Indhold
Dette afsnit beskriver gerningsindhold og strafferamme ved overtrædelse af indberetningspligter i kildeskatteloven.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Personer omfattet af reglen
- Gentagelsesvirkning
Regel
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
- undlader at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af kildeskat,
- undlader rettidigt at angive beregning af udbytte og udbetaling af royalty. Se KSL § 66, stk. 2 og KSL § 66 A, stk. 1,
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om beregning af udbytte og udbetaling af royalty,
- anmoder om elektroniske skattekortsoplysninger hos told- og skatteforvaltningen om personer, som man på anmodningstidspunktet ikke påregner at skulle udbetale A-indkomst til.
Se KSL § 74, stk. 1.
e. undlader efter påbud at registrere ansatte i logbog. Se KSL § 86 A, stk. 1,
f. undlader efter begæring at forevise registrering i logbog. Se KSL § 86 A, stk. 2.
Se KSL § 74 A.
Når overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, eller foreligger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter straffelovens § 289. Se KSL § 74, stk. 2
Fuldbyrdelsestidspunkt
Ved undladelser er det strafbare gerningsindhold realiseret, når den indberetningspligtige undlader
- jf. a) rettidigt at foretage fuld indeholdelse, eller
- jf. b) rettidigt at angive grundlaget for indeholdelse,
- jf. e) at registrere ansatte i logbog, når der er givet påbud, eller
- jf. f) at forevise logbog på begæring.
Tidsfristerne for indeholdelse og betaling af kildeskat fremgår af opkrævningsloven. De andre frister fremgår af de materielle bestemmelser i kildeskatteloven. Det er den udviste passivitet i forhold til handlepligten, der er det strafbare gerningsindhold. Når passiviteten skyldes forsæt til unddragelse er dette led i gerningsindholdet også fuldbyrdet, uanset om unddragelsen er realiseret.
Det strafbare gerningsindhold er realiseret ved en aktiv handling i form af
- jf. c) afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, eller
- jf. d) vildledning af told- og skatteforvaltningen ved anmodning om elektroniske skattekortsoplysninger på en navngiven person.
Hvis der er forsæt til unddragelse er dette led i gerningsindholdet også fuldbyrdet, uanset om unddragelsen er realiseret.
Personer omfattet af reglen
Pligtsubjektet er den indberetningspligtige, hvilket er den, for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages eller det selskab/den forening, der udbetaler udbytte eller royalty.
Ansvarssubjekt kan både være den juridiske person og en fysisk person. Se afsnit A.C.3.2.3 om ansvarssubjekter.
Subjektive betingelser for strafansvar
Det er den forsætlige eller groft uagtsomme handling eller undladelse, der er den subjektive betingelse for strafansvar.
Bemærk
I situationer, hvor bevisbyrden ikke kan løftes for en forsætlig overtrædelse, men hvor der er realiseret unddragelse, kan stk. 1 anvendes til udmåling af takstmæssig bøde for grov uagtsomhed.
Gentagelsesvirkning
Det er ikke alene forsæt til unddragelse, der kan udløse fængselsstraf, men også "særligt skærpende omstændigheder" ved forbrydelsen. Hvis den indeholdelsespligtige tidligere har overtrådt kildeskattelovgivningen, anses dette for en særlig skærpende omstændighed, som får indflydelse på strafudmålingen. Se KSL § 74, stk. 2.