagning i Danmark og dermed efter afgiftspligtens indtræden. Reglerne om udenlandske firmabiler, som forudsatte at der før afgiftspligtens indtræden blev ansøgt om og givet tilladelse til afgiftsfri kørsel, kunne derfor ikke finde anvendelse.

SKM2014.583.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt ejeren af et polsk indregistreret køretøj var registreringsafgiftspligtig af køretøjet her i landet.

Ejeren blev i november 2011 standset i køretøjet i Danmark kort efter at være kørt over grænsen. Ejeren erkendte, at hun også tidligere havde anvendt køretøjet i Danmark, og at dette var sket tre gange, hvor det var hendes polske bekendte, som førte køretøjet med hende som passager fra grænsen.

Ejeren havde ubestridt boet og opholdt sig fast i Danmark fra 1985 og i hvert fald frem til 2007, og hun var på tidspunktet for standsningen fortsat registreret med bopæl i Danmark i det danske folkeregister. Ejeren gjorde dog gældende, at hun på tidspunktet for køretøjets anvendelse i Danmark i 2011 havde opgivet sin bopæl i Danmark og flyttet fuldstændig til Polen.

Retten fandt ikke, at ejeren havde godtgjort, at hun havde opgivet sin bopæl i Danmark før, hun et par dage efter standsningen anmeldte flytning til folkeregisteret. Retten fandt dog, at ejeren også havde bopæl i Polen og dermed dobbeltdomicil, men at centrum for hendes livsinteresser var i Danmark, henset til hendes tilknytning hertil bl.a. i form af at hun modtog dansk pension, ejede fast ejendom i Danmark og ofte modtog lægebehandling i Danmark.

Da ejeren dermed var hjemmehørende i Danmark, var hun registreringsafgiftspligtig af køretøjet som følge af, at køretøjet var taget i brug her i landet ved de erkendte anvendelser af køretøjet.

Retten fandt det dog ikke bevist, at køretøjet var anvendt i Danmark på et tidligere tidspunkt end den 1. februar 2011, svarende til det tidspunkt ejeren havde erkendt første gang at have anvendt køretøjet her i landet. Ejeren fik derfor medhold i en subsidiær påstand om, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges på baggrund af en værdiansættelse af køretøjet pr. 1. februar 2011 og ikke allerede pr. 13. november 2007, som SKAT havde lagt til grund var tidspunktet for køretøjets første anvendelse her i landet.

SKM2014.432.BR

Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren ville blive registreringspligtig i Danmark, såfremt han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte dette i Danmark.

Konkret var det overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, havde privat tilknytning til Danmark og regelmæssigt vendte tilbage til Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt.

SKAT traf ved en forhåndsgodkendelse afgørelse om, at sagsøgeren i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet sagsøgeren havde sin private tilknytning til Danmark.

SKAT havde i forhåndsgodkendelsen endvidere tilkendegivet, at sagsøgeren efter det for SKAT oplyste i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 3, kunne få tilladelse til at benytte et udenlandsk indregistreret køretøj til kørsel i Danmark direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark. SKAT anførte i forhåndsgodkendelsen, at hvis sagsøgeren ønskede en sådan tilladelse, skulle sagsøgeren ansøge SKAT herom samt fremkomme med yderligere oplysninger, herunder køretøjets registreringsnummer og mærke.

Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der i sin kendelse stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tillade, at et af sagsøgeren ejet udenlandsk indregistreret køretøj ikke skulle indregistreres i Danmark, hvis sagsøgeren anvendte dette køretøj i Danmark.

Sagsøgeren havde under retssagen nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Tyskland, og subsidiært, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren kunne anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år.

Retten fandt, at sagsøgeren havde sit varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at sagsøgeren dermed havde sin private tilknytning til Danmark, idet retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde sin ægtefælle og nærmeste familie i Danmark, at sagsøgeren siden 1. januar 2005 havde ejet og havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, at sagsøgeren var dansk statsborger, og at sagsøgeren var tilmeldt folkeregistret i Danmark.

Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren normalt opholdte sig i Danmark i det omfang hans arbejde i Tyskland tillod dette. Retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren regelmæssigt var vendt tilbage til Danmark, og at det ikke var en betingelse, at han skulle have opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., sidste led, idet dette kriterium i bekendtgørelsen alene var vejledende. Byretten afviste endvidere sagsøgerens anbringende om, at skattemyndighedernes afgørelse var i strid med EU-retten.

SKM2014.356.BR

Politiet standsede den 6. maj 2010 et udenlandsk indregistreret køretøj, som var ejet af en udenlandsk virksomhed. Køretøjets ejer blev herefter afkrævet registreringsafgift.

Da den udenlandske virksomheds ejer i sit eget navn havde lejet en lejlighed i Danmark, hvor hans hustru og parrets to børn havde folkeregisteradresse, og da virksomheden i 2008, 2009 og første halvdel af 2010 havde optjent langt størstedelen af sin indtægt i Danmark, måtte virksomhedsejeren som udgangspunkt antages at have haft bopæl her.

Det måtte endvidere lægges til grund, at indtægten i Danmark i væsentligt omfang hidrørte fra virksomhedens ejers eget arbejde, og hans forklaring om, at han kun i begrænset omfang havde været i Danmark og ikke altid havde boet hos sin ægtefælle, måtte efter en konkret vurdering anses som udokumenteret og utroværdig. Her var der bl.a. lagt vægt på, at virksomhedsejeren, efter at hustruen og børnene var fraflyttet Danmark, havde lejet en ny bolig her. Nogle af virksomhedsejeren egenhændigt indhentede skriftlige erklæringer var ikke egnede til at bevise, at han havde opholdt sig langt mindre i Danmark, end det fremgik af sagens øvrige oplysninger.

Virksomhedsejeren måtte på denne baggrund anses at have haft bopæl i Danmark og at have været hjemmehørende i Danmark, og han var derfor pligtig at betale registreringsafgift af køretøjet.

SKM2013.58.BR

SKM2012.584.BR

Sagsøgeren, der var udenlandsk statsborger, blev den 22. april 2009 standset i et udenlandsk indregistreret køretøj. Ved standsningen kunne det konstateres, at sagsøgeren den 11. november 2007 havde registreret sig selv og sin nyfødte datter som boende på en adresse i ...1, hvor barnets far, der var dansk statsborger, i forvejen havde bopæl. Sagsøgeren havde derudover i februar 2008 indgået ægteskab med barnets fader, og det var under sagen ikke bestridt, at sagsøgeren havde opholdt sig en del på adressen under sin toårige barselsorlov.

Retten lagde som følge heraf til grund, at sagsøgeren siden den 11. november 2007 havde haft bopæl i Danmark. Det måtte dog derudover lægges til grund, at sagsøgeren i den omtvistede periode tillige rådede over en beboelseslejlighed i udlandet.

Henset til fællesbarnets fødsel og det kort tid derefter indgåede ægteskab samt det formodede samliv på ægtefællernes fælles adresse under barselsorloven fandt retten, at sagsøgeren måtte anses for hjemmehørende i Danmark, hvor hun havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Da det derudover var ubestridt, at sagsøgeren var bruger af køretøjet, skulle der betales registreringsafgift af køretøjet.

