Spørgsmål
- Er den selvejende institution X-by Multihus fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, ved indsamling og salg af skrot, hvor overskuddet anvendes til husets aktiviteter med idræt, kongresser, koncerter udstillinger og andre kulturelle aktiviteter?'
- Er den selvejende institution X-by Multihus fritaget for selvangivelsespligt og skattepligt?
Svar
- Nej
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Den Selvejende Institution X-by Multihus blev stiftet den 21. februar 2009 af en gruppe borgere, primært med bopæl i X-by, der allerede i 2008 havde påbegyndt indsamling og iværksat diverse tiltag til fremskaffelse af midler til opførelse af et Multihus i X-by.
Ved stiftelsen af Den Selvejende Institution udgjorde de samlede midler fra 2008 i alt kr. 201.053 som samtidig udgjorde startkapitalen.
Den indsamlede kapital var hovedsageligt opstået og etableret ved afholdelse af sponsorcykelløb på ca. kr.172.000 og salg af skrot, øl og vin ca. kr.113.000, fratrukket varekøb og øvrige udgifter ca. kr. 84.000.
Det fremgår af vedtægterne for X-by Multihus, at
§ 2: Institutionen har til formål at forestå etablering af X-by Multihus til brug for idræt, fritidsvirksomhed, møder, kongresser, koncerter, udstillinger og andre kulturelle aktiviteter. Desuden til formål bestyrelsen måtte skønne vil være til gavn for egnen og X-by landsby univers.
§ 3: Institutionens midler - Den til institutionens oprettelse og drift fornødne kapital tilvejebringes dels ved drift af X-by Multihus, dels gennem kontingenter og tilskud fra medlemmer og private samt tilskud fra offentlige myndigheder gennem lovgivningen og de til enhver tid gældende regler, og private institutioner, organisationer og virksomheder, salg af eventuelle andelsbeviser, samt eventuel optagelse af lån.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Spørger finder, at institutionens omsætning ved indsamling og salg af skrot kan fritages for moms i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 22.
Det er spørgers opfattelse at omsætningen ikke er konkurrenceforvridende, da der spørger bekendt i området ikke er selvstændige erhvervsdrivende der udøver erhvervet med indsamling og salg skrot.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1:
Det ønskes besvaret, hvorvidt den selvejende institution X-by Multihus er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, ved indsamling og salg af skrot, hvor overskuddet anvendes til husets aktiviteter.
Lovgrundlag:
Momslovens § 13, stk. 1:
Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: (...)
4.) Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning. (...)
18.)Varer og ydelser, der leveres i forbindelse med afholdelsen af velgørende arrangementer. Afgiftsfritagelse meddeles efter forudgående ansøgning til SKAT. Som velgørende arrangementer anses arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det er en betingelse for meddelelse af afgiftsfritagelse, at leveringen sker for arrangørens regning og risiko, og at arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med levering af tilsvarende varer og ydelser. Indsamling og salg af brugte varer af ringe værdi, der foretages af velgørende foreninger m.fl., fritages ligeledes for afgiften efter forudgående ansøgning til SKAT. Det er en betingelse for meddelelse af afgiftsfritagelse, at den velgørende forening m.fl. ikke i øvrigt driver registreringspligtig virksomhed, og at salget udelukkende sker til registrerede virksomheder. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for meddelelse af fritagelse. (...)
22.) Varer og ydelser, der leveres af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. i forbindelse med afholdelsen af aktiviteter, under forudsætning af, at fritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er en betingelse, at overskuddet fuldt ud anvendes til foreningens eget formål, samt at overskuddets anvendelse på anmodning af SKAT kan dokumenteres. Levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter er ikke omfattet af fritagelsen. (...)
Begrundelse:
Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, at almenvelgørende eller almennyttige foreningers salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, kan fritages for moms. Det er en betingelse, at momsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrencefordrejning. Det er endvidere en betingelse, at det indvundne overskud fuldt ud anvendes til foreningens velgørende eller på anden måde almennyttige formål, og at anvendelsen kan dokumenteres. Det er endelig en betingelse, at leveringen af ydelserne ikke er af forretningsmæssig karakter.
Det fremgår af momsvejledningen 2010-1, afsnit D.11.22, at de foreninger mv., der kan momsfritages for deres salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, er de foreninger, som har vedtægtsbestemte formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter.
Afgrænsningen af de formål, der efter bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 22, anses for at være af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter, følger praksis efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, vedrørende momsfritagelse for velgørende arrangementer.
Som formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter anses herefter bl.a. amatøridrætsarbejde, sygdomsbekæmpelse, forbyggende børne- og ungdomsforsorg, u-landshjælp samt kirkeligt arbejde.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at de aktiviteter, der er omfattet af momsfritagelsen, er aktiviteter, der ligger indenfor foreningens formål. Aktiviteter inden for foreningens formål omfatter aktiviteter, der fremgår direkte af formålet, aktiviteter i tilknytning hertil samt andre aktiviteter, der typisk udnyttes i forbindelse med velgørende eller på anden måde almennyttigt arbejde.
Videre fremgår det, at til illustration kan nævnes, at en idrætsklubs primære formål er at dyrke idræt.
Salg af mad- og drikkevarer, badges, tørklæder mv. i forbindelse med afholdelse af et stævne, klubkamp eller lignende klubaktiviteter, vil være aktiviteter i tilknytning til klubbens formål, og dermed være omfattet af fritagelsen. Det samme gælder salg af almindelige sponsorater, herunder hovedsponsorater, og salg af bandereklamer mv.
