Told- og skatteforvaltningen kan dispensere fra forkortet momsperiode (kreditbegrænsning) mv.:

  • hvis den igangværende virksomhed har indgået en betalingsordning, som virksomheden overholder, eller
  • hvis der i øvrigt ikke på baggrund af virksomhedens forhold vurderes at være behov for at sætte virksomheden på forkortet momsperiode mv.

Det sidste kan være tilfældet, hvor det er indlysende, at det er udefra kommende omstændigheder, der midlertidigt har umuliggjort rettidig indbetaling. Som eksempler kan nævnes pludselig opstået alvorlig sygdom eller ulykkestilfælde i et enkeltmandsfirma, tyveri, manglende betaling fra en - i forhold til virksomhedens økonomi - særligt betydende debitor på grund af dennes konkurs, stille eller anmeldte betalingsstandsning.

Dispensationsadgangen vil også kunne finde anvendelse, hvor virksomheden er under anmeldt betalingsstandsning og dermed beskikket tilsyn, eller der er åbnet forhandling om tvangsakkord, eller virksomheden er under konkurs.