Spørgsmål
- Er de ansatte i A Kommune skattepligtige af en værdi af B-kortet?
- I bekræftende fald bedes oplyst, om værdien kan ansættes til en forholdsmæssig andel af kommunens udgifter til ordningen - i det aktuelle tilfælde ca. 217 kr. pr. medarbejder pr. år?
- Skal A Kommune indberette dette gode, jf. bekendtgørelse nr. 1198 af 9/12 2009, kapitel 5, §§ 11-14? (Skatteministeriet bemærker, at bkg, er efterfølgende ændret til bkg. Nr.1390 af 14/12 2010.)
- Hvis der er en indberetningspligt, er det så tilstrækkeligt, at A Kommune indberetter aktuelt 217 kr. pr. år for hver enkelt medarbejder, der har modtaget et B-kort?
Svar
- Ja.
- Ja. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.
- Spørgsmålet afvises.
- Ja. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Alle ansatte i A Kommunes enhedsforvaltning tilbydes som led i deres ansættelsesforhold et B-kort (der er et Id-kort med foto). De ansatte skal dog være fastansatte eller i en tidsbegrænset stilling på mindst et halvt år. I øjeblikket er der udstedt 1.400 kort.
B-kortet giver helt eller delvis gratis adgang til en række sundhedstilbud:
- Fitness World
- Svømmehal
- DHL-stafetten
- Marselisløbet
- Cityløb, B-løbet og løbeskole
- Rygestopkurser
- Kostvejledning
Mulighederne ændrer sig løbende og er beskrevet i en folder, som udleveres til de ansatte.
Ordningerne koster Kommunen følgende cirka beløb på årsbasis:
| Fitness World |
kr. |
160.000 |
| Svømmehal |
kr. |
64.200 |
| Diverse motionsløb |
kr. |
43.300 |
| Kostvejledning |
kr. |
37.000 |
| I alt ca. |
kr. |
304.500 |
Firmaaftalen omfatter alle ansatte i A Kommune. Prisen er opgjort som 80 12-måneders medlemskaber a 1.999 kr. pr. stk. (men der er altså ikke tale om 80 stk. medlemmer).
Kommunens årlige udgifter andrager således kr. 304.500, der fordelt på 1.400 deltagere giver ca. 217 kr. pr. medarbejder.
B-kortet giver også adgang til rygestopkursus, men værdien heraf er ikke skattepligtig, jf. ligningslovens § 30, stk. 1.
Kommunen ved ikke, hvor mange der benytter sig af de forskellige muligheder - det registreres ikke (med mindre man af statistikhensyn ønsker det). Ordningerne er dog baseret på, at kun et fåtal ønsker at benytte de enkelte ordninger. Eksempelvis forventes det, at kun ca. 8 % af de ansatte går til fitness - svarende til gennemsnittet i befolkningen i øvrigt. På det grundlag er der indgået firmarabataftale med Fitness World og med svømmehallen nogenlunde svarende til de rabataftaler, som andre virksomheder ville kunne opnå.
B-kortet indgår ikke i en aftale om kontantlønsnedgang med de ansatte.
Kommunen lægger afgørende vægt på, at denne ordning er enkel og billig for kommunen at administrere og giver de ansatte størst mulig fleksibilitet ved valg af sundhedstilbud.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Efter statsskattelovens § 4, litra a, er ansatte skattepligtige af alle indtægter, hvad enten de består af penge eller formuegoder af pengeværdi. Personalegoder anses som udgangspunkt for at være formuegoder af pengeværdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, og B-kortet må betragtes som et personalegode.
Der er ikke tale om et gode, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde. Godet omfattes derfor ikke af bagatelgrænsen på 5.500 kr. i ligningslovens § 16, stk. 3, pkt. 3.
Der er heller ikke tale om lægefagligt begrundet behandling af medarbejderne ved sygdom eller ulykke eller tilsvarende sygdomsforebyggende behandling, jf. ligningslovens § 30. Dog er ydelser, der afholdes af arbejdsgiveren til medarbejderens rygeafvænning, undtaget fra skattepligt, jf. § 30, stk. 1.
Kommunen er således af den opfattelse, at medarbejderen principielt er skattepligtig af værdien af B-kortet.