Afholder en idrætsklub f.eks. en julebasar eller en sommerfest, vil denne aktivitet ligeledes være omfattet, idet sådanne lejlighedsvise arrangementer er aktiviteter, der typisk udnyttes i det velgørende eller på anden måde almennyttige arbejde til indsamling af midler til foreningens primære formål.
Det fremgår af vedtægterne for den selvejende institution, at institutionens formål er "at forestå etablering af X-by Multihus til brug for idræt, fritidsvirksomhed, møder, kongresser, koncerter, udstillinger og andre kulturelle aktiviteter. Desuden til formål bestyrelsen måtte skønne vil være til gavn for egnen og X-by landsby univers."
SKAT finder på det grundlag ikke, at institutionens formål kan siges entydigt at være af almentvelgørende eller almennyttig karakter. SKAT har herved lagt vægt på, at multihuset ifølge vedtægterne blandt andet skal anvendes til møder, kongresser, koncerter og udstillinger mv.
Det er endvidere en betingelse, at den aktivitet, der ønskes momsfritaget efter nr. 22, ligger indenfor rammerne af foreningens formål.
SKAT finder ikke, at indsamling og salg af skrot er en aktivitet, der ligger inden for det angivne formål vedrørende etablering og drift af multihuset.
Det er således SKATs opfattelse, at spørgers aktivitet med indsamling og salg af skrot ikke kan fritages for moms i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 22.
SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med "nej".
Ad spørgsmål 2:
Det ønskes besvaret, hvorvidt den selvejende institution X-by Multihus er fritaget for selvangivelsespligt og skattepligt.
Lovgrundlag:
Selskabsskattelovens § 1, stk. 1:
Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger m.v., der er hjemmehørende her i landet: (...)
6.) ...foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen m.v. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.
Selskabsskattelovens § 3:
Stk. 2. De i § 1, stk. 1, nr. 6, nævnte foreninger m.v. kan ved indkomstopgørelsen fradrage udlodninger til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige. I tilfælde, hvor foreningen foruden erhvervsmæssig indkomst har anden indkomst, anses den ikke-erhvervsmæssige indkomst for medgået til de almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, forinden nogen del af den skattepligtige indkomst anses for medgået hertil.
Stk. 3. Henlæggelser, som foreninger m.v. foretager til sikring af eller til senere anvendelse til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, sidestilles i henlæggelsesåret med udlodninger som nævnt i stk. 2. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om regnskabsmæssige krav til hensættelsen, herunder at denne er effektivt udskilt fra foreningens øvrige midler, samt at ledelsen er forpligtet til ikke at stille de henlagte beløb til disposition for foreningens øvrige virksomhed. Anvendes beløbene til andre end de almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, skal beløbene med tillæg på 25 pct. medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori de anvendes. Har foreningens øvrige indkomst været negativ, beskattes beløbene med tillæg med den for det pågældende indkomstår gældende skatteprocent.
Skattekontrollovens § 1:
Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal over for told- og skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og om sin ejerbolig. De arter af formue, der omfattes af § 8 B, § 8 F, § 8 H, § 8 P, § 8 Q, § 10, § 10 A eller § 10 B, tillige med oplysning om formueværdien af fast ejendom beliggende i udlandet skal selvangives, medmindre oplysningen er omfattet af en af de nævnte indberetningspligter. Den skattepligtige skal desuden selvangive underskud og tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører.
Skattekontrollovens § 2:
Selvangivelsespligten omfatter ikke:
(...)
4) Foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven, hvis foreningen m.v. ikke har indtægt, fortjeneste eller tab som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven.
5) Foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, i selskabsskatteloven, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter § 3, stk. 2 og 3, i selskabsskatteloven ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
Begrundelse:
I medfør af skattekontrollovens § 1, stk. 1, skal enhver, der er skattepligtig her til landet selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ.
Ifølge skattekontrollovens § 2 omfatter selvangivelsespligten ikke selvejende institutioner mv., hvis institutionen ikke har indtægt, fortjeneste eller tab ved erhvervsmæssig virksomhed.
Selvangivelsespligten omfatter heller ikke selvejende institutioner, hvis institutionen som følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning, og foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
Begrænsningen til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål administreres i overensstemmelse med de retningslinier, der er lagt til grund ved administrationen af bestemmelserne i blandt andet ligningslovens § 8 A og § 12, og selskabsskattelovens § 3, stk. 2.
For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier af et objektivt præg. Formålet skal endvidere komme en vis videre kreds til gode.
I betænkning om fonde afgivet af det af Justitsministeriet den 14. juli 1978 nedsatte udvalg fremgår følgende vedrørende praksis omkring ligningslovens § 8 A i relation til begrebet "en vis videre kreds": "Det må kræves, at den virksomhed vedkommende forening m.v. udøver, ikke blot omfatter personer inden for et lokalt eller på anden måde stærkt begrænset område, men er til fordel for en videre kreds af personer, f.eks. i hele landet eller større dele af dette. I praksis lægges der vægt på befolkningstallet i vedkommende område."
Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale øjemed. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige.
SKAT finder ikke, at X-by Multihus' formål ifølge vedtægterne kan siges udelukkende at være almentvelgørende eller almennyttigt. SKAT har i den forbindelse lagt vægt på, at huset efter vedtægterne kan anvendes til møder og kongresser mv. samt til formål, der ikke er entydigt defineret i vedtægterne, men er efter bestyrelsens skøn. SKAT har endvidere lagt vægt på, at anvendelsen af multihuset må antages at være begrænset til mindre lokalt geografisk område omkring X-by.
Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at spørger er skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed og skal indgive selvangivelse.
SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares med "nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.