Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilke beløb der skal trækkes fra eller lægges til de foreløbige skatter i mellemperioden.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- "Grøn check" lægges til foreløbige skatter
- Ejendomsværdiskat trækkes fra foreløbige skatter
- Beløb der er tilbagebetalt afdøde efter KSL § 55
- Eksempel
- Regler for dødsfald før 2010.
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Bemærk
Når
- dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL § 18 og
- afdøde var gift og samlevende med den efterlevende ægtefælle
er dødsboet også omfattet. Se DBSL § 78, stk. 2.
Se også
Se afsnit C.E.5.1 om de skattemæssige forhold ved skifteformen boudlæg.
"Grøn check" lægges til foreløbige skatter
Afdødes krav på beløb efter § 1 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Grøn check) er endeligt afgjort med det beløb, der har nedsat den forskudsbetalte indkomstskat før dødsfaldet. Se DBSL § 12 A, stk. 1.
Kompensationsbeløbet for mellemperioden udgør den forholdsmæssige del af forskudsregistreret årligt kompensationsbeløb, der svarer til mellemperiodens længde i forhold til hele indkomståret.
Det betyder, at når SKAT beregner, om afdøde har betalt for lidt eller for meget i skat for mellemperioden, skal afdødes foreløbige skatter forhøjes med kompensationsbeløbet for mellemperioden.
Se også
Se afsnit C.E.3.2.4.2.1 om, hvilke skatter der indgår som foreløbige indkomstskatter i mellemperioden.
Ejendomsværdiskat trækkes fra foreløbige skatter
Når en person afgår ved døden, er foreløbig betaling af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, endelig for afdøde for dødsåret. Se EVSL § 15, stk. 2.
Det betyder, at når SKAT beregner, om afdøde har betalt for lidt eller for meget i skat for mellemperioden, skal afdødes foreløbige skatter nedsættes med den del af forskudsskatten, der vedrører ejendomsværdiskat.
Ejendomsværdiskattens andel af forskudsskatterne udgør den forholdsmæssige del af forskudsregistreret årlig ejendomsværdiskat, der svarer til mellemperiodens længde i forhold til hele indkomståret. Ved beregningen har indkomståret 360 dage og en måned 30 dage. Se EVSL § 11, stk. 1, sidste pkt.
Se også
Se afsnit C.E.3.2.4.2.1 om, hvilke skatter der indgår som foreløbige indkomstskatter i mellemperioden.
Bemærk
DBSL har ingen særregler om ejendomsværdiskat.
Beløb der er tilbagebetalt afdøde efter KSL § 55
Når afdøde har fået tilbagebetalt overskydende skat for mellemperioden efter KSL § 55, skal beløbet nedsætte afdødes foreløbige indkomstskatter. Se KSL § 60, stk. 3.
Eksempel
Eksemplet viser, hvordan afdødes foreløbige skatter reguleres med "Grøn check" og ejendomsværdiskat.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- I forskudsregistreringen indgår årlig
- "Grøn check" med 1.200 kr.
- Ejendomsværdiskat med 5.500 kr.
- Dødsfaldet er sket 3. juni
Mellemperioden er tiden 1. januar til 3. juni eller 154 dage af 365 dage.
Ved beregning af ejendomsværdiskat, der er endelig for mellemperioden bruges, 153 dage af 360 dage.
Regulering af de foreløbige skatter |
Beløb |
Indeholdt A-skat |
10.000 |
Forfalden B-skat i mellemperioden |
12.000 |
Samlede foreløbige skatter |
22.000 |
"Grøn check" er endelig for mellemperioden: 1.200x154/365 |
506 |
|
Ejendomsværdiskat er endelig for mellemperioden: 5.500x153/360 |
-2.338 |
-1.832 |
Samlede foreløbige indkomstskatter, der skal sammenholdes med samlet mellemperiodeskat |
20.168 |
Regler for dødsfald før 2010
Dette skema viser, hvilke regler der ikke gælder for dødsfald før 2010:
Hvis dødsfaldet er sket ... |
Så ... |
før 2010 |
gælder reglen om "Grøn check" ikke, da den er indført med virkning for indkomståret 2010. |