Visse gevinster er ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet svares en afgift til staten. Det drejer sig om følgende:
Præmieobligationsgevinster og gevinster ved tipning og lotto. Efter bestemmelser i særlige love fradrages der i stedet inden udbetaling en 15 pct.''s afgift af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.
Efter lov om gevinster ved lotterispil m.v, jf. LBK nr 1146 af 02/12/2005 betales lotteriafgift i stedet for indkomstskat af en række nærmere opregnede spil. Af gevinster i Landbrugslotteriet og Varelotteriet udgør afgiften 15 pct. af den del af gevinstens beløb, der overstiger 200 kr. Af andre gevinster udgør afgiften 17,5 pct. af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr., se nærmere Punktafgiftsvejledningens del I
De gevinster, der omfattes af denne lovgivning, er:
- Gevinster i Landbrugs- og Varelotteriet.
- Gevinster ved bortlodninger, der sker i henhold til lov om gevinstopsparing.
- Gevinster ved klasselotteri afholdt af Det Danske Klasselotteri A/S.
- Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte, offentlige bortlodninger - herunder bortlodning ved tombola. En bortlodning er offentlig, når alle får mulighed for at deltage fx efter annoncering i dagspressen.
- Gevinster ved her i landet (bortset fra Færøerne og Grønland) afholdte præmie- og gættekonkurrencer, der henvender sig til offentligheden (herunder de af dag- og ugeblade arrangerede konkurrencer), såfremt der ikke er tale om konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter eller om prisbelønninger for besvarelse af opgaver af denne art. Gevinster ved sådanne konkurrencer er efter udtrykkelig bestemmelse i lotteriafgiftsloven ikke omfattet af denne lov og altså indkomsskattepligtige. Lotteriafgiften administreres af de regionale told- og skattemyndigheder.
Gevinster vundet i et spillekasino omfattet af lov om spillekasinoer, er indkomstskattefri i medfør af § 11 i lov om afgift af spillekasinoer, jf. LBK. nr. 1145 af 2. december 2005.
Gevinster vundet ved totalisatorspil omfattet af lov om totalisatorspil er indkomstskattefri i medfør af § 3, stk. 5 i LBK nr 22 af 16/01/2006 om totalisatorspil.
Cevinster vundet på gevinstgivende spilleautomater omfattet af lov nr. 820 af 26. juni 2006 om gevinstgivende spilleautomater er fritaget for indkomstbeskatning til stat og kommune.
Gevinster der vindes på et spil eller lotteri i udlandet er derimod skattepligtige, Se A.B.7.5.2. Det gælder dog ikke gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land, i det omfang det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes, Se SKM.2004.121.DEP og SKM.2009.276.LSR .
Om præmier og lign. til idrætsfolk, se A.B.2.8.1.