Med hensyn til værdien af dette B-kort er udgangspunktet for bedømmelsen den ansattes faktiske forbrug af det gode, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Der er ikke i lovgivningen regler om, at blot muligheden for at deltage uden betaling i fitness, svømning og løb i sig selv skal beskattes hos den enkelte medarbejder. Der er kun tale om et gode i det omfang, medarbejderen rent faktisk benytter det.
Ved at modtage B-kortet deltager medarbejderne i en pakkeløsning, som Kommunen har etableret for sine ansatte, og som koster kommunen et bestemt beløb. Værdien af pakkeløsningen svarer til kommunens udgifter. Hvis ordningen ikke var gratis for medarbejderne, skulle hver medarbejder betale et "kontingent" på ca. 217 kr. pr. år for at være med, idet det forudsættes, at ordningen skal hvile i sig selv.
Ifølge bekendtgørelse nr. 1198 af 9/12 2009 § 13 skal enhver, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold har ydet skattepligtige fordele, omfattet af ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, foretage indberetning herom til indkomstregistret. Et gode af den her omhandlede art er dog ikke omfattet af § 13, stk. 1, litra 1-3, og ej heller af § 13, stk. 2, litra 1-8, eller stk. 3-4. Konklusionen heraf må antages at være, at der ikke er nogen indberetningspligt.
Hvis der er en indberetningspligt, er det spørgers opfattelse, at det er tilstrækkeligt at oplyse et samlet beløb for hver enkelt medarbejder, svarende til den forholdsmæssige del af kommunens udgifter i det pågældende år til de ordninger, som B-kortet giver adgang til, og som er skattepligtige.
I forbindelse med høring har repræsentanten anført, at Skatteministeriet begrunder svaret med, at der skal ske beskatning af den værdi, som det må antages at koste den pågældende at erhverve godet i almindelig fri handel.
Efter spørges opfattelse koster B-kortet det beløb, som kommunen har betalt, hverken mere eller mindre. Dette beløb er det samme beløb, som den enkelte skulle have betalt, hvis man havde slået sig sammen med 1.400 andre personer, f.eks. i en personaleforening, og etableret tilsvarende rabatordninger. Det ville da koste den enkelte 217 kr. pr. år at deltage, og det beløb er den pågældendes sparede privatforbrug.
Der er tale om rabatter, som medarbejderne kunne opnå via andre sammenslutninger. Der er ikke tale om, at arbejdsgiveren indirekte finansierer rabatten. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til SKM 2010.310.SR:
"Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers medarbejdere som udgangspunkt ikke skal multimediebeskattes af, at de gennem spørgers virksomhed kan opnå et billigt telefonabonnement. Skatterådet bemærkede dog, at såfremt der var tale om, at medarbejderne kan få telefonabonnementet billigere gennem arbejdsgiveren, fordi denne har tegnet abonnement hos teleudbyderen og var med til at finansiere en del af medarbejderens billigere abonnement ved at betale en højere pris for virksomhedens abonnement, vil medarbejderne blive omfattet af multimediebeskatningen."
Repræsentanten har dernæst henvist til Ligningsvejledningen afsnit C.A.5.1.2, hvorfra citeres:
"Værdiansættelse i særlige situationer.
Der er en række situationer, hvor den skattemæssige værdiansættelse efter LL § 16 er præciseret gennem praksis.
Arbejdsgivers omkostninger ved manglende holdepunkter for andet
Det kan være vanskeligt at fastlægge markedsprisen, der som udgangspunkt er, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel. Er der ikke tilstrækkelig grundlag for at udøve et selvstændigt skøn over et godes markedsværdi, ud over hvad arbejdsgiver har betalt for godet, kan markedsværdien ansættes til arbejdsgivers indkøbspris. Se SKM2007.567.SR.
Indkøbsforeninger og rabatordninger
Medarbejdere kan på forskellige måder opnå rabatter og særtilbud gennem fx forbrugs- eller personaleforeninger. En sådan rabat er et formuegode. Rabatterne er ikke nødvendigvis betinget af en egentlig modydelse, men kan fx være motiveret af de handlendes ønske om at udvide eller bevare kundekredsen. SKAT anser de billigere priser, som medarbejderen kan købe goder til gennem sådanne rabatordninger som markedsprisen, hvis rabatterne ikke er opnået gennem en modydelse, såsom indirekte betaling fra arbejdsgiver.
