Dato for udgivelse
30 apr 2008 09:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 apr 2008 17:18
SKM-nummer
SKM2008.385.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-061018
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genanbringelse, ejendomsavance, udland
Resumé
Skatterådet bekræfter, at spørger kan genanbringe avancen vedrørende salget af ejendommen i købte ejendomme i Nederlandene, og at han derefter kan flytte til Nederlandene og få henstand med skattebetaling, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, forudsat at selvangivelsen for 2007 bliver indsendt rettidigt.
Hjemmel
08-004317
Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-2 E.J.2.6
Spørgsmål
  1. Kan spørgeren i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A genanbringe avancen vedrørende salget af ejendommen A i købte ejendomme i Nederlandene?
  2. Kan spørgeren derefter flytte til Nederlandene og få henstand med skattebetaling, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, forudsat at selvangivelsen for 2007 bliver indsendt rettidigt herefter af repræsentanten?

Svar

  1. Ja. Se dog sagsfremstilling og begrundelse for betingelserne.
  2. Ja. Se dog sagsfremstilling og begrundelse for betingelserne.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren har i henhold til betinget skøde af den 20. november 2007 solgt to landbrugsejendomme, beliggende A.

Overtagelsesdatoen blev aftalt til den 20. november 2007.

Den første ejendom har i alt areal på 73 ha 9986 m2 og omfatter følgende parceller:

1) a, som har areal på 25 ha 3717 m2,

2) b, som har areal på 15 ha 8530 m2,

3) c, som har areal på 1 ha 6401 m2,

4) d, som har areal på 2 ha 2790 m2,

5) e, som har areal på 4 ha 1950 m2,

6) f, som har areal på 8 ha 9800 m2,

7) g, som har areal på 10 ha 6870 m2,

8) h, som har areal på 4 ha 9928 m2.

Den anden ejendom har areal på i alt 5 ha 2225 m2 og omfatter følgende parceller:

1) i, som har areal på  6947 m2,

2) j, som har areal på 4 ha 5278 m2.

På salgstidspunktet var der på ejendommen en besætning til en værdi 1.200.000 kr., der bestod af følgende dyr:

1) 140 køer à kr. 6.000, i alt 840.000 kr.

2) 90 kvier 0-2 år à kr. 4.000, i alt 360.000 kr.

Endvidere tilkommer ejendommen mælkekvote for produktionsåret 2007/2008 på i alt 1.145.094 kg med basisfedtprocent på 4,12 %.

Købesummen for ejendommen blev aftalt til i alt 24.800.000 kr., fordelt således:

1. Fast ejendom

 Stuehus

 1.600.000 kr.

 Driftsbygninger

 3.900.000 kr.

 Jord

 11.300.000 kr.

 Ejendom uden bygninger

 800.000 kr.

2. Løsøre

 Besætning

 1.200.000 kr.

 Maskiner/inventar

 1.100.000 kr.

 Mælkekvote

 4.200.000 kr.

 Beholdninger

 500.000 kr.

 Betalingsrettigheder

 200.000 kr.

Den forventede avance opnået ved afståelse af ejendommen blev beregnet til at udgøre: 7.010.052 kr. + 492.787 kr.,  i alt 7.502.839 kr.

Der er fremlagt tre kontrakter vedrørende køb af tre landbrugsejendomme i Nederlandene.

Den første ejendom er beliggende B. Ejendommen omfatter stuehus, driftsbygninger og landbrugsjord og er i alt på 17, 0874 ha.

Købesummen blev aftale til i alt 851.000 €, fordelt:

 Stuehus

 120.000 €

 Stuehus grundværdi

 40.000 €

 Driftsbygninger og betonplads

 195.000 €

 Bygningernes grundværdi

 85.000 €

 Landbrugsjord 16,4374 ha

 411.000 €

Den anden ejendom er beliggende C. Ejendommen omfatter stuehus, driftsbygninger og landbrugsjord og er i alt på 18,9248 ha.

Købesummen blev aftale til i alt 990.000 €, fordelt:

 Stuehus

 120.000 €

 Stuehus grundværdi

 42.500 €

 Driftsbygningernes grundværdi

 195.000 €

 Bygningernes grundværdi

82.500 €

 Landbrugsjord 16,4374 ha

550.000 €

Det er oplyst, at spørgeren har planer om at videresælge stuehuset og bygningerne. Spørgeren vil således alene beholde jorden.

