Indhold
Dette afsnit handler om, hvordan en forsvarer beskikkes.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Indsendelse af begæring om beskikkelse
- Byrettens afgørelse om beskikkelse og mulighed for kæremål
- Situationer, hvor SKAT bør sikre beskikkelse af forsvarer
- Når den sigtede selv har valgt en forsvarer.
Regel
Forsvareren beskikkes af retten. Begæring om forsvarerbeskikkelse kan fremsættes såvel af den sigtede som af SKAT. Se forsvarerbistandsloven § 2, stk. 2.
Begæringen om beskikkelse fremsendes i alle tilfælde til byretten af SKAT. Retten træffer bestemmelse om forsvarerbeskikkelse efter en konkret vurdering af behovet i den enkelte sag. Se forsvarerbistandsloven § 2, stk. 2, 2. punktum og § 5 i BEK.
Forsvareren beskikkes af retten på det sted, hvor sigtede har bopæl (hjemting). Se forsvarerbistandsloven § 2, stk. 1, 1. punktum.
Hvis sigtede ikke har bopæl her i landet, sker beskikkelsen på det sted, hvor det findes hensigtsmæssigt, fx i den retskreds, hvor sigtede opholder sig, eller hvis sigtede ikke længere er til stede her i landet, hvor sigtede senest havde bopæl eller ophold.
Indsendelse af begæring om beskikkelse
Der er udarbejdet en blanket nr. 51.017 til brug for begæring om beskikkelse. Blanketten udfyldes og underskrives af sagsbehandleren i ansvarssagen.
I de tilfælde, hvor begæring om beskikkelse er fremsat af den sigtede, underskrives blanketten desuden af ham/hende, medmindre sigtede har sendt en skriftligt anmodning, som kan vedlægges.
Bemærk
I sager, hvor det er den sigtede, der har fremsat ønske om forsvarerbeskikkelse, skal SKAT normalt kun afgive en udtalelse om beskikkelsesspørgsmålet, hvis retten anmoder om det.
Byrettens afgørelse om beskikkelse og mulighed for kæremål
Byrettens afgørelse om beskikkelse af forsvarer træffes ved beslutning. Hvis retten beslutter, at en forsvarer skal beskikkes, kan afgørelsen ikke indbringes for landsretten. Se forsvarerbistandsloven § 2, stk. 3, 1. punktum.
Beslutninger, hvorefter byretten afviser at beskikke en forsvarer, kan derimod indbringes for landsretten.
Dette sker ved kære af byrettens afgørelse. Kærefristen er 14 dage fra rettens afgørelse. Kære iværksættes ved skriftlig henvendelse til vedkommende byret.
Bemærk
Hvis sigtede har fremsat begæring om bistand af forsvarer, og beskikkelse afvises af retten, skal SKAT hjælpe sigtede med at iværksætte kæremålet, hvis sigtede anmoder om det.
Situationer, hvor SKAT bør sikre beskikkelse af en forsvarer
Grunden til at SKAT har adgang til at begære en forsvarer beskikket for den sigtede er, at myndighederne kan have en selvstændig interesse i, at sigtede bistås af en forsvarer.
Dette vil fx være tilfældet i sager, der efter deres karakter er egnede til administrativ afgørelse, men hvor sigtedes personlige forhold gør det vanskeligt at lade vedkommende vedtage et bødeforelæg på egen hånd.
I sager mod medarbejdere i SKAT, skal den pågældende som hovedregel have beskikket en forsvarer, fordi en strafferetlig afgørelse typisk vil få den konsekvens, at medarbejderen bliver afskediget. Derfor er det vigtigt, at SKAT sikrer sig, at den pågældende får den bedst mulige uafhængige rådgivning.
Når begæringen om forsvarerbeskikkelse er fremsat af SKAT, skal den sigtede have meddelelse herom. I disse tilfælde skal SKAT underrette retten om sigtedes stillingtagen til spørgsmålet om beskikkelsen.
Når den sigtede selv har valgt en forsvarer
Hvis sigtede selv har valgt en forsvarer, kan denne forsvarer blive beskikket. Sigtede har altid ret til at lade sig repræsentere af en forsvarer, som han/hun selv har valgt. Den valgte forsvarer er ligestillet med den beskikkede forsvarer angående forsvarets rettigheder og pligter, selvom der ikke formelt er sket en beskikkelse.
Bemærk
Beskikkelse medfører, at forsvareren er sikret betaling af sit honorar og udlæg fra det offentlige. En sigtet, der har bistand fra en valgt forsvarer, der ikke er blevet beskikket, hæfter selv for betalingen.