Retten tog som følge heraf Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

SKM2011.802.BR

Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bopæl i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Retten fandt, at sagsøgeren på baggrund af bevisførelsen ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten fandt det godtgjort, at sagsøgeren var bruger af bilen, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelses § 7, stk. 3, og fandt herefter, at sagsøgeren hæftede for betalingen af registreringsafgift. Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Landsskatteretskendelser 

SKM2022.598.LSR

Sagen angik, om et køretøj var omfattet af registreringspligten, og hvorvidt køretøjet skulle afgiftsberigtiges. Herudover angik sagen, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde inddraget nummerpladerne på køretøjet. Landsskatteretten fandt, at køretøjet havde været taget i brug på færdselslovens område, idet køretøjet var konstateret anvendt på færdselslovens område på kontroltidspunktet, og da klageren havde forklaret, at køretøjet var anvendt adskillige gange til kørsel fra hjemadressen i Danmark over grænsen til Tyskland. Da klageren havde etableret bopæl i Danmark, uden at klageren havde indregistreret køretøjet i Køretøjsregisteret inden 30 dage, og da klageren ikke havde fået udstedt en køretilladelse fra Motorstyrelsen inden ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område, opfyldte klageren ikke betingelserne for kørsel i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 10 og § 13, stk. 2. Landsskatteretten fandt herefter, at der var indtrådt registreringspligt for køretøjet, og at der var indtrådt afgiftspligt for køretøjet. Under henvisning til sagens oplysninger, herunder klagerens forklaring om anvendelsen af køretøjet på færdselslovens område, fandt Landsskatteretten endvidere, at det var med rette, at Motorstyrelsen havde truffet afgørelse om inddragelse af køretøjets nummerplader.

SKM2021.83.LSR

Den 23. maj 2016 blev en autocamper standset ved den dansk/tyske grænse. Bilen var spansk indregistreret og blev ført af en tysk statsborger. Klageren, der ejede bilen, oplyste, at hun og hendes ægtefælle siden 2011 havde boet i bilen 181 dage om året på en campingplads i Spanien, mens de resten af året boede i en fast opstillet campingvogn på en campingplads i Danmark. SKAT traf afgørelse om opkrævning af registreringsafgift, da bilen havde været anvendt til kørsel i Danmark uden forinden at være indregistreret og afgiftsberigtiget. Klageren gjorde gældende, at bilen ikke skulle afgiftsberigtiges, da føreren den 23. maj 2016 ikke havde bopæl i Danmark.

Ifølge registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal et køretøj registreres i Køretøjsregisteret og dermed afgiftsberigtiges, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet. I tilfælde, hvor en ejer af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater (dobbeltdomicil) anses den pågældende for at have bopæl i den stat, hvor den pågældende er hjemmehørende, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Klager, som var ejer af autocamperen, var registreret i CPR-registreret med en dansk adresse og havde derfor bopæl her i landet efter registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Landsskatteretten anførte, at i henhold til administrativ praksis skulle klagerens bolig i Spanien kunne danne grundlag for almindelig helårsbeboelse, før klageren kunne anses for at have bopæl i Spanien og dermed dobbeltdomicil. Landsskatteretten fandt ikke, at en lejet plads på en campingplads til en autocamper kunne sidestilles med en bolig, der var egnet til helårsbeboelse. Klager havde derfor ikke tillige bopæl i Spanien.

Da klageren herefter alene havde bopæl i Danmark, og da Landsskatteretten fandt, at betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, ikke var opfyldt, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

SKM2014.667.LSR

Klager havde familiemæssig tilknytning til Polen og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Da klager ikke havde godtgjort, at han regelmæssigt vendte hjem til Polen, havde han bopæl i Danmark og var ikke berettiget til at føre et udenlandsk motorkøretøj i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at klagers tidsbegrænsede ansættelseskontrakt ikke indeholdt bestemmelse om, at han kunne vende regelmæssigt tilbage til Polen i 1 måned hver tredje måned, således som han havde oplyst, at han ville, ligesom den udaterede erklæring fra hans danske arbejdsgiver alene bekræfter, at han i 2013 var vendt tilbage til Polen i 1 måned efter 2 måneder.