Den tredje ejendom er beliggende D. Ejendommen omfatter et stykke landbrugsjord og er på 2,0880 ha. Købesummen blev aftale til i alt 62.640 €.

Spørgeren har således indgået aftaler om køb af ejendomme i Nederlandene til i alt 1.303.640 € (691.000 € + 550.000 € + 62.640 €), svarende til 9.888.761 kr. (kurs 7,5855).

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Repræsentanten er af den opfattelse, at spørgeren i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A kan genanbringe avancen vedrørende salget af ejendommen A i ejendomme, købt i Nederlandene.

Repræsentanten er dernæst af den opfattelse, at spørgeren derefter kan flytte til Nederlandene og få henstand med skattebetaling, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, forudsat at selvangivelsen for 2007 bliver indsendt rettidigt.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Der kan alene ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.

I fortsættelse heraf bemærker SKAT, at det er en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret. Dette følger af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2, nr. 1.

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2, nr. 2, at det endvidere er en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer reglerne anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Det er altid et krav, at selvangivelsen for det pågældende indkomstår er indgivet rettidigt, jf. fristen i skattekontrolloven § 4.

Det er ligeledes en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at spørger i forbindelse med begæring om anvendelse af reglerne afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A er opfyldt.

Der er ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 indsat regler i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A om, at skatten under visse betingelser kan udskydes ved nedsættelse af anskaffelsessummen for udenlandske ejendomme.

Udgangspunktet er herefter at genanbringelsesreglerne tilsvarende finder anvendelse, når der er tale om fast ejendom i udlandet, forudsat at ejendommen anvendes erhvervsmæssigt.

Det er en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at spørger i forbindelse med begæring om anvendelse af reglerne afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A er opfyldt. Det er endvidere altid et krav, at selvangivelsen for det pågældende indkomstår er indgivet rettidigt, jf. fristen i skattekontrollovens § 4.

SKAT lægger således vægt på, at spørgeren efter købet bliver ejer af tre landbrugsejendomme, dvs. erhvervsmæssige ejendomme i Nederlandene, samt at erhvervelsen skal finde sted i det nærværende indkomstår, hvilket indebærer, at kravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2, nr. 1 må anes for at være opfyldt.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares bekræftende, under betingelse af, at betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, i øvrigt er opfyldt.

Spørgsmål 2

Hvis en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører som følge af fraflytning, eller hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, foretages der fraflytterbeskatning efter § 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven, såfremt der er sket nedsættelse af anskaffelsessummen på en ejendom beliggende i udlandet.

Det fremgår dernæst af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 2, at det kan gives henstand med betalingen af skatten indtil salg eller død efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E.

Efter kildeskattelovens § 73 E kan personer således bl.a. få henstand med betaling af skatter beregnet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, såfremt bl.a. nedenstående betingelser er opfyldt:

  • der ved fraflytning m.v. indgives selvangivelse til told- og skatteforvaltningen. Gives der udsættelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 4, stk. 4, skal selvangivelse som betingelse for henstand være indgivet inden denne frist,
  • der stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet (Dette krav skal dog ikke opfyldes, hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er omfattet af Rådets direktiv af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (76/308/EØF) senest ændret af Rådets direktiv af 15. juni 2001 (2001/44/EF), dvs. hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er medlem af EU),
  • henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør,
  • hvis henstandsbeløbet ikke betales rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, og
  • hvis selvangivelsen ved fraflytning ikke indgives rettidigt, bortfalder henstanden.

Idet Nederlandene er omfattet af EU's inddrivelsesdirektiv, er de nederlandske myndigheder i overensstemmelse med artikel 7 forpligtet til at bistå de danske myndigheder ved opkrævning i Nederlandene af eksempelvis indkomst- og formueskatter.

SKAT skal dog bemærke, at reglerne om genanbringelse i §§ 6 A-6 C i ejendomsavancebeskatningsloven ikke omfatter udskydelse af beskatning af genvundne afskrivninger på erhvervsmæssige ejendomme, jf. afskrivningslovens § 21.

Idet bevilling af henstand med et skattebeløb ved fraflytning til Nederlandene således ikke forudsætter, at der stilles sikkerhed for beløbet, indstiller SKAT, at spørgsmål nr. 2 besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.

Land
Holland