Dato for udgivelse
14 Oct 2013 13:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Sep 2013 08:56
SKM-nummer
SKM2013.724.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-1809-13, B-1814-13, B-1815-13, B-1816-13 og B-1817-13
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Betalingsstandsning og konkurs
Emneord
Skifteret, samtykke
Resumé

En rekonstruktør i 5 rekonstruktionsboer havde valgt skæringsdage, der lå ca. 6 måneder og 1,5 år forud for tidspunktet for skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslag. Valget var begrundet med, dels at den overvejende del af skyldnernes gæld var vedrørende gæld stiftet i forbindelse med forskellige ejendomshandler, dels af praktiske årsager, herunder da der lå reviderede balancer på de tidligere valgte tidspunkter.

SKAT gjorde indsigelse mod valget af disse tidlige skæringsdage.

Skifteretten valgte at fremme de pågældende rekonstruktionsforslag og stadfæstede forslagene, hvorefter afgørelsen herom blev kæret til Vestre Landsret.

SKAT gjorde for Vestre Landsret navnligt gældende, at fastsættelsen af en tidligere skæringsdag end tidspunktet for skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslag var i strid med det konkursretlige ligebehandlingsprincip, jf. konkurslovens § 10 c, og at det indebar en mulighed for spekulation i valget af den skæringsdag, der måtte være mest gunstig for visse kreditorer.

Rekonstruktionsboerne gjorde navnligt gældende, at der ikke i konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 1, var et forbud mod valg af en tidligere skæringsdag, hvorfor der netop under rekonstruktion måtte være en videre adgang til at fastsætte en tidligere skæringsdag.

Rekonstruktionsboerne gjorde endvidere gældende, at rekonstruktøren og tillidsmanden efter en gennemgang af de foretagne dispositioner efter skæringsdagene havde konstateret, at der i perioden ikke var sket forringende eller forrykkende dispositioner.

Vestre Landsrets tog SKATs påstand om, at rekonstruktionsforslagene blev nægtet stadfæstet.

Landsretten begrundede resultatet med, at konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 1, efter forarbejderne sammenholdt med ligebehandlingsprincippet må forstås således, at der ikke uden kreditorernes samtykke kan gennemføres en rekonstruktion med en skæringsdag, der ligger forud for skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslag.

Landsretten tilbagesendte herefter rekonstruktionsforslagene til skifteretten til fortsat behandling.

Reference(r)

Konkursloven § 10 a, stk. 2
Konkursloven § 13 e, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 G.A.3.4.2

Parter

SKAT
(Kammeradvokaten ved advokat Morten Plannthin)

mod

H1 ApS,
H1.2 ApS,
Ejendomsselskabet H1.1 ApS,
A og
BA
(Advokat Jens Paulsen for alle)

Afsagt af landsdommerne

Astrid Bøgh, Kristian Petersen og Dorte Jensen

Sagens baggrund

SKAT påkærer skifterettens kendelse af 28. juni 2013 i rekonstruktionssagerne B-1809-13, B-1814-13, B-1815-13, B-1816-13 og B-1817-13

Fremlagte bilag:

-  

kæresvarskrift med bilag fra advokat Jens Paulsen

-

replik i V.L. B-1809-43 fra Kammeradvokaten

-

replik i V.L. B-1814-13 fra Kammeradvokaten

-

replik i V.L. B-1815-13 fra Kammeradvokaten

-

replik i V.L. B-1816-13 med bilag fra Kammeradvokaten

-

replik i V.L. B-1817-13 fra Kammeradvokaten

-

duplik med bilag fra advokat Jens Paulsen.

Ved kendelse af 28. juni 2013 har skifteretten besluttet at sætte rekonstruktionsforslag af 19. juni 2013 for H1 ApS og rekonstruktionsforslag af 20. juni 2013 for H1.2 ApS, Ejendomsselskabet H1.1 ApS, A og BA til afstemning. I forslagene var, skæringsdagen fastsat til den 31. december 2012 for, så vidt angår H1 ApS, H1.2 ApS og Ejendomsselskabet H1.1 ApS og til den 31. december 2011 for så vidt angår A og BA. Dette fremgik også af de forslag til rekonstruktionsplan, som var blevet behandlet på mødet med fordringshaverne i. skifteretten den 16. maj 2013.

Rekonstruktionsforslagene blev vedtaget, da et flertal af fordringshaverne ikke stemte imod.

Påstande

Kendelsen er kæret af SKAT med påstand om, at rekonstruktionsforslagene nægtes stadfæstet, subsidiært at rekonstruktionsforslagene hjemvises til fornyet behandling ved Skifteretten.

Skyldnerne har påstået kendelsen stadfæstet, subsidiært hjemvisning af sagerne til fornyet behandling ved Skifteretten.

Supplerende oplysninger

Der er for landsretten fremlagt supplerende vurderingsredegørelse af 8. august 2013 fra den beskikkede regnskabskyndige tillidsmand, statsautoriseret revisor JC. Der er heri efter opfordring fra Kammeradvokaten blandt andet redegjort for et bankindestående på 132.560 kr. pr. 31. december 2012 tilhørende BA. Det vedrører ifølge redegørelsen, drift af H2.

