Indhold

Dette afsnit handler om ansættelsesfristerne i skatteforvaltningsloven og afgrænsningen til andre regelsæt.

Afsnittet indeholder:

  • Fristreglerne i skatteforvaltningsloven
  • Fristreglerne kan ikke ændres ved aftale
  • Når der gælder andre frister - lex specialis
  • Åbenbare fejl
  • Ændringer inden for samme indkomstår
  • Forholdet til forældelsesreglerne
  • Initiativforpligtelse ved afledte ansættelsesændringer
  • Betydningen af tidligere gældende regler - overgangsregler.

Fristreglerne i skatteforvaltningsloven

Skatteforvaltningslovens regler om frister for skattemyndighedernes varsling, foretagelse eller ændring af skatteansættelser samt reglerne om den skattepligtiges anmodning om genoptagelse, findes i SFL §§ 26-27, §§ 31-32, § 32 a og § 34 c. Se om reglerne i afsnit A.A.8.2 og afsnit A.A.8.3.

SFL § 32 a vedrører frister om afgørelser om registrering af køretøjer og SFL § 34 c vedrører en forenklet tilbagebetaling af skatter og afgifter. SFL §§ 32 a og 34 c er endnu ikke indarbejdet i denne vejledning, da lovforslag L 149 af 3. marts 2010 netop blev vedtaget ved redaktionens slutning. Indarbejdelse vil ske ved den kommende opdatering.

Se lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005 om skatteforvaltningsloven. Skatteforvaltningsloven er siden ændret flere gange. De seneste ændringer af skatteforvaltningsloven med tilknytning til SFL §§ 26-27, §§ 31-32, § 32 a og § 34 c er følgende: Lov nr. 523 af 6. juni 2007 om følgeændringer til forældelsesloven, lov nr. 527 af 17. juni 2008 om modernisering af skatteadministrationen, lov nr. 1341 af 19. december 2008 om ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn mv. og senest lovforslag L 149, fremsat den 3. marts 2010, som blev vedtaget ved redaktionens slutning.

Fristerne for fysiske personers skatteansættelser suppleres af en særlig kort ligningsfrist. Se bekendtgørelse 1095 af 15. november 2005 og afsnit A.A.8.2.2.

Reglerne angår frister for skatteansættelsen, og sætter tidsmæssige grænser for adgangen til reguleringer heri.

Begrebet skatteansættelse anvendes såvel om opgørelsen af grundlaget for skatteansættelsen som om selve skatteberegningen. I skatteberegningen indgår beregning af tillæg, gebyrer eller lignende, der er knyttet til skatteberegningen.

►Landsskatteretten har fastslået, at felterne nr. 92 og nr. 93 i selvangivelsen for indkomståret 2004 er en pligtmæssig selvangivelsesoplysning vedrørende skatteberegningen, der er fastsat efter skattekontrollovens § 1, og at en ændring heraf er omfattet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven om ændring af en ansættelse af indkomstskat. Der er henvist til lovforslag L 110, pkt. 4.17, de almindelige bemærkninger. Se SKM2010.473.LSR.◄

Gaveafgift er udtrykkeligt undtaget fra reglerne. Se SFL § 26, stk. 9 og SFL § 27, stk. 5.

►Afgørelser om indeholdelsespligt omfattes ikke af fristreglerne◄

►Landsskatteretten har fastslået, at en selskabs pligt til at indeholde A-skat af arbejdsindlejede personer samt selskabets hæftelse for manglende betaling af skat ikke omfattes af fristreglerne. Dette er begrundet med, at der ikke er tale om "foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat." De formueretlige forældelsesregler regulerer disse afgørelser. Se SKM2010.814.LSR.◄

Fristreglerne kan ikke ændres ved aftale

Der kan ikke indgås aftale om fravigelse af fristerne i SFL §§ 26-27, 31-32, og fristreglerne gør udtømmende op med de tidsmæssige grænser for varsling, foretagelse og ændring af skatteansættelser. Se dog lex specialis om tilfælde, hvor der i særregler er fastsat specielle frister, der går forud for fristreglerne.

Når der gælder andre frister - lex specialis

Hvis der i særlovgivningen er fastsat andre frister for ændringer af skatteansættelsen, går disse frister forud for de ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningsloven. Det følger af princippet om lex specialis.

Særregler om efterbeskatning

Der findes fx i etableringskontoloven og i kildeskatteloven regler om efterbeskatning, der går forud for fristerne i SFL. Højesteret har vedrørende etableringskontoloven udtrykkeligt bekræftet dette. Se SKM2001.497.HR.

Særregler om ændret valg i selvangivelsen

Der er i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, og i afskrivningslovens regler om valg af afskrivningsprocent og anmodning om efterfølgende af- og nedskrivninger andre frister for valgenes foretagelse, som gælder i stedet for fristerne i skatteforvaltningsloven.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at fristen i virksomhedsskatteloven for omvalg, var overskredet, hvorfor genoptagelse ikke kunne tillades. Se TfS 1999, 219. LSR.