Landsskatteretten fandt ikke, at de af klageren påberåbte sagsbehandlingsfejl og mangler ved værdiansættelsen gav grundlag for at pålægge SKAT at genoptage SKATs afgørelse vedrørende registreringsafgiftspligt for en bil tilhørende klageren

En polsk indregistreret bil kunne opnå tilladelse til kørsel her i landet, idet ejer og bruger var hjemmehørende i Polen og kun kortvarigt havde opholdt sig i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at ansøgeren ikke ville komme til at opholde sig i Danmark i 185 dage i ét kalenderår.

En studerende, som opholdt sig i Danmark ca. 265 dage om året, samtidig med at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, blev anset for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke måtte køre tysk indregistreret bil her i landet

En polsk statsborger med bopæl i både Danmark og Polen var ikke registreringsafgiftspligtig af et polsk indregistreret køretøj ejet af et polsk selskab. Det fandtes ikke godtgjort, at der forelå en aftale om 6 måneders brugsret, hvorfor han ikke var omfattet af begrebet "bruger", jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3.

To islandske statsborgere opholdt sig i Danmark i cirka et år, med henblik på at studere og søge arbejde. De boede sammen i lejlighed i Danmark under opholdet

De havde en ejerbolig i Island, der var lejet ud for et år. Under opholdet forventede de at tilbringe alle weekender mv. i Danmark.

De pågældende fandtes ikke at have privat tilknytning til Island, ligesom de ikke regelmæssigt vendte tilbage til Island. De blev derfor anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i deres islandsk indregistrerede bil i Danmark.

En polsk studerende, der skulle opholde sig i Danmark i 2 år i forbindelse med studiet, havde bevaret sin bopæl ved forældrene i Polen. Under opholdet i Danmark ville hun vende tilbage til Polen i forbindelse med ferier mv., på mere end 10 dage. Den pågældende blev anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i sin polsk indregistrerede bil i Danmark.

Skatterådet

Skatterådet tog stilling til, om nogle anførte situationer medførte registreringspligt i Danmark for spørgers italiensk indregistrerede firmabil.

Efter registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skal et køretøj kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Dog skal et køretøj registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, som råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere, og denne bruger har bopæl eller hjemsted her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke indtræder registreringspligt i Danmark ved at spørger kører sin italiensk indregistrerede firmabil fra Italien til Danmark samt anvender køretøjet til privat kørsel i Danmark i forbindelse med ferie i Danmark, idet spørger ikke har bopæl i Danmark.

Skatterådet kunne videre bekræfte, at der ikke indtræder registreringspligt i Danmark, hvis spørgers herboende ægtefælle eller børn under spørgers ferie i Danmark i enkeltstående tilfælde anvender spørgers italiensk indregistrerede køretøj i Danmark, idet en sådan begrænset anvendelse ikke bevirker, at spørgers ægtefælle eller børn bliver brugere efter registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3. Spørger overdrager efter det oplyste ikke råderetten over køretøjet til sin ægtefælle eller børn i 30 dage eller mere.

Der er ikke herved taget stilling til lovligheden af, at personer bosat her i landet anvender et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, jf. registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 1.

Skatterådet tog stilling til, om nogle anførte situationer ville medføre registreringspligt i Danmark for Spørgers tysk registrerede køretøj. Spørger var bosat i Indien, men ville opholde sig i Danmark i under 180 dage om året og i højst 3 sammenhængende måneder. Spøger påtænker at anskaffe sig et køretøj i Tyskland og indregistrere det i Tyskland, hvilket de tyske myndigheder efter det oplyste tillader, selvom Spørger ikke har bopæl i Tyskland.

Skatterådet tog videre stilling til, om Spørger ville blive fuldt skattepligtig i henhold til kildeskatteloven, hvis Spørger havde et udenlandsk registreret køretøj stående i Danmark i mere end 180 dage om året.