Parternes synspunkter

SKAT har til støtte for sine påstande navnlig anført, at de fastsatte skæringsdatoer i rekonstruktionsforslagene indebærer en skævdeling, som begunstiger nogle kreditorer frem for andre. Dette er i strid med konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 1, og § 10 c, og stadfæstelse af rekonstruktionsforslagene burde derfor være nægtet i medfør af konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 2.

Det er endvidere gjort gældende, at de udsendte rekonstruktionsforslag ikke indeholdt de i konkursloven krævede oplysninger, og at stadfæstelse af forslagene derfor også af, denne grund burde være nægtet, jf. konkurslovens § 1,3 e, stk. 3, nr. 1.

H1 ApS, H1.2 ApS, Ejendomsselskabet H1.1 ApS, A og BA har til støtte for deres påstande navnlig anført, at der hverken efter lovgivningen eller retspraksis er forbud mod at vælge et tidligere skæringstidspunkt end skifterettens modtagelse af rekonstruktionsbegæring og dermed også et tidligere tidspunkt end skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslag, der er det afgørende tidspunkt i konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 1. Der er alene ved rekonstruktionsbehandling - som tidligere ved tvangsakkord og i overensstemmelse med reglen i konkurslovens § 199, stk. 1, forbud mod at vælge en senere skæringsdag.

Valget af tidligere skæringsdag er konkret begrundet i økonomiske hensyn, idet der allerede forelå opgørelser pr. henholdsvis 31. december 2011 og 31. december 2012. Valget for BAs vedkommende er sket på baggrund af, at hun primo maj 2012 uafhængigt af As aktiviteter startede selvstændig virksomhed med drift af H2. Hun har løbende honoreret sine forpligtelser vedrørende driften, og kreditorsammensætningen er anderledes.

Valget af tidligere skæringsdag har sikret, at en eventuelt under den forudgående frivillige akkordforhandling utilsigtet stiftet gæld bliver betalt i kraft af kravets status som sekundært massekrav, jf. konkurslovens § 94, nr. 2. Under rekonstruktionsbehandlingen har den regnskabskyndige tillidsmand og rekonstruktøren foretaget en gennemgang af skyldnernes økonomiske forhold for at sikre, at der ikke er sket omstødelige betalinger eller andre dispositioner, der har forrykket retsstillingen mellem de fem skyldnere, eller som har begunstiget tredjemand på andres bekostning. Denne gennemgang har været mere betryggende end den undersøgelse, der normalt vil blive gennemført i tilfælde af afsigelse af konkursdekret, jf. konkurslovens § 110 og § 125.

Samtlige formelle krav til rekonstruktionsplanen i henhold til konkurslovens § 11 c, stk. 13, og til rekonstruktionsforslaget i henhold til konkurslovens § 13 b, stk. 1-2, er opfyldt. Både ligelighedsprincippet og konkursordenen er respekteret i større grad end normalt.

Hvis landsretten når frem til, at de valgte skæringstidspunkter i rekonstruktionsforslagene ikke kan anvendes, må der ske hjemvisning med henblik på at supplere respektive ændre rekonstruktionsforslagene.

Landsretten afsagde

K e n d e l s e

Af bemærkningerne til det lovforslag, der blev gennemført ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 om ændring af konkursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.), fremgår om reglen i konkurslovens § 10 a, stk. 2:

"...

Stk. 2 fastlægger, hvilke fordringer en tvangsakkord ikke kan omfatte, og svarer i vidt omfang til den gældende § 158.

Efter § 158, stk. 1, omfatter akkorden fordringer, der er stiftet inden akkordforhandlingens åbning. Fordringer, der er stiftet senere, omfattes således ikke af akkorden.

I forslaget til stk. 2, nr. 1, findes en tilsvarende bestemmelse, idet det dog foreslås, at tvangsakkorden ikke kan omfatte fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Efter Konkursrådets opfattelse svarer dette tidspunkt bedst til skæringstidspunktet efter den gældende bestemmelse, fordi skyldnerens begæring om åbning af tvangsakkordforhandling efter den gældende regel § 166, stk. 1, nr. 1, skal bilægges akkordforslaget. (Bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, nr. 11 (Afsnit I A).

..."

De pågældende bemærkninger svarer til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009, s. 307.

Konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 1, må efter disse forarbejder sammenholdt med ligelighedsprincippet i konkurslovens § 10 c forstås således, at der ikke uden kreditorernes samtykke kan gennemføres en rekonstruktion med en skæringsdag, der ligger forud for skifterettens modtagelse af rekonstruktionsbegæring.

Det, der er anført af skyldnerne, kan ikke føre til andet resultat.

Da det fremgår af retsbogen, at sagerne er sluttet, må skifterettens afgørelse opfattes således, at skifteretten efter vedtagelsen har stadfæstet rekonstruktionsforslagene. Efter det anførte burde skifteretten have nægtet at stadfæste rekonstruktionsforslagene i medfør af konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 2.

Landsretten tager herefter SKATs principale påstand til følge.

T h i   b e s t e m m e s

Stadfæstelse af rekonstruktionsforslagene nægtes.

Sagerne tilbagesendes til skifteretten til fortsat behandling.

Kæreafgifterne skal betales tilbage.

Sagerne sluttet.