Eksempel
I SKM2010.527.SR fik medarbejderne fik et rabatkort, der blandt andet kunne bruges til et motionscenter. Kortet var gratis, men arbejdsgiver skulle betale et administrationsgebyr på 6 kr. Medarbejderne ville ikke være skattepligtige af de rabatter kortet gav. Derimod ville medarbejderne, der modtog kortet, være skattepligtige af administrationsgebyret på 6 kr.
Videregivelse af rabat
Varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren indkøber til særligt favorable priser og sælger videre til medarbejderne, skal som hovedregel værdiansættes til markedsprisen. Som udgangspunkt er markedsprisen, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel.
I praksis er det imidlertid accepteret, at markedsprisen i sådanne situationer anses for at være lig med arbejdsgivers omkostninger, hvis medarbejderne kunne opnå samme favorable pris fx gennem en forbrugs- eller personaleforening. Se SKM 2007.567 SR."
Dertil kommer, at det ikke ville være muligt at opgøre den individuelle subjektive værdi hos hver enkelt medarbejder, fordi omfanget af benyttelsen ikke er oplyst. Det er åbenbart, at ikke alle medarbejdere benytter alle muligheder ifølge kortet, og dette afspejler sig i den rabat, som udbyderne har givet. En medarbejder, der ikke benytter fitnesscentret, men alene går i svømmehallen, skal naturligvis ikke betale skat af den værdi, der ligger i muligheden for at benytte fitnesscentret.
Principielt skal der ikke ske rådighedsbeskatning, men beskatning ud fra den faktiske benyttelse. Når der er tale om rabatordninger, er der ikke praksis for, at den faktiske benyttelse oplyses, således at hver enkelt medarbejder f.eks. skal registrere hver gang, man benytter et af goderne. Det vil være at pålægge kommunen eller de ansatte et helt urimeligt administrativt apparat.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Der spørges om de ansatte i A Kommune er skattepligtige af en værdi af B-kortet, der helt eller delvis gratis giver adgang til følgende sundhedstilbud: Fitness World, Svømmehal, DHL-stafetten, Marselisløbet, B Cityløb, B-løbet og løbeskole, rygestopkurser og kostvejledning.
Efter statsskattelovens § 4 skal alle indtægter medregnes til indkomstopgørelsen, uanset om indtægten fremtræder i form af penge eller andet aktiv af økonomisk værdi. Det er således skattemæssigt uden betydning, om en medarbejder får sit arbejdsvederlag i kontantløn eller i naturalier (personalegoder).
Det fremgår dernæst af ligningslovens § 16, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, efter reglerne i stk. 3-13 medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Det bemærkes, at ligningslovens § 16 dog ikke omfatter goder uden væsentlig værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje.
Ligningslovens § 16 finder kun anvendelse på økonomiske fordele, der ydes som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Ifølge det oplyste tilbydes B-kort til alle ansatte i Kommunes enhedsforvaltning som led i deres ansættelsesforhold. De ansatte skal dog være fastansatte eller i en tidsbegrænset stilling på mindst et halvt år.
Idet kortet stilles til rådighed som led i deres ansættelsesforhold, er det Skatteministeriets opfattelse, at B-kortet er et skattepligtigt personalegode, som nævnt i ligningslovens § 16, stk. 1.
I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.
Spørgsmål 2 og 4
Forudsat at spørgsmål 1 besvares bekræftende, spørges der om, hvorvidt værdien af B-kort kan ansættes til en forholdsmæssig andel af kommunens udgifter til ordningen - i det aktuelle tilfælde ca. 217 kr. pr. medarbejder pr. år. (spørgsmål 2).
Der spørges samtidigt om det er tilstrækkeligt, at Kommunen indberetter aktuelt 217 kr. pr. år for hver enkelt medarbejder, der har modtaget et B-kort. (spørgsmål 4).
Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, at den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder ved skatteansættelsen skal fastsættes til den værdi, som det må antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.
Det fremgår yderligere af pkt. 12.4.3 i cirk. nr. 72 af 17.04.1996, at såfremt der foreligger et personalegode, skatteansættes den ansatte med udgangspunkt i den værdi, som det må antages at koste den pågældende at erhverve godet i almindelig fri handel (markedsværdien).
