Indhold

Dette afsnit handler om begreberne formidling og forhandling i forbindelse med finansielle transaktioner.

Afsnittet indeholder

  • Begrebernes anvendelse
  • Definition: Formidling- og forhandlingsvirksomhed
  • Finansiel rådgivning
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Begrebernes anvendelse

Begreberne formidling og forhandling benyttes i henholdsvis momsfritagelsesbestemmelserne i ML § 13, stk. 1, nr. 11 samt i momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a-g. Begreberne har i denne forbindelse den samme betydning.

EF-domstolen har udtalt, at begreberne ikke skal definere hovedindholdet af momsfritagelserne, men at de i stedet har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte formidlings- og forhandlingsvirksomhed. Se sag C-235/00, CSC Financial Services Ltd.

Definition: Formidling- og forhandlingsvirksomhed

Formidlings- og forhandlingsvirksomhed defineres i retspraksis som foranstaltninger, der har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Se EF-domstolens dom i sag C-453/05, Volker Ludwig.

I retspraksis har domstolene ved flere lejligheder udtalt sig om omfanget af begreberne. I forbindelse hermed har domstolene bl.a. lagt vægt på følgende:

  • Hvorvidt den pågældende formidler er en uafhængig mellemmand mellem leverandøren og aftageren af en momsfri ydelse.
  • Hvorvidt den pågældende virksomhed udøves af mellemmænd, der ikke selv er part i den endelige kontrakt, samt at formidlerens ydelser adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der udføres af parterne i den endelige kontrakt.
  • Hvorvidt formidleren har til opgave at give opdragsgiveren oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en kontrakt om et produkt.
  • Hvorvidt formidleren har til opgave at tage kontakt til en anden part og i opdragsgiverens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser i henhold til den endelige kontrakt.

Det anses ikke som en hindring for fritagelse som formidling/forhandling, at opdragsgiveren efterfølgende skal godkende forhandlingsresultatet, før kontrakten kan anses for indgået.

Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part og at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, som kontrakten angår. Se præmis 40 i sag C-235/00, CSC Financial Services Ltd. og præmis 31 i sag C-453/05, Volker Ludwig.

Finansiel rådgivning

Skatterådet har i en konkret sag udtalt, at rådgivning, herunder finansiel rådgivning, som udgangspunkt er momspligtig. Se SKM2008.362.SR. Finansiel rådgivning er imidlertid momsfritaget, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfritaget ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående i formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer. At rådgivningsydelsen er en biydelse vil sige, at den for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens finansielle hovedydelse på de bedst mulige betingelser.

Betingelsen om, at rådgivningsydelsen alene udgør en biydelse, vil også være opfyldt, hvis vederlagt for rådgivningsydelserne udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for virksomhedens finansielle ydelser til aftagerne af rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne. Se SKM2006.169.SR og SKM2007.295.SR.

Dog vil rådgivningsydelserne alene udgøre en biydelse, også selvom vederlaget for rådgivningsydelserne udgør en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, hvis der efter en konkret vurdering er en så nær sammenhæng mellem rådgivningsydelser og formidlingsydelser, at det vil være kunstigt at anse både rådgivningsydelser og formidlingsydelser for selvstændige hovedydelser. Se præmisserne 15-20 i sag C-453/05, Volker Ludwig.

Skatterådet har i en konkret sag vurderet, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab måtte anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Se SKM2009.334.LSR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-453/05, Volker Ludwig

Begrebet »formidling« tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Formidlingsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt mellemmandsvirksomhed. En sådan virksomhed har herved til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold

 

C-235/00, CSC Financial Services Ltd.

Udtrykket »herunder forhandlinger« skal ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

 
Landsskatteretskendelser

SKM2009.334.LSR

En ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab måtte anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

 

SKAT

SKM2010.390.SR

I en konkret sag bestod selskabet AA's ydelse i, at udvælge relevante og kvalificerede virksomheder til finansiering. AA indstiller virksomheder til BB, hvorefter BB's investeringskomite træffer endelig afgørelse om, hvilke virksomheder der skal investeres i. Det er AA, der forestår og afholder udgifter til forhandling og udarbejdelse af kontrakter i forbindelse med finansiering af porteføljevirksomheder. Skatterådet fandt på den baggrund, at AA skulle anses for at være formidler af lån og investeringer mellem BB og de vækstvirksomheder, der blev investeret i. Rådet lagde herved bl.a. vægt på, at AA ikke havde nogen selvstændig interesse i kontraktens indhold og ved forhandlinger og kontraktudarbejdelse handlede i BB's navn.

 

SKM2008.362.SR

Rådgivning, herunder finansiel rådgivning, er som udgangspunkt momspligtig. Finansiel rådgivning er dog momsfri, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfri ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående af formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer.

 

SKM2007.295.SR

Såfremt vederlaget for øvrige momspligtige ydelser til andelsejerne kun udgjorde en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne, kunne disse øvrige ydelser omvendt anses for biydelser til de momsfrie udbetalingsydelser. De omhandlede ydelser kunne alle anses for omhandlet af begrebet af forvaltning af investeringsforeninger, da selskabet ikke var en depotbank.

 

SKM2006.169.SR

Det var en betingelse for momsfrihed af et formidlingshonorar, at låneformidlingen ikke blot skulle anses for en biydelse til selskabets momspligtige ydelser vedrørende købet af ejendommen på interessentskabets vegne. Låneformidlingen skulle således tjene et formål i sig selv, hvilket måtte anses for opfyldt, hvis den del af honoraret, som kunne henføres til låneformidlingen, ikke blot udgjorde en marginal del af honoraret for ydelserne vedrørende købet af ejendommen.