Efter registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skal et køretøj kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Dog skal et køretøj registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, som råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere, og denne bruger har bopæl eller hjemsted her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke ville indtræde registreringspligt i Danmark som følge af, at Spørger anvendte sit tysk registrerede køretøj til privat kørsel i Danmark i forbindelse med ophold i Danmark under 180 dage om året og i højst 3 sammenhængende måneder, idet Spørger ikke havde en bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsen.

Skatterådet kunne videre bekræfte, at der ikke indtræder registreringspligt i Danmark, hvis spørger opbevarer sit tysk indregistrerede køretøj i garage hos familie eller venner i Danmark, når spørger ikke selv opholder sig i Danmark, så længe disse ikke anvender køretøjet.

Skatterådet kunne endelig bekræfte, at spørger ikke bliver fuldt skattepligtig i henhold til kildeskatteloven, hvis Spørger har et udenlandsk registreret køretøj stående i Danmark i mere end 180 dage om året.

Skatterådet tog stilling til, om nogle anførte situationer skulle medregnes som dage, hvor man opholder sig i Danmark, i forhold til registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor en person ikke er registreret i Det Centrale Personregister, men alligevel anses for at have bopæl her i landet grundet omfanget af dage med ophold her i landet. Et motorkøretøj skal som udgangspunkt registreres i Køretøjsregistret, hvis køretøjets ejer har bopæl her i landet, jf. KØREGL § 2 og registreringsbekendtgørelsens § 5.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at arbejdsdage offshore i Nordsøen på en dansk installation på dansk kontinentalsokkel, ikke skal inkluderes i de maksimalt tilladte 185 dages ophold i Danmark, da den danske kontinentalsokkel er en del af Danmark. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at dage med kurser/møder afholdt i Danmark i forbindelse med arbejde, hvor der overnattes på hotel i Danmark, ikke skulle inkluderes i de maksimalt tilladte 185 dages ophold i Danmark, idet Spørger fysisk opholdte sig her i landet. Skatterådet kunne bekræfte, at dage, hvor spørger var udrejst på ferie i udlandet fra en lufthavn beliggende i Danmark, og Spørgers køretøj var parkeret i lufthavnen, ikke skulle inkluderes i de maksimalt tilladte 185 dages ophold i Danmark, idet "ophold her i landet" efter registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 2 vedrører personen og ikke køretøjet. Dog kan der efter omstændighederne være tale om, at afrejse-/ankomstdagen skal medregnes som en dag med "ophold her i landet."

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne køre i sit svensk indregistrerede køretøj i Danmark. Spørger havde bopæl i Sverige sammen med sin ægtefælle og en lejlighed i Danmark, hvor han overnattede 2 dage om ugen i forbindelse med arbejde i Danmark. Skatterådet bekræftede, at spørger ikke havde bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 6, idet han ikke var registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark og kun ville opholde sig i Danmark ca. 135 dage om året. Endvidere var spørgers personlige tilknytning overvejende i Sverige. Da spørger ikke havde bopæl i Danmark og således ikke var dobbeltdomicileret, kunne spørger køre i sit svensk indregistrerede køretøj uden forudgående tilladelse, jf. registreringsbekendtgørelsens § 12, stk. 1.

Spørger - en udenlandsk virksomhed - udførte bygge- og anlægsarbejde i Danmark. De køretøjer, som spørgers medarbejdere anvendte i den forbindelse var indregistreret i udlandet. Skatterådet fandt, at de pågældende køretøjer skulle indregistreres og afgiftsberigtiges i Danmark fra første dag, de blev anvendt i forbindelse med udførelse af arbejde i Danmark. Dette gælder uanset, at spørgers virksomhed ikke udgør et fast driftssted jf. artikel 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dette følger af, at afgiftspligten ikke er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der alene vedrører beskatningsretten i forhold til indkomst- og formueskat. Spørgsmålet om fast driftssted i relation til afgiftspligten skal derfor afgøres efter dansk ret - selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a - hvorefter der ved bygge- og anlægsarbejde er fast driftssted fra første dag.