Indhold

Dette afsnit beskriver fristerne for indgivelse af selvangivelse, herunder om mulighed for henstand.

Indsendelse af selvangivelse

Selskaber mv. skal indsende selvangivelse senest 6 måneder efter indkomstårets udløb. Se SKL § 4, stk. 2. Hvis indkomståret udløber i perioden 1. februar - 31. marts, skal selvangivelsen indsendes senest den 1. august i samme kalenderår. Se SKL § 4, stk. 2, 2. pkt.  Udløber fristen en fredag eller en lørdag, kan selvangivelsen indsendes rettidigt den følgende søndag.

Hvis særlige omstændigheder taler derfor, kan told- og skatteforvaltningen dog efter anmodning give henstand med selvangivelsesfristen. Se SKL § 4, stk. 4.

Foreligger der ikke en selvangivelse på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. Se SKL § 5, stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan fremtvinge en selvangivelse ved pålæg af daglige bøder. Se SKL § 5, stk. 2. Bøderne tilfalder statskassen.

Såfremt det regnskab, der vedlægges selvangivelsen, ikke på indsendelsestidspunktet er godkendt af generalforsamlingen, skal selskabet senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse give told- og skatteforvaltningen meddelelse om generalforsamlingens beslutning med hensyn til det pågældende regnskab. Se SKL § 3, stk. 2, 2. pkt.