Er fristerne og betingelserne for omvalg opfyldt, sker genoptagelse af ansættelsen som konsekvens heraf. Se Departementet i TfS 1997, 545 DEP.

Hvis efterfølgende af- og nedskrivninger ønskes foretaget uden hjemmel i afskrivningsloven eller andre særlove, skal en anmodning om genoptagelse behandles efter de sædvanlige regler om ordinær genoptagelse. Se SFL § 26, stk. 2.

Åbenbare fejl

SKAT har ret til at udsende en fornyet varsling efter varslingsfristens udløb, hvis den første rettidige varsling indeholder åbenbare fejl. Østre Landsret har fastslået, at en varsling efter omstændighederne var rettidig, selvom den var fremsendt efter varslingsfristens udløb. Der blev henvist til, at den første og rettidige varsling indeholdt en fortegnsfejl, således at ansættelsen fejlagtigt blev nedsat i stedet for forhøjet. Se SKM2005.122.ØLR.

Ændringer inden for samme indkomstår

Ved siden af fristreglerne i skatteforvaltningsloven gælder det helt grundlæggende princip, at der kan foretages ændringer inden for det samme indkomstår, i det omfang ændringen udspringer af den skattepligtiges anmodning om genoptagelse. Se TfS 1998.315.VLD. Hvis en sådan ændring resulterer i et modkrav i SKATs favør, vil modkravet som følge af konneksitet ikke være forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Se SKM2006.750.VLR.

Forholdet til forældelsesreglerne

Skatteforvaltningslovens fristregler suppleres af regler om forældelse. Reglerne om forældelse angår ikke selve ansættelsen, men i stedet det af ansættelsen afledte skattekrav. Forældelsesreglerne sætter den yderste tidsmæssige grænse for, hvornår et skattekrav kan gøres gældende. Reglerne om skattekravenes forældelse findes i forældelsesloven samt i SFL §§ 34 a og 34 b. Se afsnit A.A.9 om formueretlig forældelse.

Initiativforpligtelse ved afledte ansættelsesændringer

Skatteforvaltningslovens fristregler regulerer ikke SKATs forpligtelse til at tage initiativ til en afledt ansættelsesændring hos andre skattepligtige end den, hvis ansættelse er blevet ændret. En sådan ændring af tredjemands ansættelse kan være en følge af en ansættelsesændring foranlediget af såvel myndighederne som af en skattepligtig.

Skattemyndighederne er forpligtet til at foretage korrekte skatteansættelser. Det betyder, at der er pligt til at foranledige, at der gennemføres konsekvensændringer hos tredjemand i det omfang de foreliggende oplysninger gør det muligt. Det er en forudsætning, at det er muligt efter skatteforvaltningslovens fristregler samt efter reglerne om de afledte kravs forældelse.

Betydningen af tidligere gældende regler - overgangsregler

Vedrørende indkomstår før 2000 kan den skattepligtiges skatteansættelser fortsat behandles efter de fristregler, der tidligere var gældende, i det omfang disse regler stiller den skattepligtige gunstigere end de gældende regler i skatteforvaltningsloven. Se Procesvejledningen 2010-1, afsnit G.1 og G.1.1 samt Procesvejledningen 2006-1, afsnit G.3.

Bemærk

Tidligere gældende regler finder dog ikke anvendelse fra og med den 1. januar 2008, i det omfang tidligere gældende regler er i modstrid med de ændringer, der er sket i § 37 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 (følgeændringer til ny forældelseslov). Se Procesvejledningen 2010-1, afsnit G.1 samt afsnit A.A.8.2.3 i denne vejledning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2006.750.VLR

Modkrav ved konneksitet ikke forældet.

 

SKM2005.122.ØLR

Fornyet varsling efter fristens udløb ansås for rettidig, da rettelse af åbenbar fortegnsfejl.

 

TfS 1998.315.VLD

Anmodning om genoptagelse inden for fristen, giver ret til ændringer inden for samme indkomstår.

 

Landskatteretskendelser

SKM2010.814.LSR Afgørelse om indeholdelsespligt og hæftelse omfattes ikke af fristreglerne.  
SKM2010.473.LSR Felterne 92 og 93 i selvangivelsen for indkomståret 2004 er at anse for pligtmæssige selvangivelsesoplysninger vedrørende skatteberegningen og dermed omfattet af fristreglerne.  

TfS 1999, 219.LSR

Da fristen i virksomhedsskatteloven var overskredet, kunne genoptagelse ikke tillades.

 

SKAT

TfS 1997, 545 DEP

Hvis fristerne for omvalg er opfyldt, er der ret til genoptagelse som følge heraf.