Spørgsmål
- Må medarbejderens andel af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning tillægges beregningsgrundlaget ved opgørelse af årslønnen i relation til ligningslovens § 7 A?
- Må arbejdsgiverens bidrag til pensionsordning tillægges beregningsgrundlaget ved opgørelse af årslønnen i relation til ligningslovens § 7 A?
- Ja
- Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
A A/S producerer audiologisk måleudstyr, som sælges world wide. Selskabet har 175 ansatte. Selskabet udbyder hvert år en medarbejderobligationsordning i henhold til reglerne i ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3.
Selskabet ønsker en afklaring af, om medarbejderens egne indbetalinger henholdsvis selskabets (arbejdsgivers) indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning kan medregnes ved opgørelse af årslønnen i relation til ligningslovens § 7 A.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det fremgår af ligningslovens § 7 A, at der kan udloddes obligationer til en værdi, der ikke overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn. Det angives ikke i bestemmelsen, hvorledes årslønnen skal opgøres.
Efter praksis skal beregningen af årslønnen foretages ud fra objektive kriterier, der sikrer en realistisk opgørelse af lønnen for det år, hvori medarbejderaktie-/obligationsordningen tilbydes. I SKM2001.3LR har Ligningsrådet godkendt en medarbejderaktieordning, hvor årslønnen blev opgjort af medarbejderens bruttoløn før fradrag af A-skat, ATP, AM-bidrag og eventuelt lønmodtagerbidrag til pensionsordning.
Der er således valgfrihed med hensyn til om årslønnen opgøres med eller uden medarbejderens indbetaling til pension, og SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med ja.
Spørgsmål 2
Som anført under spørgsmål 1 er der i Ligningslovens § 7 A, ingen angivelse af, hvorledes årslønnen skal opgøres.
Reglerne om den lempelige beskatning af medarbejderaktieordninger blev skrevet ind i ligningsloven i 1971, og af forarbejderne hertil fremgår, at man ved beregningen af årslønnen for eksempel kunne tage udgangspunkt i medarbejderens samlede aflønning i selskabet det foregående år.
Ved en objektivering af reglerne indsatte man i 1999 reglen om, at medarbejderen må modtage værdier, der ikke overstiger 10 pct. af årslønnen. Forarbejderne til denne lovændring giver ikke yderligere bidrag til fortolkning af, hvorledes årslønnen skal opgøres.
Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiverens bidrag til en pensionsordning er en del af medarbejderens løn og som følge deraf kan tillægges ved opgørelse af årslønnen i relation til ligningslovens § 7 A.
Det indstilles derfor, at spørgsmålet besvares med ja.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.