Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår reglerne om skifte af afdødes særbo bruges.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
- Når særboet skiftes i udlandet.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, hvor skifte sker i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, og hvor kun afdødes særbo skiftes, mens den efterlevende ægtefælle overtager fællesboet efter reglerne om uskiftet bo.
Bemærk
Efterlevende ægtefælle har ikke mulighed for at få udleveret særboet til uskiftet bo, da et særbo altid skal skiftes.
Hovedregel
Når afdøde var gift ved dødsfaldet, og kun afdødes særbo skiftes, mens den efterlevende ægtefælle overtager fællesboet til uskiftet bo, gælder reglerne i DBSL afsnit III, kapitel 11. Se DBSL § 67, stk. 1.
Bemærk
Når afdøde har
- et særeje, der skiftes, og ikke har noget fælleseje eller
- både særeje og fælleseje, der begges skiftes ved dødsfaldet
gælder reglerne i DBSL afsnit II om skiftede dødsboer fuldt ud.
Se afsnit C.E.3 om dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter.
Undtagelse
Når den efterlevende ægtefælle overtager afdødes særbo efter reglerne om
- ægtefællen er afdødes eneste arving efter arveloven
- suppleringsarv i arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4
gælder reglerne i DBSL kapitel 11 ikke.
Den efterlevende ægtefælle er i stedet skattepligtig af afdødes og dødsboets indtægter i dødsåret efter reglerne i DBSL kapitel 10 om uskiftet bo for begge dødsboer. Se DBSL § 67, stk. 1.
Se også
Se afsnit C.E.4.2 om beskatning af den efterlevende ægtefælle efter reglerne om uskiftet bo.
Bemærk
Når den efterlevende ægtefælle
- er afdødes eneste arving efter arveloven på grund af livsarvingers arveafkald overfor særboet og
- efter DBSL § 58, stk. 5 vælger beskatning efter reglerne i DBSL afsnit II
gælder reglerne i kapitel 11.
Når særboet skiftes i udlandet
Hvis særboet er begrænset skattepligtigt, skal reglerne i DBSL kapitel 9 (begrænset skattepligtigt dødsbo) bruges. Det vil sjældent opstå, fordi begrænset skattepligt indebærer, at afdøde boede i udlandet ved dødsfaldet, og at en dansk skifteret ikke medvirker ved skiftet.
Se afsnit C.E.3.7 om den skattemæssige behandling af dødsboer, der er begrænset skattepligtige til Danmark.