Har godet karakter af sparet privatforbrug, er den skattemæssige værdi af forbruget det beløb, som den ansatte har sparet ved ikke selv at afholde udgiften til det sparede privatforbrug.
Det er oplyst, at Kommunens samlede udgifter til B-kortet udgør 304.500 kr. pr år, der fordelt på 1.400 deltagere, svarer til ca. 217 kr. pr. medarbejder.
I beløbet på 304.500 kr. indgår udgifter på 160.000 kr, til Fitness World, 64.200 kr. til Svømmehal, 43.300 kr. til diverse motionsløb, samt 37.000 kr. til dækning af kostvejledning.
Skatteministeriet bemærker, at Skatterådet i SKM2008.242.SR bekræftede, at de ansatte i en virksomhed, hvor der var etableret en motionsordning for alle medarbejdere, kunne frasige sig at være en del af motionsordningen, og derved blev undtaget for beskatning.
Det var Skatterådets opfattelse, at selv om alle medarbejdere var omfattet af tilbudet, skulle den ansatte som ikke anvendte ordningen, ikke beskattes, fordi godet - motionsordningen - netop ikke anvendtes. Skatterådet lagde til grund, at den ansatte positivt frameldte sig deltagelse i ordningen, og således ikke anvendte personalegodet.
Det bemærkes dernæst, at det i sagen ikke var muligt at fastlægge, hvad en tilsvarende ordning - individuel aftale - ville koste for 3. mand, og hvad godets omsætningsværdi ville være i fri handel.
Det var derfor Skatterådets opfattelse, at de medarbejdere der tilmeldte sig ordningen som udgangspunkt skulle beskattes af et beløb svarende til deres andel af arbejdsgiverens udgift til ordningen.
Skatteministeriet skal fremhæve, at B-kortet økonomisk hviler i sig selv, hvilket indebærer, at Kommunen ikke yder et direkte tilskud til ordningen, som følge af meget fordelagtige aftaler mellem Kommunen og Fitness World, Svømmehal og andre.
Skatteministeriet vurderer derfor, at værdien af B-kort skal ansættes til en forholdsmæssig andel af kommunens udgifter til ordningen, dvs. at kommunens udgifter skal fordeles på antallet af de udleverede kort. Ifølge det oplyste vil det føre til, at kortets værdi på nuværende tidspunkt kan ansættes til 217 kr., idet kommunen har udstedt 1.400 kort.
Skatteministeriet skal således fremhæve, at beløbet skal justeres, såfremt antallet af de udleverede kort vil afvige fra det budgetterede antal på 1.400 kort, således, at alle arbejdsgiverens udgifter til kortet bliver beskattet hos de ansatte.
I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 2 og 4 besvares bekræftende, med tilføjelse: "Se dog sagsfremstilling og begrundelse".
Spørgsmål 3
Der spørges om Kommunen skal indberette dette gode.
I den forbindelse har repræsentanten henvist til bekendtgørelse nr. 1198 af 9/12 2009, kapitel 5, §§ 11-14. Skatteministeriet bemærker dog, at bekendtgørelsen efterfølgende er ændret til bekendtgørelse nr.1390 af 14/12 2010.
I henhold til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 kan enhver hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet.
Bindende svar gives således kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.
Der kan således ikke afgives et bindende svar vedrørende kontrol og dermed indberetningspligt.
I lyset af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 4 afvises.
Vejledende kan dog oplyses, at der i henhold til bestemmelser i skattekontrollovens §§ 7 og 7A påhviler arbejdsgiveren pligt til at indberette til skattemyndigheder udbetalt løn, udgifter afholdt til sundhedsordning og uddannelse, ydede gave m.m.
Indberetningspligten forudsætter, at der er tale om ansættelsesforhold.
I henhold til § 13 i bekendtgørelse nr.1390 af 14/12 2010, skal enhver efter skattekontrollovens § 7 A, stk. 3, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost i en kalendermåned har ydet skattepligtige fordele, omfattet af ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, foretage indberetning herom til indkomstregisteret.
Under spørgsmål 1 har Skatteministeriet fastslået, der er tale om et tjenesteforhold mellem A Kommune og de ansatte.
Dette indebærer, at forholdet er omfattet af indberetningspligten, som nævnt i skattekontrollovens §§ 7 og 7A.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte Skatteministeriet indstilling.