A’s klage skyldes, at investeringsprojektet B K/S er anset for omfattet af anpartsreglerne i personskatteloven.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter, selvangivet med 7.019 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for driftsunderskud, selvangivet med 2.495 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Kapitalindkomst

Landsskatteretten godkender fradrag for renter med 7.019 kr.

 Sagens oplysninger

Klageren købte den 14. marts 1996 en anpart i B K/S. Der deltog i alt 10 kommanditister. Ved stiftelsen af selskabet var C ApS komplementar. Selskabet havde ifølge vedtægterne til formål at leje fast ejendom og producere juletræer og pyntegrønt.

I 1997 udtrådte C ApS som komplementar, samtidig med at søsterselskabet D ApS tiltrådte. Selskaberne havde samme adresse.

I 1999 besluttede kommanditselskabets bestyrelse at afvikle virksomhedens aktiviteter med produktion af juletræer på grund af dårlig økonomi. Alle træerne blev pløjet ned i 1999 og jordlejemålet opsagt. Samtidig ændrede B K/S formål, således at aktiviteten fremover kun bestod i finansiering. Den 30. august 2000 indtrådte E A/S som komplementar, samtidig med at datterselskabet D ApS udtrådte. B A/S og D ApS havde samme bestyrelse og var beliggende på samme adresse.

Driftsunderskuddet i B K/S udgjorde i det påklagede indkomstår 2.495 kr. og renteudgifter udgjorde 7.019 kr.

Klageren har ikke medregnet B K/S’ resultat i selvangivelsen, men har inden udløbet af fristen for indlevering af selvangivelsen anmodet om, at resultatet blev medregnet.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er nægtet fradrag for renteudgifter og driftsunderskud i B K/S. Der er henvist til, at virksomhedens aktiviteter med produktion af juletræer m.v. ophørte i 1999. Antallet af ejere er 10, og virksomheden er derfor omfattet af den stramning af anpartsreglerne, der blev gennemført ved lov nr. 434 af 26. juni 1998. Der er sammenfald i bestyrelse og adresser i de to komplementarselskaber. Det fremgår af regnskabet, at det er kommanditisternes oprindelige gæld, der er overført til det ”nye” K/S. Selskabet har derfor ingen reelle aktiviteter, og da der allerede fra starten hersker meget stor usikkerhed omkring betalingen af de gamle tilgodehavender, vil selskabet aldrig komme til at give overskud.

Det gamle kommanditselskab er under afvikling, men eksisterer reelt stadig. For så vidt angår det ”nye” kommanditselskab er der ikke tale om en erhvervsmæssigt drevet virksomhed, men alene en virksomhed, der har til formål at opdrive gamle resthæftelser hos de enkelte kommanditister. Da der reelt er tale om samme kommanditselskab, gælder stramningen i anpartsreglerne for de gamle kommanditselskaber også for det ”nye” kommanditselskab.

Klagerens påstand og argumenter

Der er principalt fremsat påstand om, at de selvangivne fradrag godkendes. Subsidiært er der fremsat påstand om, at klageren indrømmes fradrag i kapitalindkomsten for sin renteandel.

Det er den overvejende hovedregel inden for skattelovgivningen, at beskatningen udøves på grundlag af, hvilken virksomhed skatteyderen udøver i de enkelte indkomstår. Ophører skatteyderen med en bestemt aktivitet, sker beskatningen af aktiviteten maksimalt indtil udgangen af det pågældende indkomstår, medmindre andet er bestemt. Dette princip følges blandt andet i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, jf. blandt andet stk. 12 og 13. Princippet er også fastslået ved afskrivninger på bygninger. En ikke afskrivningsberettiget bygning, der tages i anvendelse til et afskrivningsberettiget formål, kan afskrives fra og med det pågældende indkomstår og indtil udgangen af det indkomståret, hvor den afskrivningsberettigede anvendelse ophører. Der er ikke belæg for at antage , at en bygning, der er anskaffet og taget i brug til ikke afskrivningsberettigede formål, for altid skal opretholde denne status. Det er anvendelsen i det enkelte indkomståret, der er afgørende.

Tilsvarende gør sig gældende inden for indkøbs- og salgsvirksomheder, der er undergivet den særlige kooperationsbeskatning. Brister forudsætningerne for denne beskatning ved, at deltagerkredsen kommer under 10 deltagere, overgår selskabet til almindelig indkomstbeskatning fra og med det efterfølgende indkomstår.

I indkomståret 2000 udfører kommanditselskabet rent faktisk ikke virksomhed som beskrevet i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13. Det er det reelle indhold, der er afgørende. Rent civilretligt anses skifte af komplementar som stiftelse af et nyt kommanditselskab. Dette ses blandt andet af, at kommanditselskaber, der ejer fast ejendom, skal svare stempelafgift som ved ejerskifte, når der sker komplementarskift, jf. SKMD 1982.269D. Dette princip må være gældende overalt, uanset baggrunden for komplementarskiftet, og uanset om dette er til fordel eller ulempe for skatteyderen. Komplementarskiftet i den pågældende situation har i øvrigt et reelt og fuldt berettiget indhold. Den hidtidige komplementar var ifølge årsregnskabet for 1999 insolvent, og for at imødegå risikoen for kommanditselskabets konkurs sammen med komplementaren, besluttedes det at skifte komplementar. Dette underbygger, at kommanditselskabet skatteretligt er at betragte som en ny virksomhed fra og med indkomståret 2000. Kommanditisterne er derfor ikke omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13.

Kommanditisterne i B K/S bør sidestilles med kommanditisterne i de andre selskaber, der har finansieret indbetalingen af deres resthæftelser med et lån. Disse kommanditister har fradrag for deres renteudgifter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Kommanditselskabets virksomhed med juletræsproduktion ophørte endeligt, da træerne blev pløjet ned og jordlejemålet opsagt i 1999. Selv om renteudgifterne i kommanditselskabet stammer fra etableringen af plantagen, må der lægges afgørende vægt på, at klageren i indkomståret 2000 ikke har deltaget i en virksomhed, der er omfattet af ligningslovens § 8 K, stk. 2.

Klageren kan derfor fradrage renteudgiften ved indkomstopgørelsen.

Renteudgifter er som hovedregel kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Personer skal dog medregne renteudgifter til den personlige indkomst, hvis der udøves næring ved køb og salg af fordringer eller finansiering, jf. personskattelovens § 4, stk. 3.

Kommanditselskabet skiftede i 1999 formål, således at formålet fremover var finansiering. Selskabet skulle opretholdes, indtil gælden var betalt eller kommanditisternes resthæftelse var nedbragt til 0 kr. Klagerens deltagelse i virksomheden kan ikke anses for erhvervsmæssig, da der ikke var udsigt til, at virksomheden ville komme til at give overskud. Klagerens deltagelse i virksomheden kan derfor ikke anses for næring med finansiering, jf. personskattelovens § 4, stk. 3.

Klageren kan derfor fradrage renteudgiften i kapitalindkomsten, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Driftsunderskuddet ved deltagelsen i virksomheden kan ikke fradrages, da der ikke er tale om en erhvervsmæssigt drevet virksomhed, men alene en virksomhed, der har til formål at opkræve gamle resthæftelser hos de enkelte kommanditister.