Indhold

Dette afsnit beskriver den skattemæssige behandling af den efterlevende ægtefælle, ved fuldstændigt skifte af uskiftet bo, når den efterlevende ægtefælle stadig er i live.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Beskatning af gevinst og tab ved udlodning
  • Undtagelse
  • Virksomhedsskatteloven
  • Underskud i skattepligtig indkomst.

Personer omfattet af reglen

Reglen gælder for den efterlevende ægtefælle, når der sker fuldstændigt skifte af uskiftet bo efter den tidligere afdøde ægtefælle. Se DBSL kapitel 12.

Hovedregel

Den efterlevende ægtefælle beskattes i boperioden af indtægter og udgifter af de aktiver og passiver, som er omfattet af skiftet. Se DBSL § 73, 1. punktum.

Beskatningen af den efterlevende ægtefælle sker efter de almindelige personskatteregler. Reglerne om beskatning er en konsekvens af, at der ikke kan ske en opdeling af formuen i det uskiftede bo i henholdsvis den tidligere afdøde ægtefælles og den efterlevende ægtefælles formue. Hele formuen i det uskiftede bo anses for at være den efterlevende ægtefælles formue. Beskatningen følger dermed princippet om, at den efterlevende ægtefælle beskattes af sin egen formue. Se DBSL § 42, stk. 2.

Den efterlevende ægtefælle beskattes derfor af dødsboets løbende indtægter og udgifter. Det gælder også gevinst og tab ved afståelser bortset fra gevinst og tab, der vedrører udlodning til arvinger og legatarer efter den tidligere afdøde ægtefælle. Se DBSL § 73.

Se også

Se afsnit C.E.14 om definition af legatar.

Beskatning af gevinst og tab ved udlodning

Den efterlevede ægtefælle beskattes ikke af gevinst og tab ved udlodning til andre arvinger og legatarer efter den tidligere afdøde ægtefælle. Se DBSL § 73, 2. punktum.

Undtagelse

Den efterlevende ægtefælle skal beskattes efter reglerne i DBSL afsnit II, §§ 41-51, når der er sket et delvist skifte ved den tidligere afdøde ægtefælles død. Se DBSL § 71, stk. 5. 

Når der er skiftet med en eller flere arvinger ved den tidligere afdøde ægtefælles død, har dødsboet været beskattet efter DBSL afsnit II (skiftede dødsboer). Den efterlevende ægtefælles overtagelse af det resterende bo til uskiftet bo har været behandlet som en udlodning til ægtefællen, og ægtefællen har derfor ikke været beskattet efter reglerne for uskiftede boer. Selvom der nu sker skifte af det uskiftede bo, skal den efterlevende ægtefælle fortsat beskattes efter reglerne i DBSL afsnit II.

Bemærk

Når der sker udlodning til andre arvinger og legatarer i et delvist skiftet bo, er det den efterlevende ægtefælle, der skal beskattes af gevinst og tab. Se DBSL § 71, stk.4.

Se også

Se afsnit C.E.4.4.1.2 om den skattemæssige behandling af dødsboet ved delvis skifte af det uskiftede bo.

Virksomhedsskatteloven

Har den efterlevende ægtefælle brugt virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en erhvervsvirksomhed, der tilhører det uskiftede bo, gælder særlige regler.

Se afsnit C.E.12.4 om, hvordan opsparingerne behandles, ved fuldstændigt skifte af uskiftede bo, når den efterlevende ægtefælle stadig er i live.

Underskud i skattepligtig indkomst

Den efterlevende ægtefælle kan ikke overføre underskud i den skattepligtige indkomst i dødsåret og de efterfølgende indkomstår til fradrag i bobeskatningsindkomsten. Se DBSL § 75, stk. 2.

Den efterlevende ægtefælle er henvist til at fremføre underskuddet efter personskattelovens regler, hvilket kan ske ubegrænset.

Regler når anmodning om skifte er afleveret før 1. juli 2008

Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, hvis anmodning om skifte er afleveret før 1. juli 2008:

Hvis anmodning om skifte er afleveret ...

Så kan ...

før 1. juli 2008

der ske overførsel af underskud mellem dødsboet og den efterlevende ægtefælle.

Se LV 2008-2 Beskatning ved dødsfald afsnit B.C.3.5